Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

To fødsler to dejlige drenge

Her er mine dejlige drenge, Nicklas og Victor 💙💙

Første fødsel:

Jeg var nu gået næsten 2 uger over tid. Det var fredag og vi var i godt humør, dog en smule utålmodige efter hånden. Vi skulle et smut på sygehuset til et tjek, om alt var som det skulle være, med vores kommende lille dreng.

Masser af fostervand og den lille dreng i maven havde det godt, så vi fik en tid til igangsættelse om søndagen. Den søde jordemoder spurgte, inden vi gik, om hun skulle prøve at lave hindeløsning på mig, og jeg takkede ja.

Fredag aften hyggede vi hos mine svigerforældre, hvor vi grinede og fjollede over at lørdag ville blive den sidste dag i vores liv, hvor vi bare ville være os 2 og at lørdagen skulle bruges på masser af kæreste tid. MEN Nicklas i maven havde andre planer.

Jeg vågner kl. ca. 4 natten til lørdag og kan mærke jeg skal på toilet og lave bummelum. Da jeg sidder der på toilettet, midt om natten, tænker jeg at det da egentlig er et mystisk tidspunkt at skulle på toilet på. Jeg går i seng igen, men mærker hurtigt at noget er under opsejling. Smerterne kommer og går, så jeg vækker Kasper og siger “tror jeg skal til at føde nu, skat”. Han flyver op og ser helt forvirret ud 😂

Vi begynder at tage tid og kan hurtigt se at der kun er 4-5 min. imellem veerne og at de varer ca. 1 min.Vi ringer til fødegangen, som siger at vi som førstegangs fødende bare skal tage det stille og roligt, tage et bad og spise lidt morgenmad.

Kasper ringer til hans forældre, som skal komme og hente vores hund og jeg går i bad imens. Vandet går som en skylle ude i badet og veerne tager til, så vi ringer til fødegangen igen, som siger at vi gerne må komme.

Da vi ankommer på fødegangen er kl. ca. 6 og jeg er 2-3 cm åben. Har det de kalder for en ve-storm, så vi får lov at blive og får en fødestue. Kasper ringer til sin søster, som skal komme og være med til fødslen. Hun kommer omkring kl. 8.30, hvor der lige har været vagtskifte, og jeg har fået lov at komme i badekar og er nu 4 cm åben.

Veerne er så voldsomme, at jeg slet ikke kan finde mig til rette i det her badekar og vil gerne op, ind på stuen og have den der rygmarvs bedøvelse. Vi kommer ind på stuen og jeg får lagt drop i hånden, som skal gøres inden lægen kommer og giver bedøvelsen.

Kl. er nu ca. 9.30, måske lidt mere, og jeg får pludselig en frygtelig presse trang og siger til min jordemoder at jeg skal presse. Hun mener dog ikke vi er nået så langt i processen, så hun siger jeg skal holde igen, til hun lige får mig undersøgt. Hun mærker dog hurtigt at min presse trang er helt oprigtig, for jeg er nu fuldt åben og klar til at føde min lille dreng.

Nicklas står skævt i mit bækken og det er svært for mig at presse ham ud, så det drop hun har lagt i hånden, kommer nu i brug alligevel, med noget ve-stimulerende. Det er meget hårdt for mig og alt det her frem og tilbage er også hårdt for vores lille dreng, så hans hjerterytme falder og der bliver tilkaldt en læge.

Inden hun kommer ind på stuen, har jordemoderen fundet iltmasken frem til mig, hvilket hjælper Nicklas og jeg. For da lægen kommer ind på stuen, kan hun konstatere, at ilten er godt for ham og at hjertet nu har normal rytme.

Selve pressetiden tager lang tid, men efter næsten 2 timer kommer lille Nicklas til verden, kl 11.49 den 1. nov. 2014. Og det hele har kun taget omkring 8 timer, så det er en hurtig, men hård første gangs fødsel 💙

 

Anden fødsel:

Natten til søndag, den 20. august 2017, er jeg som altid oppe og tisse om natten, men denne gang kan jeg mærke at noget er under opsejling. Jeg har en smule menstruationssmerter. Jeg er nu gået 6 dage over tid og det er den 20 august, præcis den dag jeg har oddset på 😂

(2-3 mdr. forinden har hele familien oddset på hvilken dato lillebror kommer til verden og jeg sagde den 20. august. Vi var 9 med i puljen som hver havde smidt 100 kr. så der var både baby OG 800 kr på højkant)

Vi sidder alle 3 ved morgen bordet, søndag ved 7 tiden og hygger med rundstykker, da jeg pludselig mærker at noget løber ud af mig. Jeg skynder mig ud på toilettet og ser at det måske er grønt fostervand? men det siver ikke, så jeg ringer til fødegangen. Hun siger at det nok bare er en af de yderste hinder der er gået, når ikke det fortsat siver. Jeg skal se tiden an og selvfølgelig ringe igen, hvis der kommer tiltagende veer.

