Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Fra Roskilde, til Hvidovre og tilbage igen

Forløbet startede med vandafgang hjemme i soveværelset, den 12/8 kl. 1.30, efter bare halvanden times søvn. Det stod simpelthen ud med et plask, da jeg troede jeg lige skulle op og tisse.

Allerede kl. 2 begynde jeg at få veer, der faktisk fra starten nev en del og var regelmæssige. Så vi var til tjek på Roskilde kl. 4, hvor jeg var 2 cm åben, men fortsat havde livmoderhals.

Han stod endnu ikke helt fast med hovedet, så vi blev sendt hjem og slappe af/arbejde videre med veerne, og aftalte at komme tilbage kl. 9.Kl. 8 ringede de fra fødegangen, for at høre hvordan det stod til, og om vi evt. kunne vente med at komme.

Veerne var fortsat regelmæssige, men ikke decideret smertefulde, så vi aftalte en telefonisk konsultation kl. 10, for at følge op på status. Da det nærmede sig kl. 10 bed veerne en del, og jeg måtte sætte lyd på dem, for at arbejde mig igennem dem. De ville derfor gerne se mig på Roskilde kl. 10.30.

Da vi ankommer bliver vi sendt på barselsgangen, hvor jeg igen bliver undersøgt og får kørt en kurve. Nu 3-4 cm åben og ingen livmoderhals tilbage, så de mente bestemt, at jeg hørte til på en fødegang – der var bare ikke liiige plads på Roskilde.

Hvidovre, som heldigvis kun er 30 minutters motorvejskørsel væk, ville gerne tage os, så vi blev sendt videre og ankommer derinde omkring kl. 12.30.

Jeg bliver igen undersøgt, og er fortsat kun 3-4 cm åben. JM begynder at snakke om ve-drop, men da jeg faktisk har rigtig gode veer, aftaler vi at give det et par timer, og så starte op hvis der ikke er sket fremskridt. Kl. 14.20 er jeg 4-5 cm åben, så der er sket noget, og selvom det ikke er alverden, får jeg lov til selv at arbejde videre med mine naturlige veer.

Der er vagtskifte kl. 15, og en ny JM tager over. Jeg klikker ikke så godt med hende, og fornemmer klart, at hun gerne vil introducere medicin, lige fra hun “overtager” os.

Jeg har fortsat gode, regelmæssige veer, og arbejder godt med dem, selvom jeg har været i gang i mange timer. Derfor beder jeg igen om, at vi lige ser tiden an. Jeg får til kl. 16.20, hvor hun konstaterer at jeg er omkring 5 cm åben. Altså ikke rigtig nogen fremgang siden sidst.

Den nye JM vil på dette tidspunkt gerne konsultere med den afdelingsansvarlige, og jeg er slet ikke i tvivl om, at hun vil foreslå ve-drop og epidural, når hun kommer tilbage. Alligevel rammer det mig som en bus, da hun kommer og gør netop dét.

Jeg får rigtig svært ved at arbejde med veerne, og det betyder at jeg får så ondt, at jeg dårligt kan håndtere dem.

Mens jeg prøver at komme igennem veerne, bander og svovler jeg over, at jeg er blevet sendt væk fra Roskilde, da jeg ønskede lattergas som smertestillende – og det ikke tilbydes på Hvidovre. Min eneste mulighed her, er at gå fra varmepuder direkte til epi, og det føles bare helt, helt forkert for mig.

Jeg er meget frustreret, græder og kan ikke overskue hvordan jeg skal håndtere situationen, og hvilket valg jeg skal tage. JM forlader stuen, så min mand og jeg lige har mulighed for at synke beskeden/vende det hele, og jeg er bund ulykkelig. Da hun kommer tilbage har hun ringet til Roskilde, og præsenterer os for muligheden om at komme tilbage dertil, så jeg bl.a. kan få lattergas.

Det var simpelthen det allerbedste hun kunne gøre for mig! Jeg takker ja til at køre tilbage til Roskilde, og føler en fornyet energi og vilje. Ca kl. 17.45 er vi tilbage på Roskilde.

