Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Førstegangsfødende – Nær født i badekarret

Fødselsberetning fra bruger

Jeg vågnede kl. 2 om natten med den første ve, men slog det hen som en stærk plukve. Dem havde jeg haft en del af i de sidste par uger. Da jeg vågnede lidt senere med næste ve, begyndte jeg at skrive tiden ned. Efter et par timer kom jeg til at vække kæresten og fik forsigtigt sagt, at jeg tror måske jeg har fået veer. Så var han helt vågen. En stærk ve gav mig desværre krampe i nakken og den ondeste hovedpine jeg endnu har oplevet.

Da jeg ikke længere kunne sove, hoppede jeg i badekarret, hvor det lune vand mildnede smerterne. Da der var 6 min. imellem veerne, ringede vi ind til hospitalet og aftalte at køre der ind. På hospitalet blev veerne mere sporadiske, der var nu 10 og 15 minutter imellem dem. Hovedpinen var stadig så ond at jeg fik ”bistik” i nakken for at mildne smerterne, uden det hjalp synderligt.

Da det blev aften, var jeg stadig kun 3 cm åben.

ØV! Hjem igen, med en hovedpinepille og en mild sovepille, jeg havde fået af jordemødrene. Det lykkedes mig at falde i søvn. Jeg vågnede jævnligt med onde veer, hvor min kæreste måtte massere min lænd. Kl. 4 vågnede jeg med den første presseve. Kæresten ringede omgående til jordemoderen, men vi anede ikke hvor længe, der var imellem veerne og vandet var endnu ikke gået. Så jordemoderen mente ikke at det var presseveer jeg havde, så hun syntes ikke at vi skulle køre ind.

Endnu en gang hoppede jeg i badekarret og vi tog tid. 20 min. blev meget hurtigt til 2 og så 1 min. imellem veerne og vi ringede ind igen. Dvs. det gjorde kæresten, for jeg kunne kun ligge og sige: ”nu kommer der en ny – puste stønne, puste stønne!” mens jeg ved hver anden ve skulle kæmpe for ikke at presse. Og det var en meget hård kamp. Jordemoderen mente stadig ikke, at det var presseveer, men vi kunne da godt køre ind, hvis vi følte os mest trygge ved det. JA TAK. Så vi skyndte os ud i bilen. Bare det at få tøj på, imellem alle veerne, var noget af en kamp. Et bukseben – VE – næste bukseben.

I bilen stilnede veerne af og jeg tænkte: ÅH nej. Men så snart jeg steg ud af bilen ved indgangen, hamrede de tilbage, så jeg knap kunne stå og gå. Ved døren fandt jeg heldigvis en kørestol, jeg dumpede ned i og trillede mig selv op på fødestuen, mens kæresten parkerede. Jeg må have set utrolig rolig ud og var da også ret god til at bruge min vejrtrækning, for da jordemoderen endelig kunne komme til at mærke hvor åben jeg var (det var svært at finde et hul imellem alle veerne), spærrede hun øjnene op. ”Du er 10 cm åben og barnet ligger 2 cm over bækkenbunden. Du er i fødsel.” Ja tak, det ved jo godt, tænkte jeg bare. Ind i fødestuen og fylde vand i fødekarret.

Tis af, sagde hun. Ja der var han nær blevet født i et toilet. Ud i karret og ENDELIG kunne jeg få lov til at presse. 2½ time efter presseveerne startede og knap 30 timer efter de første veer startede. Da jeg endelig kunne presse tog det kun 16 min. og så var han født. En smuk lille dreng på 2,6 kg. Født to dage før termin. Jeg kan klart anbefale at føde i vand, hvis man føler sig tryg i vand.

Her slutter historien dog ikke. For knap en time efter fødslen, da han havde ammet og var faldet i søvn og jeg havde født moderkagen, lå jeg og blev virkelig irriteret på mig selv. Det største øjeblik og så kunne jeg ikke finde ud af at være mentalt til stede. Faktisk kunne jeg slet ikke koncentrere mig om hvad folk sagde til mig, selvom det var vigtigt. Noget med at jeg havde mistet lidt for meget blod. Nå jeg er træt, meget træt endda. Og så faldt jeg i søvn.

Da jeg vågnede igen, lå min søn ikke hos mig. I stedet havde jeg iltslanger i næsen, som kort efter blev erstattet af en maske.

En jordemoder fortalte mig at jeg havde født og spurgte om jeg kunne huske det. Jo selvfølgelig kan jeg huske at jeg har født. Meget andet kan jeg dog ikke huske. Hver gang jeg åbnede øjnene, skete der forskellige ting. Og efter noget tid, aner ikke hvor længe, blev jeg kørt på intensiv.

Åbenbart havde jeg fået et epileptisk anfald efter fødslen og havde spasmet så meget, at jeg nær havde smidt min søn på gulvet. Heldigvis havde en jordemoderelev grebet ham og han var ikke kommet noget til.

Mit første døgn som mor blev derfor desværre på intensiv, uden min søn. Men kæresten og barnet kom og besøgte mig nogle gange den dag og efter den første dag, fik vi en barselsstue sammen, hvor vi var i et par dage inden vi alle, sunde og raske, kunne tage hjem.

Det kan måske undre nogen, men jeg synes selv at jeg havde en rigtig god fødsel. Og det epileptiske anfald lyder værre end det føles, for hjernen slår helt fra, så man kan faktisk ikke huske noget af det, overhovedet. Men man er meget, meget træt efterfølgende.

Indsendt af Kirstine

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.

 

Del