Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Uge 38+2 – Mange gravide går over tid

Gravid i uge 38+2 forbereder sig på at gå over tid

Hvis du er førstegangsgravid, har du sikkert hørt, at der er stor sandsynlighed for, at du føder efter din terminsdato.

Selv hvis du har født tidligere, er det dog ikke en garanti for, at du nu vil føde før din terminsdato.

Læs også: Fødselsforberedelse – gå over termin

 

Kommer du mon til at gå over tid?

88 af 100 kvinder føder til tiden, dvs. mellem uge 37+0 til uge 41+6.

Selvom du måske føler, at du er gået over tid, så snart du har passeret terminsdatoen, vil en fødsel knap to uger senere altså stadig blive betegnet som til tiden.

27 % føder i uge 40 (40+0-40+6) og 18 % føder i uge 41 (41+0-41+6).

Hvis du ser din terminsdato komme og gå, er der desværre ikke så meget, du kan gøre ved det.

Dit barn bliver formentlig i livmoderen, fordi det har brug for lidt ekstra tid til at gøre sig klar, og måske har din krop brug for mere tid til at modnes.

Din jordemoder vil følge dig nøje og sikre sig, at hverken du eller dit barn lider overlast.

Læs om: Hvordan du fordriver ventetiden.

 

Barnets udvikling uge 38+2

Diameteren på barnets hoved (målt fra øre til øre) er ca. 9,2 cm. Mavens omkreds er ca. 34,0 cm, og lårbenet er ca. 7,2 cm.

Vægten er meget individuel, men vil i denne uge være mellem ca. 2450 og 3800 g.

Når dit barn bliver født, er øjnene næsten deres fulde størrelse og fylder derfor meget på hovedet.

Øjnene vil fortsætte med at gro meget langsomt ind i det tidlige voksenstadie.

 

Video: Har du tjek på det hele?

 

Vidste du…

at babyer har langt flere smagsløg end voksne?

En baby har omkring 10.000 smagsløg fordelt i hele munden. Hos voksne sidder smagsløgene kun på tungen.

De mange ekstra smagsløg forsvinder med tiden.

 

Alle børn udvikler sig forskelligt og alle graviditeter er forskellige. Beskrivelserne i denne graviditetskalender er derfor et billede af, hvordan en graviditet og en baby KAN udvikle sig. Hvis du har spørgsmål eller er nervøs, kontakt da din egen læge eller jordemoder.