Vi får ringet til farmor og farfar, så de kan få hentet Nicklas i tilfælde af, at fødslen pludselig går i gang.. Omkring kl. 10 er der kommet en del flere veer, men slet ikke sådan nogen der gør mega nas, som ved min første fødsel. Men jeg ringer alligevel til fødegangen, de mener vi skal komme og blive tjekket, da vi bor et lille stykke fra sygehuset.

Kl. 11 har jeg stadig 2 cm livmoderhals tilbage og er kun 1 cm åben. Vi bliver bedt om at gå en tur i et par timer, så vil de undersøge mig igen kl. 13. Da kl. bliver 13, har jeg nu 1cm livmoderhals tilbage og er 1 cm åben! Så jeg får følelsen af, at det nok ikke blir idag at lillebror kommer, MEN jeg blir klogere.

Da jeg ikke er i fødsel, kan vi vælge at tage hjem eller få en opholdstue at være i. Da vi som sagt bor et stykke vej fra sygehuset og ved at min fødsel pludselig kan gå stærkt, vælger vi stuen udenfor fødegangen, for lige at se tiden an. Kasper henter sandwich til os og jeg ligger på sofaen og ser tv.

Kl. er nu ca. 15 og der kommer pludselig en skylle igen. Vi ringer ind til fødegangen og ber en jordemoder om at komme og se på mit bind. Hun kommer og kan hurtigt konstatere at det er grønt fostervand og at det der så var kommet i morges, også var fostervand.

Da det er grønt, skal de have mig med ind på stuen og undersøge hvorfor det er grønt, om lillebror måske er stresset. Han har det heldigvis godt derinde og det grønne vand nok bare er, fordi han har lavet pøller i vandet. Men fordi det er grønt, bliver de alligevel enige om at der skal sættes gang i fødslen, da der ikke sker så meget af sig selv. Min livmoderhals er væk, men stadig kun 1cm åben.

Kl. 16 får jeg lagt drop med ve-stimulerede væske og NU kan jeg mærke at veerne bliver stærkere. Vi snakker frem og tilbage om evt. rygmarvs bedøvelse, men jordemoderen mener jeg klarer mine veer så flot, at vi som start kan prøve lattergas og det er jeg med på.

Kl. er nu omkring 17 og jeg er 2 cm åben. Jeg får lattergas masken og starter med at suge i den. Jeg bliver forskrækket over den hurtige virkning og måden man skal trække vejret i masken på. Jordemoderen fortæller at det er meget normalt og at jeg bare skal tage det stille og roligt ved næste ve, med masken for munden.

Jeg føler mig helt skæv og kan mærke at noget er ved at ske! Jeg kigger med rullende øjne op på min kæreste og siger “NU SKIDER JEG FANDME”

Jeg havde slet ikke kontrol over kroppen og var slet ikke klar på, at han skulle ud nu! De fik meget travlt inde på stuen, for jordemoderen var godt klar over, at nu ville han sgu pludselig ud. Efter kun 14 min. pressetid kommer lille Victor ud, kl. 17.21, den 20 august 2017, helt blå og slap! 😳 Så der bliver trykket “svagt barn” og i løbet af få sek. er stuen fyldt med børnlæger osv..

Det var en meget chokerende oplevelse, både for min kæreste og jeg. Børnelægen var heldigvis super god til at informere os hele tiden, og heldigvis begyndte Victor at skrige af sig selv, ret hurtigt. Han skulle bare lige have en smule start hjælp. Efter 10 min. fik jeg min lille dreng hen på brystet og han havde det så godt 💙

Det var en vild fødsel som gik fra langsom til MEGET hurtig, i løbet af kort tid. Fra 2 cm åben til at Victor var ude gik der kun 21 min., så vi blev alle enige om, at det var godt, vi ikke var kørt hjem.👍🏼

Skrevet af Kathrine

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.