Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Gravid med angst, men jeg (vi) gjorde det!

Terminsdato! Prikker til maven og fortæller baby at lejeaftalen er udløbet, har slukket for wifi derinde og nu skal han ud. Han har moslet meget i dag og maven er stram som en fodbold. Er utålmodig og træt af at være gravid.

40+2: I dag har vi tid til vægtscanning, fødselslægen besluttede at sætte mig i gang i morgen på grund af kombinationen af min angst og babyens størrelse, der var skønnet til 4300g. Det er pænt scary. Min krop er klar, synes jeg selv. Den der tunge murrende fornemmelse. Med nogle få smerter, der går ned i benene og “udgangen”. Jeg har hovedpine, er træt og har plukveer konstant. Maven er hård som sten.

40+3: Vi bygger rede, forbereder, køber ind og gør klar. For hvem ved hvornår det kan ske, nu hvor jeg skal sættes igang. KL 16 møder vi op på fødeafdelingen hvor jeg får målt CTG og undersøgt. Bliver sendt hjem med en pose piller, Angusta, og skal tage den første pille kl 18. Min krop er træt, jeg fryser og ryster lidt – kan ikke fokusere.

Er nervøs. 2. pille kl 20, 3. pille kl 22.. Jeg går i seng på sofaen kl 23, da jeg har for ondt i hofterne til at sove i sengen. Kæresten går også i seng, så han kan få sovet ud til de kommende dage.. MEN! Kl. midnat vågner jeg ved at jeg har mens smerter. Og skal alvorligt på toilettet.

Der går 2 minutter. Det gentager sig.. Begge dele.  2 minutter senere.. Mere smerte. Jeg ringer til fødegangen for at høre om jeg skal tage kl 00 pillen eller jeg skal lade være? De siger, lad være og ring igen om en halv time, for at se om det fortsætter.

Det gør det. Jeg sætter ve-timeren på appen til, og det kører derud af. 1,5  minut mellem veer. Lige på og hårdt. Ingen opstart som i bøgerne, hvor der står man skal hvile, se Netflix, bage boller indtil at veerne kommer med jævne intervaller.. Det var der ikke noget af.

Vækker kæresten, der ikke helt forstår det. Men som minutterne går, tror jeg han fanger, at det er seriøst. Ringer igen til fødegangen, som siger jeg skal tage mig et bad. Det hjælper ikke.

Jeg ringer igen og siger, at nu vil jeg gerne komme, og de siger, så kom. Kæresten tager et lynbad, vi pakker det sidste, jeg har ondt, virkelig ondt, og imens jeg går ind i soveværelset for at slukke lyset, går vandet. Det var som at tisse lidt i bukserne.

Min puls stiger, jeg får varme kinder. Faktisk er jeg overraskende rolig, når man tænker på hvor bange jeg har været for fødslen. Men min krop har taget over nu. Det er den der styrer showet og jeg må følge med.

Kæresten går i forvejen og henter bilen, og jeg bakser mig ned ad trappen. Intervallerne er korte, det gør ondt. Køreturen til hospitalet er bøvlet. Det gør ondt at sidde, og hvert eneste bump er rædsomt. Vi får heldigvis en p-plads foran hospitalet, men vejen føles lang.

Da vi endelig kommer op på fødegangen kl. 1.30, smiler de og siger: det var da vist godt du kom ind nu 🙂 Det er meget søde jordemødre. Den ene er studerende.

Jeg bliver vist ind i et lille rum, husker det hele så svagt. Men de skal undersøge hvor meget jeg har åbnet mig, får ctg og målt puls. Fra det øjeblik er der ikke noget der hedder blufærdighed. Ligger med bukserne nede under knæerne og har stadig sko på og et bind fyldt med fostervand og en utrimmet udsigt. Hader at kæresten skal se mig sådan her. Men varmen i rummet og smerterne, gør at jeg hurtigt glemmer det. Jeg er 3-4 cm åben, efter 2 timers veer.

Al bevægelse gør ondt. Hver gang jeg skifter stilling, føles veerne mere hårde. Vil bare ligge musestille, men skal jo ind på vores fødestue, så snart den er klar. Vi bakser mig op og jeg får en dyne om livet. Den korte vej føles lang, men endelig er vi inde på stuen, der skal være vores de næste mange timer. Lyset er rart og det føles godt derinde.

Jeg bliver bedt om at skifte til hospitalstøjet og skal på toilettet. Det er virkelig syret at tænke tilbage på – lige nu, hvor jeg skriver det her, fatter jeg slet ikke hvordan jeg kunne klare det, med min angst i bagagen. Veernes styrke tager til hver gang jeg bevæger mig, eller når jordemoderen skal undersøge mig.

På et tidspunkt falder babys puls, de får mig vendt i løbet at et sekund, giver mig ilt og giver baby en elektrode eller noget på dens hovede, så de kan måle på den. Lægger ikke mærke til en døjt. Kæresten har bagefter sagt han blev nervøs, men jeg ænsede det ikke.

