Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Coachens tips til at få energi i graviditeten

Få energi tilbage i graviditeten

Glæden over graviditeten bliver for mange hurtigt afløst af overvældende træthed, kvalme og især manglende energi i graviditeten

Nogle gravide mærker intet til deres kropslige forandringer, mens andre skal døje med samtlige graviditetssymptomer i alle 40 uger.

Uanset, hvordan man har det, skal kroppen som ’ny-gravid’ bruge rigtig meget energi på at omstille sig.

Læs også: Træk vejret! Sådan bekæmper du træthed

 

Mange døjer med træthed

For mange betyder det intet, men nogle sumper helt hen i sofaen og føler sig dovne, dvaske og intet værd for deres omgivelser.

En ganske forfærdelig tilstand at befinde sig i som ny-gravid, hvor man har mere lyst til at føle den rene lykke fylde én fra top til tå.

Det kan være meget svært at se, hvad der kan gøres anderledes i hverdagen – men det er en god idé allerede nu at omstille sit mentale fokus for at opnå god graviditet og fødsel.

 

#1 Brainstorm

… på, hvad skal der til, for at du føler du har energi og overskud nok? Skriv alt ned. Fx: At du ikke behøver lave mad, at din kæreste siger, han elsker dig, at du får spist så og så meget, at du får sovet så og så meget…

 

#2 Regler for energi i graviditeten

… se nu rigtig godt på alle de ting, du har skrevet ned (du har garanteret fået skrevet en del ned). Lad os kalde dem dine regler for, hvornår du føler energi.

 

#3 Vælg dem du har lyst til

… Læg dem alle sammen i en idé bunke, som du kan trække frem, når du har brug for mere energi.

 

#4 Lav en plan for energi boost

Læg dine energi boosts i kalenderen. Det kan være simpelt som 3 ting: ”Når jeg har sovet 8 timer om natten” ”Når jeg får ringet til en veninde i løbet af ugen” og ”Når jeg har spist morgenmad”.

Tag en beslutning om, at når du har gjort disse 3 ting – så har du energi. Hvad du derudover laver i løbet af ugen er irrelevant.

Om du ligger på sofaen, sover eller hvad du gør – det er op til dig.

 

Nu har du energi nok

Hvordan dine nye regler kommer til at se ud, er op til dig, men de skal være ærlige og konkrete, og skal kunne integreres i din hverdag.

I bund og grund handler overskuddet af energi i hverdagen om at vælge fra og vælge til.

Alle valg indebærer fravalg, og det er netop fravalgene du skal acceptere. At du nu IKKE kan gøre alt det du plejer, med den samme følelse af energioverskud.

Du skal også acceptere, at du faktisk kan gøre mange af de sædvanlige ting, blot i et andet tempo. Det er en super øvelse hen imod det at blive mor.

 

Se muligheder i begrænsningen

Prøv at overvej, om ikke der er noget positivt ved at din krop ’tvinger’ dig til at tænke disse prioriterende tanker tidligt i graviditeten?

Kunne man forestille sig, at du allerede nu er blevet foræret en mulighed for at overveje, hvad du i din hverdag kan tilsidesætte? På sigt til fordel for dit barn?

At du, ved at få nye energi-regler, vil slippe din dårlige samvittighed over at være så energiforladt hele tiden?

At du måske vil begynde at værdsætte din rolige alenetid, frem for at have dårlig samvittighed over din manglende energi?

Hvad tror du, du får mest energi af? At have god eller dårlig samvittighed?

 

Spørg dig selv om følgende:

  • Hvor meget energi skal du egentlig have? Hvornår har du energi nok? Er det ikke nok, at du har energi til at dit barn vokser og udvikler sig?
  • Og hvis du har energien til det, har du så ikke hvad du skal bruge af energi? Hvad skal du bruge mere energi til? Spørgsmålet er, om det i virkeligheden er vigtigt at stræbe efter mere energi?
  • Og hvad sker der egentlig ved, at du ikke har energi? Hvad er det værste der kan ske? Og hvad så?

 

Med håb om en energifyldt og velbalanceret graviditet og fødsel!

Therese C. Søegaard, www.graviditetscoach.dk