Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Forliggende moderkage – tegn og symptomer

moderkage

Forliggende moderkage, også kaldet placenta prævia, betyder at moderkagen har sat sig fast i den nederste halvdel af livmoderen, så den dækker, delvist dækker eller berører kanten af livmoderhalsen.

En lavtliggende moderkage er ret almindeligt tidligt i graviditeten, men efterhånden som graviditeten udvikler sig, trækker moderkagen sig som regel opad.

Selv om den bliver i nederste halvdel af livmoderen, vil den sjældent forårsage alvorlige problemer, medmindre den rent faktisk berører livmodermunden.

Hvis den gør det, kan der opstå komplikationer sidst i graviditeten og under fødslen.

Jo tættere moderkagen sidder på livmodermunden, jo større er risikoen for alvorlige blødninger.

Hvis moderkagen blokerer livmodermunden totalt, kan man normalt ikke komme til at føde normalt gennem skeden.

Hvis du har ardannelser i livmoderen fra tidligere graviditeter, kejsersnit, underlivsoperationer eller udskrabninger efter abort, vil risikoen for at få forliggende moderkage, være større hos dig.

Hvis du ryger eller venter mere end et barn, er der også en større risiko til stede for forliggende moderkage.

Læs mere: Fostervandsprøve – skal eller skal ikke?

 

Tegn og symptomer på forliggende moderkage

De mest almindelige tegn på forliggende moderkage, er smertefri blødninger, efterhånden som moderkagen trækker sig væk fra den udspilede lavere del af livmoderen.

Nogle gange opstår disse blødninger før uge 28, men oftest forekommer de først mellem 34. og 38. uge.

Ca. 7-30 % af alle kvinder bløder dog først under fødslen. Som regel er blødningen frisk rød, der er ingen underlivssmerter eller ømhed og blødningen opstår spontant. Den kan dog også udløses hvis du hoster, overanstrenger dig eller hvis du har haft samleje.

Den kan både være let og kraftig, og som regel holder den op, for at vende tilbage senere i graviditeten.

Et foster synker sjældent ned i bækkenet før fødslen, hvis kvinden har en forliggende moderkage, pga. at moderkagen ligger og blokerer.

Har du ingen symptomer på forliggende moderkage, kan fænomenet opdages under en rutinemæssig ultralydsscanning, eller måske konstateres det først, når du går i fødsel.

Hvis du bløder og der er mistanke om forliggende moderkage, stilles diagnosen ved ultralydsscanning.

Læs mere: Blødninger under graviditeten

 

Behandling af placenta prævia

De fleste tilfælde af forliggende moderkage retter sig selv før fødslen, og derfor er behandling ikke nødvendig.

Hvis du begynder at bløde, vil du sikkert blive indlagt, så man kan finde ud af, hvordan du selv og barnet har det.

Hvis blødningen er meget let eller helt holder op, vil man så vidt muligt vente og se, hvad der sker.

Du vil formentlig blive indlagt til aflastning og omhyggelig blive overvåget.

Måske får du at vide at du skal spise meget fiberrigt og får måske et afføringsmiddel, så du ikke skal anstrenge dig under toiletbesøg.

Hvis du ikke har haft blødninger i en uges tid, bor lige i nærheden (indenfor et kvarters tid), er villig til at holde sengen, kan finde en voksen person som kan blive hos dig 24 timer i døgnet, og hvis det bliver nødvendigt kan køre dig til sygehuset i en fart, kan du måske få lov til at komme hjem.

Det vigtigste er at prøve at udskyde fødslen indtil mindst 36. uge, for at sikre at barnets lunger er modne nok.

Er de det, kan forløsningen ske ved kejsersnit for at nedsætte risikoen for massive blødninger.

Viser der sig tegn på livsfare hos enten barn eller mor inden dette tidspunkt, vil barnet selvfølgelig blive forløst inden 36. uge, også selvom det betyder at barnet bliver født for tidligt.

Det er meget bedre at barnet ligger på en afdeling for for tidligt fødte med diverse apparatur tilkoblet, end at det ligger inde i livmoderen med en blødende moderkage.

Hvis man får konstateret forliggende moderkage hen over livmodermunden, vil man blive forløst med kejsersnit, inden at fødslen går i gang af sig selv.

Hvis man derimod ikke opdager tilstanden inden fødslen, hvis blødningerne ikke opdages, før fødslen er gået i gang, blødningerne er lette og moderkagen ikke blokerer livmoderhalsen, kan man gennemføre en normal fødsel gennem skeden.