Første fødsel kan også gå stærkt. Fødselsberetning Min-Mave.dk | Min-Mave.dk

Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Første fødsel kan også gå stærkt

Fødselsberetning fra bruger

For få uger siden fødte jeg vores dejlige lille søn på 3480 g. og 52 cm.

Jeg var gået fire dage over termin med ingen tegn på fødsel, så jeg var ved at være utålmodig.

Min mand og jeg besluttede denne solskins-lørdag morgen, at vi ville gå en lang tur. 6 km senere kom vi hjem, og min tykke krop var udmattet af turen, så jeg satte mig i lænestolen og slappede af.

Ret præcist kl. 12 fik jeg pludseligt en kraftig ve, hvor jeg ikke var i tvivl, og de næste fulgte straks efter næsten uden pauser. Jeg kunne fra start næsten ikke være i det, så min mand ringede til fødegangen efter en halv time med mange (!!) veer, men de bad os se det an. En time senere var det ulideligt, fordi intet lindrende af hverken varmt bad, massage af lænden eller andet, så min mand ringede igen og bad om en vurdering, fordi de igen ville have mig hjemme så længe som muligt.

Omkring kl. 14 kørte vi mod hospitalet, hvor vi var et kvarter senere. Undervejs snakkede vi imellem veerne om, at vi nok blev sendt hjem igen, og at jeg var pivet efter kun at have haft veer i to timer, fordi vi var forberedt på, at det skulle tage det meste af et døgn.

Jeg havde fortsat kraftige, hyppige veer, og heldigvis undersøgte jordemoderen mig til at være 4 cm åben kl. 14:30. Derfra husker jeg ikke meget, fordi veerne tiltog helt vildt.

Jeg var i en helt anden verden og arbejdede så intenst ved smerterne. En times tid senere bad jeg om noget smertelindring, fordi det var ulideligt, så jordemoderen kom og ville undersøge mig igen. Imens hun undersøger mig får jeg spontan pressetrang, som jeg ikke kan modstå, og jeg presser uhæmmet. Hun siger overrasket god for det, da jeg åbenbart er 10 cm åben. To pres senere, klokken 16:01, fire timer efter jeg fik den første ve hjemme i lænestolen, og halvanden time efter jeg blev undersøgt til at være 4 cm åben, blev min mand og jeg forældre til den skønneste lille fyr.

Han scorede apgar 10/1, 10/5 og 10/10, så alt var og er godt.

Men hvor var det intenst og smertefuldt! Jeg ville gerne have vidst, at det også kunne gå stærkt første gang, og her tre uger efter gruer jeg allerede for næste gang, hvis det kommer til at gå endnu hurtigere.

Indsendt af

Anonym førstegangsmor

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.

 

 

Del