Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Uge 30+2 – Er du plaget af humørsvingninger?

Gravid kvinde i uge 30+2 oplever humørsvingninger

Har du prøvet at rive hovedet af din kæreste, blot for et øjeblik efter at være grædefærdig over hvor skøn han er?

Så er du som de fleste andre gravide ramt af humørsvingninger, og der er desværre ikke noget, man kan gøre for at undgå dem.

De hormonelle forandringer under din graviditet, påvirker dig på samme måde som i dagene op til en menstruation.

Humørsvingninger kommer især i starten og slutningen af graviditeten, men kan sagtens stå på under hele graviditeten.

Det er meget forskelligt på, hvordan man bliver påvirket af humørsvingninger.

Nogle har måske mest tendens til at begynde at græde over de særeste ting, mens andre bliver gale over ingenting, og andre går fra den ene yderlighed til den anden.

 

3 hurtige tips til humørsvingninger

Humørsvingninger kan være tærende på både dig og dine omgivelser.

 

#1 Snak med din partner

Det kan derfor være en god idé at snakke med din mand/kæreste, og andre det går ud over, om, at du godt er klar over, at du kan være urimelig, men at der ikke er så meget, du kan gøre ved det.

 

#2 Fortæl din partner hvad han skal gøre

Du kan samtidig fortælle, hvad din partner kan gøre, for ikke at gøre dine “anfald” værre.

 

#3 Fortæl din partner han aldrig skal nævne hormonerne 

Det kan f.eks være voldsomt irriterende, hvis du er vred over noget – hvor urimeligt det end er – og du så får et klap på skulderen, og et “jaja, det er bare dine hormoner der snakker.”

 

Øh hvad mener jeg egentligt?

Humørsvingninger kan også være frustrerende, fordi du måske kan blive oprigtigt i tvivl om, hvad du egentlig mener og føler i en given situation.

Det er der jo desværre ingen andre end dig selv, der kan svare på. Prøv at læg tankerne til side og overvej situationen igen, når du er kølet ned.

Det er jo ikke alt, man bliver vred over som gravid, der skal eller kan tilskrives hormoner.

Læs hvad en af Min-Maves mandlige bloggere – Loveandkids – skriver: om det at være mand til en hormonramt kvinde.

 

Barnets udvikling uge 30+2

Diameteren på barnets hoved (målt fra øre til øre) er ca. 7,7 cm. Mavens omkreds er ca. 26,2 cm og lårbenet er ca. 5,7 cm.

Vægten er meget individuel, men vil i denne uge være mellem ca. 1200 og 1900g.

På dette stadie af graviditeten gaber dit barn lige så ofte som i de første uger efter fødslen. Hvorfor, er der stadig ingen der ved.

Scanningsbillede af baby uge 30+2

 

De andres mænd er også dumme

mor090409:

“Min stakkels mand spurgt mig tidligere i aftes hvad jeg lavede ved computeren, han lænede sig ind over mig og kiggede, og jeg flippede totalt ud og sagde noget i retning af:

Jeg snakker med andre der fatter hvad der foregår, og deres mænd er også nogle idioter”

Så begyndte jeg at græde.

Han sad totalt målløs og gloede, så fik jeg bare et knus og begyndte at tude-grine…”

Skriv om: dine sjove/komiske historier i debatten og del den med andre Min-Mave brugere

 

Alle børn udvikler sig forskelligt og alle graviditeter er forskellige. Beskrivelserne i denne graviditetskalender er derfor et billede af, hvordan en graviditet og en baby KAN udvikle sig. Hvis du har spørgsmål eller er nervøs, kontakt da din egen læge eller jordemoder.