Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

En oplevelse for livet – fødselsberetning

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har været i fertilitetsbehandling, hvor man beregnede min termin til at være d. 25.05. Til NF-scanningen ændrede de den til d. 22.05.

Jeg synes min graviditet varede rigtig lang tid, og da jeg endelig nåede maj måned, kunne jeg ikke tro, at babyen faktisk ville komme ud, fordi jeg troede at jeg ville være gravid for altid.

Min mand var meget obs på at jeg skulle føde til terminen, og vi var ude at gå mange ture for at skyde tingene i gang, men d. 22. kom og gik uden en fødsel.

Jeg tog det meget stille og roligt, men som første gangs gravid/fødende var min mand meget panisk og angst for, hvordan det hele ville foregå.

Jeg kunne for mit vedkommende forblive gravid for evigt, selvom blæren drillede med utallige toiletbesøg, men det var endnu større at tænke på en forestående fødsel.

Lørdag den 25. maj var vi hjemme hos mine forældre, og om aftenen følte jeg mig meget træt, men sov ikke før kl. 03.00.

Klokken 04.57, søndag d. 26. maj, vågner jeg op fordi jeg skal på toilettet (det var tarmene, der drillede) hvilket var meget usædvanligt.

Jeg når at tænke det på vej til toilettet, da noget gør ondt lige da jeg triller forbi babysengen, men det forsvinder meget hurtigt igen.

Jeg begynder at tænke, at jeg måske har veer. Ude på toilettet rammer denne “ondt-fornemmelse” mig to gange, hvor jeg ikke rigtigt føler at den er håndgribelig eller beskrivelig.

Jeg går tilbage i seng, men er lidt vågen og lytter efter flere “ondt” episoder. Jeg har hørt at veer kan gå i sig selv igen, hvis man ligger ned/sover, og jeg ville for alt i verden ikke have at det skulle ske.

Jeg får fornemmelsen to-tre gange mere i sengen, før jeg beslutter mig for, at jeg faktisk har veer, og det ville være en god idé at bevæge sig, så tingene kan komme i gang.

Jeg skifter mit tøj og lister ud i stuen uden at vække min mand, som sover intetanende videre. Her efter begynder jeg at bevæge bækkenet på en pude på stolen, fordi jeg ikke har en fødselsbold, og tænker det kunne hjælpe.

Jeg begynder at tage tid på veerne, og jeg kan se at de kommer med 2-3 minutters mellemrum og varer 1 min. eller mere. I løbet af en time føler jeg, at jeg tømmer mine tarme helt, så mange gange jeg går på toilettet.

Jeg begynder at blive i tvivl om tingene måske går for hurtigt med veerne, men vælger først at ringe til fødemodtagelsen efter en times observation, hvor veerne begynder at bide lidt, så jeg faktisk bliver nødt til at benytte mig af dybe vejrtrækninger.

Da jordemoderen lytter, fortæller hun mig, at jeg ikke lyder som en kvinde i aktiv fødsel (well, hvor skulle jeg vide det fra – fik jo bare at vide til fødselsforberedelsen at jeg skulle ringe, når veerne varede et minut med 2-3 minutters pause)

Hun spørger så, om jeg kan mærke liv, hvilket jeg i min rus, slet ikke har lagt mærke til, men erindrer slet ikke nogen bevægelser.
Hun fortæller mig så, at jeg skal forsøge at mærke liv mellem veerne, og ringe ind igen klokken 7.

Timen går ret hurtigt, men jeg mærker ikke rigtig noget liv og ringer derfor igen klokken 7, hvor de fortæller, at de gerne vil køre en CTG, men at de godt kan finde på at sende mig hjem igen.

Jeg føler mig nødsaget til at vække min mand, hvilket jeg gør stille og roligt, så han ikke skal blive forskrækket.

Da han spørger, hvad der er galt, fortæller jeg ham, at jeg har veer, og at vi skal til hospitalet for at få tjekket baby.
“Hvor ved du fra, at du har veer?” spørger han, og jeg kan ikke lade være med at rulle med øjnene.

Turen til hospitalet tager ca. 5 minutter, men fra parkeringspladsen på Hvidovre Hospital til fødemodtagelsen, er der en rigtig lang gåtur, som bliver endnu længere pga veerne.

Flere gange stopper jeg for at få vejret, da veerne rammer mig mere intenst. Endelig når vi ind til fødemodtagelsen, hvor de fortæller mig, at jeg skal ligge på en briks og får sat et bælte på maven. Jeg må heller ikke bevæge mig, hvilket begynder at blive lidt ulideligt under veerne.

En sød jordemoder kommer, og da klokken er lidt i ni undersøger hun mig indvendigt og fortæller at jeg er 3 cm. åben, og livmoderhalsen er udslettet. CTG’en er fin og jordemoderen “tilbyder” at vi kan tage hjem og arbejde med veerne, og når jeg synes, at de bliver “slemmere” (bliver det “SLEMMERE” end det her?), skal jeg bare ringe ind igen.

Vi tager hjem og jeg lægger mig i sofaen og kan med det samme mærke, at jeg skal kaste op, men kan på ingen måder rejse mig og gå på toilettet.
Min mand løber ind med en pose og jeg når det lige.

Derefter arbejder jeg med veerne og blunder indimellem, indtil jeg kl 11 højt udbryder at jeg vil i varmt bad, fordi jeg ikke kan holde det ud mere.

Det varme bad hjælper gevaldigt meget på smerterne, der rammer mig i lænden og i maven, men vi bliver begge våde, min elskede mand og jeg.

