Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Lynfødsel. Beretning fra en førstegangsfødende.

fødselsberetning

 

Jeg havde termin den 28.4.2015, men den dag ville min lille Basse ikke ud. Dog måtte jeg på terminsdagen alligevel en tur omkring fødegangen, da jeg havde en masse smerter – jeg havde fået blærebetændelse 🙁  fik penicillin og tog hjem og slappede af. To dage efter, lørdag den 30.4.2015, stod min kæreste og jeg op ved 7:30 tiden… min kæreste skulle på job kl. 9. Kl. 8:30 ca. fik jeg lidt plukveer – lidt kraftigere end dem jeg ellers havde oplevet igennem graviditeten, men jeg slog det hen og ringede til min mor for at høre om hun ville med ind til Rivegilde i Aalborg – det kunne hun (heldigvis) ikke 😉

Så jeg blev hjemme og begyndte at gøre rent. Der blev skuret og skrubbet, støvsuget og vasket gulv, alt imens jeg tog pauser for at få styr på plukveerne. Ved 10 tiden måtte jeg ligge mig på sofaen, ringede til en veninde, som synes jeg fik lidt mange “plukveer” lidt for tæt på hinanden… Hun rådede mig til at ringe til fødegangen – men i min verden var jeg slet ikke gået i fødsel – det var jo bare plukveer.

Kl. 10:30 skal jeg tisse og vralter ud på toilettet – der går min slimprop og så går det lidt op for mig, hvad klokken har slået. Jeg smutter i et karbad og der tager det hele lidt til – veerne bliver kraftigere, men ikke mere end jeg kan holde det ud. Jeg tager tid på dem, men tror jeg gør det lidt forkert, da jeg ikke lige er så hurtig til at få sat uret igang, da veerne starter og stoppe det igen, da de sluttede. Min tid er lidt forskelligt, men der er nogle veer, der kun har 3 min. imellem sig.

Jeg ringer til fødegangen og får fat i en jordmoder der kender mig. Hun anbefaler mig, at få min kæreste hjem fra job og så komme ind på fødegangen. Jeg ringer til min kæreste og fortæller at det vist er ved at være oppe over og at han gerne må komme hjem. Her er kl. ca. 11:30 – han er hjemme en lille time efter og da han kommer hjem og finder mig prustende i badekaret får han lidt travlt… her er der lidt mindre end 3 min. mellem veerne – han gør bilen klar og får hjulpet mig derud og der tager det hele lidt til… turen ind til sygehuset foregår for mit vedkommende siddende på knæ på gulvet bag i bilen, bøjet over sædet – uha det var en laaaaaaang køretur :/

Vi ankommer på fødegangen på Aalborg sygehus kl. ca. 13:30, og bedst som jeg har sat mine ben i undersøgelseslokalet, går mit vand. Det er desværre lidt grønt, så det var ikke muligt at føde i vand, som egentlig var mit ønske. Jeg kommer ind på stue 3, hvor en jordmoder undersøger mig – der er jeg 5 cm åben og så tager veerne til… jeg vil gerne have lagt en epidural, så jordmoderen gør klar til det og får fat i narkoselægen. Der går noget tid før han kan komme – der var mange fødsler den dag  😉
Så imellemtiden klarer jeg mig igennem veerne ved hjælp af åndedræt (læste “smertefri fødsel” og øvede teknikker op til fødslen). Jordmoderen undersøger mig igen, kigger op og siger “vi aflyser nakoselægen – du føder nu”. Der var jeg så 10 cm åben og så klar til at presse.
Jeg havde måske 5 presseveer og vupti – en time efter ankomst på sygehuset har jeg min lille øjesten liggende på mit bryst ❤

Det var den smukkeste oplevelse i hele verden!! Men det gik meget stærkt – 6 timer fra første lille spæde “ve” til jeg har født!

Jeg fødte en dejlig, velskabt dreng på 3330 gram og 53 cm kl. 14:33 🦋

Indsendt af Milas’ mor

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.

Del