Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Førstegangsfødende: Uventet vandafgang mens jeg lå på sofaen efter aftensmaden.

Fødselsberetning fra bruger

 

Jeg er førstegangsfødende og fødte uge 39+6.

Jeg havde længe gået og trippet for, hvornår mon fødslen ville gå i gang – og ikke mindst hvordan. Jeg havde flere gange hørt, at man ofte kan forvente at fødslens begyndelse og længde kan sammenlignes med ens egen mors fødsel/fødsler.
Det var ikke helt tilfældet her, da min fødsel startede med, at vandet pludselig gik efter vi havde spist aftensmad og begge lå på sofaen og så fjernsyn. Først var jeg lidt i tvivl om, om det reelt var vandet der var gået, eller om jeg mon havde tisset lidt i bukserne, som jo ikke er helt uvant i slutningen af graviditeten. Jeg rejste mig derfor op for at gå på toilettet, men lige som jeg havde rejst mig op, fossede det bare ud med vand under min nederdel og gennem mine strømpebukser.

Dér stod jeg så, midt i vores stue, foran min kæreste, med vand rendende ud af mig. Vi kiggede på hinanden, og så begge lidt forvirrede, overraskede og chokerede ud. Vi vidste jo godt, at det var lige oppe over, men alligevel var det somom at det kom bag på os begge to, at nu var det altså nu (måske).
Vandet gik uge 39+5 om aftenen kl. 18.35. Jeg ringede straks til fødegangen, hvor de spurgte om jeg var førstegangsfødende, hvortil jeg jo kunne svare ja. Derfor mente de ikke, at der var grund til at skynde sig ind på sygehuset. Vi fik derfor stille og roligt pakket de sidste ting, selvom jeg et par uger forinden havde pakket en pusletaske til babys ankomst.

Ca. kl. 20.00 var vi inde på sygehuset, hvor jeg blev undersøgt. På det tidspunkt havde jeg åbnet mig 2 cm, og livmoderhalsen var helt udslettet. Livmodermunden var godt blød. JM sagde, at jeg skulle tage hjem igen og komme tilbage når der var 3-5 minutter mellem veerne. På dette tidspunkt havde jeg ingen veer. Hun sagde også, at hvis jeg ikke var begyndt at få veer næste dag kl. 17.00, skulle jeg komme ind og sættes igang. Det havde jeg IKKE lyst til, da jeg havde fået at vide, at det kunne skabe en vestorm. Vi kørte hjem igen, så lidt fjernsyn i sengen og spiste boller og prøvede at få sovet lidt. Min kæreste faldt i søvn med det samme og sov som en sten. Jeg derimod kunne slet ikke finde ro, og lå hele tiden og tænkte “var det mon en ve? hmm.. var dét en ve?”. Faktisk lå jeg bare og håbede at veerne snart ville starte, så jeg kunne slippe for at blive sat i gang.

Præcis kl. 00.00 startede første ve. Den varede omkring et halvt minut og var forholdsvis mild. Jeg vækkede min kæreste, som hjalp med at tage tid på veerne. De kom meget uregelmæssigt. Der gik 15 minutter før næste ve, så gik der 5 minutter, så igen 10 minutter osv. Sådan fortsatte det et par timer, hvor jeg faktisk tænkte “Nå, er det bare det? Det er da slet ikke så slemt!” MEN!

Omkring kl. 02.30 skulle jeg på toilettet, og da jeg sad på toilettet følte jeg simpelthen et kæmpe pres, og tænkte “NU sker det”. Pludselig gik der kun 3 minutter fra den ene ve til den næste. Det skete fra én ve og pludselig kunne jeg ikke følge med mere. Selvom jeg følte at det var nu, vidste jeg godt, at eftersom jeg var førstegangsfødende, ville der nok gå lææænge endnu. Min kæreste sagde dog “jeg tror altså vi skal afsted nu”. Jeg ringede derfor ind på fødegangen, som bad mig komme ind igen. Turen til sygehuset var ikke sjov. På den ene side kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme derind, for det er ikke sjovt at sidde i en bil med veer. På den anden side ville jeg jo have, at min kæreste kørte forsigtigt.

