Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Vokser maven som den skal?

Vokser maven som den skal?

Er maven for stor eller lille? Tja, som oftest overhovedet ikke, men alligevel har de fleste personer en bemærkning omkring det.

Denne artikel ser nærmere på store og små maver – er størrelsen ok?

Mange gravide må erfare, at maven bliver et centralt omdrejningspunkt, når de først med egne øjne har set en positiv graviditetstest, og sjovt nok har mange omkring den gravide det på samme måde.

Maven bliver beundret fra utrolig mange vinkler, og enten kan man sagtens se en ændring eller også kan man ikke.

Det er nemlig meget forskelligt, hvornår maven begynder at vokse, hvornår man selv synes, at man kan se det og ikke mindst – men måske endnu vigtigere – hvornår andre kan se det.
F.eks. opstår der for de fleste gravide et “sjovt” fænomen kaldet oppustethed. Om morgenen føler man sig almindeligvis “normal” i forhold til hvordan man plejer at have det om morgenen.

Efterhånden som timerne går vil mange føle, at maven udvider sig, og rigtig mange må erfare, at ud på eftermiddagen/aftenen fylder maven simpelthen så meget i bukserne, at det er ubehageligt. De fleste hopper derfor enten i noget tøj uden fast talje – f.eks. jogging bukser – eller knapper bukserne op for at få en behageligere fornemmelse.

Faktisk er det utroligt at dette sker, for næste dag er maven igen “flad” og bukserne passer. Tænk sig, at hormoner mm. kan give sådan en forandring, og det er endda på trods af, at den lille spire inde i maven ikke engang behøver at være ret stor endnu.

Læs også: Derfor får vi cravings når vi er gravide

Derfor er der også mange, som beslutter sig for at købe – eller finde – ventetøjet frem, for alt taget i betragtning er det jo allervigtigst, at man føler sig tilpas under sin graviditet.

Mange får måske tanken: “Tvillinger?”. For det er jo netop ét af tegnene, at maven kan vokse hurtigt, når der ligger mere end ét barn i maven og hygger sig. Men da kun få procent af alle gravide senere opdager, at de rent faktisk venter mere end ét barn, er sandsynligheden for at det er tvillinger nok ikke voldsom stor.

Hvem har ikke som gravid spejlet sig i diverse vinduer og andre objekter som har kunnet gengive mavens facon? Det har de fleste, og efterhånden som maven rent faktisk vokser, bliver tendensen hos de fleste ikke mindre.

 

Men hvornår vokser maven så?

Tja, igen er det individuelt, og nogle ser allerede i uge 12 gravide ud, mens andre kan være højgravide og i graviditetens sidste 3 måneder, uden at nogle lægger specielt mærke til det.
Begge dele kan i øvrigt være ganske forfærdeligt for den gravide.

 

Sådan vokser maven – uge for uge

Som oftest vil de fleste gravide begynde at kunne se maven forandre sig, når de er nået ca. halvvejs ind i graviditeten, men så vil det for mange gravide også gå stærkt derfra. Forandringen ser man bedst, hvis man tager mavebilleder f.eks. hver uge og gerne sætter dem i orden efter, hvornår de er taget.

Mange har stor glæde af at se sine egne, men så sandelig også andres billeder, fordi maver netop kan vokse meget forskelligt. Det er altid rart at se, at man rent faktisk ikke er den eneste, der har en forholdsvis lille mave et langt stykke af graviditeten, eller måske at andre allerede meget tidligt i graviditeten ser ret så gravide ud.

Se f.eks. disse billeder, der alle er taget i den samme uge – 28. uge – men alligevel er de SÅ forskellige:

     

Alle de forskellige mavetyper kan alle give anledning til bekymringer og tanker fra dig selv
– men også masser af kommentarer fra alle omkring dig.

 

Maven er “for stor”…..

Mange gravide kan sikkert nikke genkendende til disse bemærkninger:

  • Er du sikker på, at der ikke er mere end ét barn inde i maven?
  • Er du sikker på, at du ikke har for meget fostervand?
  • Ej, det må da være lige op over, hva’?
  • Er du sikker på, at din terminsdato er rigtig?

