Fra en bevæget førstegangsmor med diabetes. Igangsat uge 37. | Min-Mave.dk

Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Fra en bevæget førstegangsmor med diabetes. Igangsat uge 37.

20170423_084412

Jeg er blevet fulgt ekstra tæt i min graviditet pga diabetes og for højt blodtryk.

Jeg blev fra start af varslet, at jeg skulle forvente igangsættelse ved 38+0, da diabetikere generelt får store børn, og jeg samtidig er i højrisiko gruppe for at udvikle svangerskabsforgiftning. Men ved et tjek i uge 34 rykkede de det frem og sagde at jeg nok godt kunne regne med omkring 37+0, da min blodtryksmedicin kun lige kunne holde målingerne på et acceptabelt niveau.

Så ved mit tjek 36+4 (en torsdag) var jeg ret spændt på hvad de sagde, også forbi jeg havde mærket markant mindre liv de sidste 36 timer op til tjekket. Scanningen den dag viste en fin og frisk baby og han blev bedømt til omkring 2800 gram. Jordmoderen kørte en CTG der også viste fin aktivitet, og hun vurderede ham til omkring 3100 gram. Så han var altså ikke unormalt stor på dette tidspunkt.

Men da jeg ikke længere kunne mærke ham inde i maven valgte fødselslægen alligevel at indlægge mig med det samme til igangsættelse og løsne hinderne mens jeg var hos hende. Klokken var omkring 13:00 da hun ringede op til fødselsgangen og sagde at de skulle tage vandet i løbet af et par timer, og så sendte hun mig op med beskeden om at jeg ville have min baby i armene inden dagen var omme.

Wow, alting gik pludselig meget hurtigt, men vi var mere eller mindre klar til ham derhjemme, da vi jo var forberedt på at det ville blive før tid.

Faren tog tidligt fra arbejde da han ikke kunne koncentrere sig, og kom ind med min kuffert som heldigvis næsten var pakket færdig. Og så ventede vi ellers bare på at der skete noget. Jeg fik piller til igangsættelsen, men blev ved med at blive udskudt ift. at få taget vandet, da de havde for travlt på fødegangen. Natten til fredag tog faren hjem og sov, og jeg fik heldigvis også selv sovet en del, selvom jeg var indlagt på en firmandsstue, med 3 andre der også var ved at blive igangsat.

Pillerne giver mig kun milde veer, ikke værre end plukveer, og jeg er kun åbnet omkring 2 cm. Fredag eftermiddag mødte jeg min fødselslæge som kiggede uforstående på mig og spurgte hvad i alverden jeg lavede her – med tyk mave. Jeg fortalte, at de ikke havde haft tid til at tage vandet, og hun stormede afsted for at høre hvad der foregik. Kort efter kom en jordmoder og sagde at vi var nummer 1 på listen, men at de
stadig havde meget travlt. De ville dog opdatere mig løbende.

Klokken 01.30 lørdag morgen fik vi besked om at de ville tage vandet lørdag morgen, men at de godt lige ville tjekke mig i løbet af natten, så jeg skulle gå i seng, og så ville de komme og vække mig 3-4 timer senere. Jeg sendte faren hjem, og gik i seng, og sov 3 timer. Jeg vågnede selv, og gik ind og fandt en jordmoder, som var glad for at slippe for at skulle vække mig 10 minutter senere.

Hun havde langt om længe fået ok til at tage vandet. Så det gjorde hun kl 04.30 lørdag morgen, og jeg gik i seng igen. Jeg vågnede 2 timer senere, ved at veerne så småt begyndte at tage til, men det var stadig kun noget småtteri. Kl 14.00 kom jeg på en fødestue og fik ve drop. Veerne tager til, og jeg skal have lagt en epidural. Men efter kort tid falder min drengs hjerterytme voldsomt, og jordmødrene begynder at snakke om kejsersnit. De beslutter at stoppe ve droppet, og straks stiger hans hjerterytme igen.

Jeg får derfor epiduralen, og så giver vi det lige et par timer og ser hvad der sker. 4 timer senere tænder de for ve-droppet igen, da der ikke er sket yderligere, og jeg er stadig kun 2 cm åben. Min drengs hjerterytme falder igen voldsomt, og jordmødrene kigger på mig og siger, at nu bliver vi altså nødt til, at lave et akut kejsersnit. På dette tidspunkt har vi været i gang i 56 timer, godt nok ikke med voldsomme veer, men det er alligevel en
drænene proces, så jeg er helt klar på kejsersnittet.

Vi kommer på en operationsstue, faren får grønt tøj på, de lægger mere bedøvelse, jeg har jo allerede fået lagt epiduralen, men da de niver mig i maven kan jeg mærke det. Så pludselig bliver det til fuld narkose, og faren skal uden for døren og må ikke kigge ind. Vores dreng kommer til verden lørdag kl 22:25.

Jeg forsvinder nu ind i narkosen, og vågner igen to timers tid senere. Faren kommer over med vores dreng, men jeg skal kaste op og er helt væk, så jeg er ikke i stand til at se/røre/holde ham. Hvad jeg ikke selv ved er at jeg ligger i 3 timer med en puls på 33-35 og med nogle meget bekymrede læger omkring mig. Jeg registrerer, at vi bliver kørt på en stue i løbet af natten, og lidt senere også at far og baby bliver flyttet til neonatal.

Vores dreng er sund og rask, og lungerne fungerede på trods af at han kom ud 36+6. Men pga min diabetes bliver han født med alt for lavt blodsukker, og det er det der skal styr på på neo. Jeg vågner omkring kl 06.30 om morgenen, groggy, sulten og med mange smerter, og ringer efter en sygeplejerske. Jeg spørger efter hvordan min søn har det, og får svaret ”Det ved jeg da virkelig ikke” Fair nok, det er jo ikke en neo sygeplejeske, men hun var så overlegen i sit svar at jeg dårligt turde bede hende om at finde ud af det til mig.

Det lykkedes dog, og jeg fik svaret ”Nå ja, jeg kan da godt ringe derned og spørge hvis du virkelig vil vide det” Øøøøh Ja! Jeg har ikke haft min søn i mine arme endnu, selvfølgelig vil jeg vide det. Jeg har desuden ikke spist i 22 timer, og beder om noget mad, og noget smertestillende. 35
minutter senere kommer hun igen med en skål ymer som jeg senere finder ud af står 20 meter fra mit
værelse, en pille, og besked om at min dreng har det fint. Det var det. Intet andet.

30 minutter senere kommer en anden sygeplejerske ind og spørger hvordan jeg har det. Hun spørger desuden om jeg ikke gerne vil ned på neo hvis der er plads til en seng på stuen – Ja tak, endelig et fornuftigt menneske. Hun kommer igen få minutter senere og siger at der kommer en porter og henter mig snarest.

Jeg får så 5 timer på neo ved siden af min dreng, hvor jeg dog kan holde ham i hånden. Derefter kommer vi tilbage til vores stue, og jeg får endelig lov at få ham i mine arme, 14½ timer efter fødslen. Amningen er smadret på det tidspunkt, og jeg føler virkelig jeg mangler noget i starten af min søns liv. Noget jeg aldrig kan få igen, men jeg prøver at acceptere det når jeg kigger på min glade og helt perfekte dreng.

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.

Del