Jordemoder siger meget bestemt til mig, at når veerne kommer som de gør, vil de anbefale mig en epidural blokade, for ellers kan jeg løbe tør for kræfter til pressefasen.

Jeg har jo (også) været bange for at blive bedøvet, men ser ingen anden udvej, da jeg har lovet mig selv at følge jordemødrenes råd. Der er run på fødegangen og først kl 4 kommer anæstesilægen og lægger min blokade.

Det er svært at sidde stille når veerne kommer, men det lykkes, og efter 20 minutter, begynder tågerne at lette. Der kommer ro. En vidunderlig ro. Benene sover lidt, jeg får taget trykket af blæren med kateter, og jeg ligger bare og hviler.

Ve måleren kører derudaf på skærmen, men jeg kan ikke mærke det. Kl 7 er der vagtskifte.

Først kommer der 2 nye jordemødre ind, som præsenterer sig, og vi snakker lidt sammen. Den ene siger, at min egen jordemoder fra konsultationerne i mit forløb, faktisk er på arbejde, og om vi vil have hende i stedet? Efter lidt tid, beslutter vi at sige ja til det.

Jordemoderen kommer ind, hun kender mig, hun kender min angst – jeg er i gode hænder. Kl 10 ca. begynder presseveerne lige så stille og roligt at kunne mærkes. Jordemoderen skruer op for bedøvelsen, for jeg er ikke klar endnu.

Jeg får ve-stimulerende drop, som skal sætte lidt skub i det. Min hud klør af medicinen, og jeg er tørstig. Har svedt og ligner en junkie der er samlet op i en rendesten. Kæresten og jordemoderen sidder og hyggesnakker, og det er rart de bare sidder der.

Som presseveerne begynder at tage til, gør vi klar til pressefasen. Men jeg må ikke presse, vi skal derfor gispe ved hver ve. De snakker videre, jeg gisper ved veer (med hjælp fra dem) og sådan fortsætter det. Jeg kommer op på alle 4 med en sækkestol under mig, men det er ikke rart, og så kommer jeg tilbage på siden. Jordemoderen skruer op for ve-droppet og lidt for smertelindringen.

Og så er det tid. Først prøver jeg at presse, hvor jeg ligger på siden – det fungerer ikke. Efter noget tid vender jeg om på ryggen og prøver der.  Det går heller ikke skide godt. Alle de forestillinger jeg havde, kunne jeg godt pakke sammen.. Ligger bare der og pruster.

Jeg ved ikke hvad der blokerer mig, men det frustrerer mig og det hele foregår i en tåge. Kæresten og jordemoderen kæmper for at få mig til at gøre det rigtigt, men jeg kan ikke gøre det de siger.

Vi kæmper frem og tilbage, og jeg hører dem sige, ja det godt XX, bliv ved, du er sej, du er stærk. Du kan godt… Men føler ikke der sker noget. Jeg kigger på uret og tænker, at det her varer max en time, men synes fandme den er lang.

Da der er gået en time og et kvarter, ringer jordemoderen efter sugekopholdet, for nu må jeg ikke være mere i pressefasen. Holdet kommer ind, og de gør klar til klip og kop. Men en frisk jordemoder ved hvert ben og tanken om kop og klip siger jeg ‘fandme nej’, fatter de sidste kræfter jeg kan finde, og han er ude, før de fik gjort brug af deres ting og sager..

Det føles som et kæmpe skvulp og jeg er sikker på at jordemoderen har tabt ham, fordi han kom ud med sådan en fart.  Han ligges op på mit bryst og jeg kigger på baby. Kæresten fælder en tåre – det har også været hårdt for ham. Han klipper navlesnoren og imens er jeg meget fokuseret på om moderkagen kommer ud. Det var nemlig min anden store frygt: at den skulle sidde fast. De beder mig presse, og det gør fandme nas. Men ud kommer den. Mister kun 600 ml blod.

Der er helt stille og lidt kaotisk på samme tid. Baby tørres og varmes med varme klæder og dyner, han suges fordi han har lidt hvæsen. Hvornår var det lige de havde gjort alle de ting klar? Har slet ikke ænset det. Det hele er et stort lirum larum, imens der står nogle mennesker nede ved mit underliv og roder og rager. Kigger på baby Baby, kigger på kæresten. Det hele er overstået. Det jeg frygtede, har jeg gjort.

Baby kommer op til kæresten at ligge, imens jeg skal syes. Grundet træthed kan jeg ikke længere bruge mine værktøjer mod min angst. Min smertegrænse er nået og jeg er meget ked af det, hver gang de gør noget forneden. Alle de fingre, alle de nåle og tråde og mennesker alle vegne. Min krop har fået nok og jeg er træt.

Kigger ned på kæresten, og kan slet ikke fatte alt det der er sket de sidste 14 timer (plus det løse i timerne op til og med igangsættelsen).

Jeg gjorde det! YES! Jeg kan klare ALT!

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.