Selv om de fleste gravide nyder den ekstra opmærksomhed og de beundrende blikke fra venner, familie, kolleger og ikke mindst fremmede på gaden, så er det dælme også trælst at få stukket disse bemærkninger, og for 117. gang at skulle forklare at nej, scanningerne viste kun ét barn, nej alt er ok, og nej jeg har stadig laaaaang tid til termin.

Maven er ikke større end den skal være i forhold til dig, din krop og dit barn, og kun i ganske få tilfælde viser det sig, at der er noget “galt”, eller at der rent faktisk er en lille baby mere derinde, som har leget gemmeleg til scanningerne.
I øvrigt behøver en stor mave slet slet ikke at indeholde en “kæmpe” baby – nej rent faktisk er der en lige så stor sandsynlighed for, at maven indeholder en lille baby.

 

Maven er “for lille”…..

Selv om det kan være sårende at få af vide, at maven virker stor – så kan det faktisk være endnu værre at få følgende bemærkninger, når maven ikke syner af ret meget:

  • Er du sikker på, at barnet får nok mad?
  • Ej, du må da godt nok få en meget lille baby, hva’?
  • Er du sikker på, at der ikke er noget galt?
  • Du har garanteret ikke ret meget fostervand tilbage?
  • Skal du ikke snakke med lægen om det?
  • Er du sikker på, at du nu også er så langt henne som du tror?

Nu er det bare sådan, at nogle gravide får kæmpe maver, og andre gravide ser mere ud som om de har fået anbragt en lille håndbold midt på maven. Og begge dele er faktisk ganske normalt.
Det værste ved, at den gravide mave måske virker lille i forhold til så mange andre, er, at de fleste bemærkninger der bliver slynget ud ikke kun er irriterende, men også giver anledning til ekstra bekymringer for den gravide.

Kun i ganske få tilfælde viser det sig, at der rent faktisk er noget om snakken, men i næsten alle tilfælde har den gravide i så fald gået rundt med unødvendige bekymringer, eller måske endda en regulær angst for, at noget var galt.

 

Når bare jordemødrene og lægerne er tilfredse

Alle gravide bliver tilbudt adskillige kontroller og scanninger igennem graviditeten, og det gøres netop for at fange evt. komplikationer på et meget tidligt tidspunkt, og derefter evt. holde den gravide i lidt kortere snor ved f.eks. at tilbyde ekstra kontroller og/eller at kunne sætte en evt. behandling i gang.

Ved hver kontrol efter 20. uge bliver den gravide undersøgt, og størrelsen på livmoderen bliver bedømt – mange gange målt – og skrevet ned i vandrejournalen. Mange gange bedømmes også babyens størrelse.

Dette gøres netop for at kunne vurdere om livmoderen vokser som den skal, og en lille livmoder kan sagtens “skjules” af en stor struttende gravid mave, lige så vel som en stor livmoder ikke behøver at syne af ret meget.

Et faktum er også, at et lille barn sagtens kan ligge inde i en stor mave, mens et stort barn kan vise sig at komme ud af en lille gravid mave.

Så længe jordemødrene og lægerne er tilfredse med det tempo, din livmoder vokser i, samt størrelsen på den lille baby indeni maven, kan du være ganske rolig, og prøve at “overhøre” de mange bemærkninger, der kommer fra omverdenen, når de har deres mening omkring, at din mave er enten for lille eller for stor. Og husk, at det er helt OK at sige fra, når omverdenen overskrider dine grænser med kommentarer om din mave.

 

Til de mange derude, som kommenterer de gravide maver

Når man er gravid er man oftest mere nærtagende, og tænker meget over de ting, der bliver sagt – eller endda ikke sagt. Og lige præcis mavens størrelse er et ømfindigt område.

Sig derfor hellere følgende kommentarer til den gravide i stedet for – men husk kun at sige dem, hvis du virkelig mener dem.

  • Ej, hvor bærer du din graviditet flot
  • Hvor har du dog bare en flot gravid mave
  • Hvor er det dejligt at se maven vokse
  • Hvor bliver det dejligt at se barnet inde i maven

Der er sikkert tonsvis af dejlige, søde og kærlige kommentarer, der kan siges, som giver den gravide et skud selvtillid og redder hendes dag, frem for, at hun står tilbage med unødvendige bekymringer og en angst, som måske er svær at komme af med igen.

Tænk over det næste gang, du ser en gravid mave
– uanset om du synes den er stor eller lille.