Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Uge 18+5 – Giver andre dig mere opmærksomhed?

gravid i uge 18+5 nyder den ekstra opmærksomhed

Får du ekstra opmærksomhed som gravid?

Mange gravide oplever, at de pludselig får meget mere positiv opmærksomhed fra deres omgivelser.

Både familie og vildt fremmede på gaden har det med at smile lidt ekstra, når de ser en gravid.

Du kan lige så godt nyde, at du er centrum, selvom det nok mest er livet inde i din mave, der er grund til den øgede opmærksomhed.

 

For meget opmærksomhed?

For nogen kan den ekstra opmærksomhed dog godt blive for meget. Især hvis lidt for perifere bekendtskaber begynder at mærke en på maven.

Der er stor forskel på, hvordan gravide reagerer på, at andre pludselig står med deres hånd på deres mave, uden at de har spurgt først.

Det kan nogle gange virke som om, at ens private sfære forsvinder i takt med, at maven vokser.

Nogle vælger at ignorere det, selvom det går dem på, mens andre reagerer prompte. Måske ved at lægge hånden på vedkommendes mave, eller ved at bede dem holde deres hænder for dem selv.

Det er din krop, og det er dig, der bestemmer, hvornår din grænse er blevet overskredet.

Læs om: Brugernes oplevelser

Prøv at ignorere de irriterende situationer og nyd i stedet, at du er centrum.

 

Uge 18+5 – Baby er dækket af fosterfedt

Diameteren på barnets hoved (målt fra øre til øre) er ca. 4,2 cm. Mavens omkreds er ca. 14,3 cm, og lårbenet er ca. 2,7 cm.

Vægten er individuel, men vil i denne uge være ca. 230 – 240 g.

Barnet er fuldstændig dækket ind i fosterfedt, som sørger for, at barnets hud ikke bliver opblødt af fostervandet.

Hvis dit barn bliver født for tidligt, vil det derfor være smurt ind i fosterfedt overalt – f.eks også i øjenkrogen.

baby uge 18+5

 

Sådan reagerer brugerne på mavegramseri

 

NataschaG skriver:

“Der er ikke en skid at gøre ved det. Jeg prøver at tage det med humor eller bare være ENDNU mere grænseoverskridende end de er. Hvis nogen siger noget svarer jeg indimellem “Øh, jeg er da ikke gravid?” og så stopper folk helt selv med at snakke. Ellers hvis nogen rører mig på maven, begynder jeg at ae dem på håret eller kinden – dét synes de fleste er vildt ubehageligt og så stopper de 🙂 Hehe, det er lidt langt ude, men det er det eneste der virker for mig. Og ellers kan du ikke gøre så meget andet end at sige fra på en pæn måde. Jeg lader bare mine hormoner styre hvad jeg gør 

 

Alle børn udvikler sig forskelligt og alle graviditeter er forskellige. Beskrivelserne i denne graviditetskalender er derfor et billede af, hvordan en graviditet og en baby KAN udvikle sig.
Hvis du har spørgsmål eller er nervøs, kontakt da din egen læge eller jordemoder.