Min mor ringer og da hun hører mig i telefonen udbryder hun, at jeg altså skal afsted på hospitalet, fordi veerne er kraftige.

Vi tager på hospitalet igen, men veerne er så kraftige, at jeg ikke orker trapperne denne gang.

Elevatoren tager os op på første etage, og vi skal i stuen, og jeg hænger som en deprimeret kvinde på trappegelænderet, mens jeg venter på min mand, der er ude at finde en kørestol til mig.

Efter uendelig lang tid kommer han tilbage uden en stol, og det er lige til at tude over. Vi går igennem den lange gang til fødemodtagelsen, hvor jeg stopper op flere gange og slet ikke kan overskue at fortsætte

En portør ser mig og tilbyder at finde os en stol, og igen hænger jeg på væggen i håbet om denne stol, men atter igen kommer han tilbage, efter en uendelighed, uden en stol.

Vi går og når endelig fødemodtagelsen. Jeg sendes ind i et nyt rum og jordemoderen undersøger mig og fortæller at jeg er 5 cm. udvidet, men at der ikke er en ledig fødestue.

Jeg får nogle varmedunke indtil de kan køre en CTG på mig, hvorefter jeg kan få lov til at tage et varmt brusebad igen.

Jeg kaster op igen imens de kører CTG’en, og endelig får jeg lov til at gå i varmt brusebad, men bliver ulykkeligt hevet ud igen, da jeg skal have noget profylaktisk antibiotika.

De tilbyder mig noget klyx, men jeg synes selv, at jeg har været på toilettet mange gange, og jeg tør ikke tage den, fordi jeg et eller andet sted har hørt, at det er svært at holde på klyxen igennem veerne, og jeg helst ikke vil have tingene ned ad mig selv, til offentlig skue.

På et tidspunkt skal min mand lige ned til bilen og hente hospitalstasken, så jeg er helt alene på stuen. Jeg får pludselig en fornemmelse af at jeg skal presse og jeg ringer straks efter hjælp.

Jordemoderen er meget rolig, når jeg fortæller hende at jeg har pressetrang, men hun undersøger mig og fortæller, at jeg er 7 cm åben, og at de nu har en fødestue og en jordemoder klar.

Højlydt spørger jeg, fordi jeg stadig føler pressetrang, ‘skal jeg GÅ hen til fødestuen?’ Og det siger de ja til. På det tidspunkt er klokken lidt over 15.

Med hjælp fra min mand og ved at presse min bagdel op ad væggen under (presse)veerne, for at undgå at presse, kommer vi endelig ind på en fødestue, hvor det første jeg lægger mærke til er et badekar, og derefter en fødselsbold.

Jeg bliver lidt trist over, at jeg ikke har fået lov til at bruge bolden, men beder om at komme op i badekarret i noget varmt vand.

Jeg får nogle veer mens de fylder karret op, og endelig kan jeg komme ned, hvor varmen igen hjælper på veerne.

Et kort stykke tid efter begynder jeg at få ufattelige presseveer, som jeg forsøger at tilbageholde, og det bliver med lyd på.

En til to presseveer efter, skyder jeg fostervandet ud under en presseve, og jordemoderen siger at jeg er 10 cm. åben, og der kun er en kant tilbage, som hun forsøger at holde til side. Jordemoderen vil have mig ud af badekarret og op i sengen, men jeg føler på ingen måder at jeg kan rejse mig op, fordi det føles som om alt er ved at styrte ud, og jeg har ekstrem pressetrang.

Hun beder mig om at puste ud ud ud, og det letter trykket, og jeg når op på sengen.

‘Du må gerne presse, når du får en ve igen’ og jeg presser, men har ingen idé om, hvordan man presser rigtigt. “Tag en dyb indånding, hold den og pres så meget du kan og gentag processen.”

Det gør jeg, og jeg lader mig fortælle, at mit hoved under presset var helt rødt, hvilket skræmte min mand, der allerede var skræmt, da jeg begyndte at lave lyde under de første presseveer, og som var ved at flegne, da han så fostervand og blod skyde ud i vandet.

Min mand græd, da han begyndte at se hovedet titte frem, og prøvede gennem sin gråd at heppe på mig.

Vores datter blev født kl. 16.05, og jeg har aldrig duftet noget så godt som hende.

Hun var og er stadig meget temperamentsfuld, vores lille baby.

Jordemoderen fortalte, at jeg klarede det som en flere gangs fødende, og at hele min datter kom ud under et pres. Jeg blev syet et par steder, tror der var en 2. grads bristning og de øvrige førstegrads.

Mit ønske til fødslen var, at jeg ikke ville have epidural, morfin eller lattergas, hvilket fungerede rigtig godt.

Kun med varmt brusebad og varmedunke, klarede jeg veerne helt uden at blive sur på min mand eller skælde ham ud, som jeg ellers havde hørt skulle være et must, men som jeg ellers ikke var så glad for skulle ske.

Efter at jeg havde født, kunne jeg på INGEN måder forstå, hvordan nogen kunne finde på at få mere end et barn.

Det var ikke smerterne der skræmte mig, men mere presseveerne, som jeg følte var virkelig uoverskuelige og ukontrollable.

Fra første ve til min datter blev født, var der 11 timer, som faktisk ikke føltes som uendelig lang tid.

Nu tre uger efter kunne jeg godt forestille mig at gå igennem en fødsel igen, men har endnu ikke trang til at blive gravid eller få et ekstra barn.

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.