Heldigvis bor vi kun 5 minutter fra sygehuset. Min kæreste kørte mig i kørestol op til fødegangen, og jeg blev vist hen til et undersøgelsesrum. Jeg havde nu åbnet mig 5 cm. og klokken var ca. 03. Jeg blev tilbudt et lavement, som jeg sagde ja tak til. Mens man har væsken “oppe” er veerne ulidelige! Og det var svært at holde det inde i de 5-15 minutter man gerne skulle holde det inde for den optimale effekt. Efter lavementet var ude kom jeg ind på fødestuen. Jeg fik en anden jordemoder på dette tidspunkt, som var ved mig resten af fødslen, hvilket var rart, selvom jeg knap nok lod mærke til hende, fordi jeg bare gik helt ind i mig selv og fokuserede på veerne og smerten.

Jeg havde skrevet en fin, lang liste inden fødslen, som jeg gerne ville have til fødslen – bla. ville jeg gerne have mit eget musik med, jeg ville gerne i karbad, have akupunktur, have massage osv. men da jeg stod i det, var der bare INGEN der skulle røre mig.

Jeg prøvede at sætte mig på en fitnessbold. Jeg satte mig kun lige ned og rejste mig så ellers igen. Det var ikke noget for mig. Den stakkels jordemor prøvede med massage med et stykke stof. Det blev det kun værre af. Jeg tog et par veer stående op af min kæreste – stakkels ham, for han måtte holde hele min vægt, fordi jeg var så afkræftet af veerne. Jeg blev tilbudt lattergas – JA TAK. Det var en lifesaver. Den blev dog taget fra mig da presseveerne startede. Jeg blev også tilbudt en epidural, men den takkede jeg nej til, selvom jeg på forhånd havde tænkt at jeg gerne ville have den, men jeg kunne slet slet ikke overskue, at en læge skulle til at stikke i mig, og jeg skulle ligge stille mens det foregik. Derfor holdt jeg mig til lattergassen.

Omkring kl. 05.10 startede mine presseveer, og kl. 06.01 var vores lille pige ude.

Hun kom ud med den ene arm oppe ved hovedet.  Fødslen varede derfor 11,5 time fra vandet gik, men veerne varede kun 6 timer.

Pressefasen var – for mig – den aller værste! Jeg kunne mærke hvordan hendes hoved borede sig ned igennem mit bækken, og hvordan knogle-mod-knogle føltes og skar igennem mig som den værste smerte. Jeg var lige ved at sige, at de bare måtte lave kejsersnit på det tidspunkt. Kunne ikke se en ende på det, og husker at jeg sagde, at hun altså bare måtte finde en anden vej ud.

Ellers sagde jeg næsten ingenting under fødslen, jeg kom kun med nogle presselyde ind i mellem, men skreg ikke specielt meget, da smerten var så overvældende, at jeg ikke engang havde overskud eller energi til at lave de vilde lyde. Jordemoderen sagde, at det i denne fase var to skridt frem og ét tilbage. Jeg tænkte “fandme nej, der er kun én vej, og det er ud!”, jeg pressede derfor alt jeg kunne – så meget, at jeg bagefter havde vilde blodsprængninger i øjnene og i panden, og mine øjne var HELT hævede og helt blå under øjnene, som om jeg havde fået to sæbeøjne.

Så et tip fra mig: pres IKKE så hårdt, at du er ved at presse øjnene ud, som jeg næsten gjorde. Kunne ikke se noget de første timer efter pga. hævelsen i øjnene. Men.. Lige så snart hun var ude og lå på min mave, var al smerten væk (dog ikke glemt!).

Jeg fik en 2. grads bristning (måske fordi jeg pressede for meget), men mærkede ikke noget til at blive syet, fordi al fokus var på det lille vidunder på maven. Der lå hun lidt tid inden hun blev målt og vejet (52 cm og 3320 gram, præcis som jeg selv, da jeg blev født) og fik ble på af sin far, og jeg kunne nyde synet af vores lille nye familiemedlem.

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.

Del