Vi bliver sendt i undersøgelsesrummet til en start, og kommer til at vente dér i 45 minutter, før jeg har så ondt, at jeg trækker i tilkaldesnoren. En JM kommer og undskylder ventetiden, men der er kommet en flergangsfødende med presseveer, som har snuppet “min” JM.

Hun bliver dog enig, med sig selv, om at vise os ind på en fødestue og give mig lattergassen. Jeg tager nogle sug og får ro på igen – faktisk så meget, at jeg nu kan komme ned at ligge og slappe lidt af (jeg har ellers stået/gået under hele forløbet, da veerne simpelthen gør for ondt, når jeg sidder eller ligger).

Omkring kl. 19-19.30 får vi tildelt den sødeste JM som kommer og undersøger mig. Jeg er fortsat kun 5 cm åben, og hun gen-introducerer derfor anbefalingen om ve-drop og evt. også en epidural, hvis veerne bliver for smertefulde. Til en start skal der dog lægges venflon i min hånd, så der kan gives antibiotika, da det efterhånden er rigtig mange timer siden, at vandet er gået.

Mens hun gør klar, tager mine veer pludselig enormt meget til. Jeg prøver at bruge lattergassen, trække vejret, sidde, ligge, gå, stå og sveje, men lige lidt hjælper det. Hele mit underliv føles fuldstændig låst, nærmest som om jeg er spiddet i den ene side, og alt overskud forsvinder. Det er ved 20.30-tiden, og jeg har altså været i gang 18-19 timer. Jeg takker ja til epiduralen, selvom den gør mig møghamrende bange.

Da beslutningen er taget, falder jeg fuldstændig fra hinanden. Jeg står bare ved siden af fødelejet, med lattergassen i hånden, og græder mig igennem alle veerne. Jeg kan ikke mere. Min mand står og holder mig, prøver at tale til mig, kramme mig, kysse mig. Det holder mig på benene, men jeg er helt ødelagt.

Omkring kl. 21 dukker anæstesilægen op, og nu kommer udfordringen: jeg skal sidde HELT stille imens hun arbejder, også under veerne. Det kræver alt hvad jeg har, for selv mellem veer, sidder jeg og ryster og “tripper” for at kunne holde det hele ud. JM gør et utroligt godt stykke arbejde med at holde mig stille, mens min mand administrerer masken med lattergas, og det lykkes at få lagt epi’en.

Herfra er alt meget, meget bedre! Den virker efter 15 minutters tid, hvorefter jeg kan være i mig selv igen. Jeg får lagt ve-drop, får noget at spise og kan derefter ligge og slappe af. Faktisk så meget, at jeg får en lur på 30-45 minutters tid, mens veerne tiltager.

JM kommer ind og undersøger mig. Hun kan konstatere, at jeg nu er 8-9 cm åben og begynder at gøre klar til pressefasen. Kort derefter begynder jeg at kunne mærke veer der “bider” lidt igen, og en ny følelse, som om han presser på nedad. Det er dog fuldstændig tåleligt, og jeg trækker vejret igennem det.

Der er vagtskifte kl. 23.30, så ingen af os regner med at JM når at se lillemanden, men hun spørger om hun lige skal mærke efter hvordan det står til, da kl. er 23. Det synes jeg er en fin idé, og det viser sig da også, at jeg er klar til at presse. Faktisk så klar, at hun kan se hovedet derinde, så epiduralen bliver slukket og vi aftaler at jeg tager en dyyyb vejrtrækning og presser på den næste ve.

Pressefasen går SÅ meget bedre end udvidelsesfasen! Det tager kun 15 minutter, fra jeg får lov til at presse, til han er ude hos os.

Jeg drømte om en naturlig fødsel. Allerhøjst med hjælp fra lidt lattergas. Sådan skulle det ikke være.

Selvom det overhovedet ikke blev den fødsel, som jeg havde regnet med, eller havde ønsket… er jeg mega stolt af mig selv, min mand og vores søn, over vores præstation i de 22 timer.

Skulle jeg gøre det hele igen, havde jeg ikke ændret en eneste beslutning. Heller ikke selvom jeg så (måske) var kommet lidt hurtigere i mål. Jeg blev simpelthen nødt til at føle, at jeg havde prøvet ALT før epiduralen, for at være okay med den. Og det gjorde jeg, så det blev jeg.”

Mvh. Joy

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.

Del