Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Vand i kroppen under graviditet

Vand i kroppen eller ødemer forekommer hos 80% gravide

Af reservelæge Sigrid Marie Kasper

Vand i kroppen er en af de mest almindelige graviditetsgener og er ofte værst i slutningen af graviditeten og ligeledes med sæsonpræg – dvs. værst i de varme måneder.

Op til 80 % af gravide får øget mængde vand i kroppen, også kaldet ødemer på fagsprog.

 

Symptomer på ødemer

Ødemer kan ses med det blotte øje og mærkes, fordi det fylder og spænder i huden.

Hvis du trykker på huden med en finger, kan du se, at der for en kort tid efterlades en fordybning. Det er væsken der trykkes ud til siden for så at vende tilbage.

 

Årsager til væske under huden

Vand i kroppen kommer af, at der samler sig væske under huden. Det er ofte værst i underben, fødder og tæer – især sidst på dagen. Vand i hænderne og fingrene er også meget almindeligt – især om morgenen.

Under graviditeten oplever man stigende hormonniveau og øget væskeudtrængning gennem væggen i blodårerne. Der er desuden svagere veneklapper i blodkarrene, der gør arbejdet med blodets tilbageløben til hjertet sværere. Derfor hober vandet sig typisk op i de dele af kroppen der er længst væk fra hjertet og som lider under tyngdekraften.

Ødemer er ufarligt og er under graviditeten normalt ikke et tegn på sygdom. En pludselig øgning i væskemængden i kroppen bør dog alligevel vurderes af en læge. Det skal det fordi det i nogle tilfælde kan være tegn til begyndende svangerskabsforgiftning, omend det ikke er nok til at stille diagnosen.

Hvis hævelsen er ensidig, dvs. det ene ben fx er en del større end det andet, samt med rødme eller evt. smerte, kan der være mistanke om en blodprop i benet, en såkaldt dyb vene trombose (DVT).

 

Behandling af vand i kroppen

Der benyttes typisk ikke nogen medicinsk behandling for vand i kroppen.

Når du har født, vil trykket fra livmoderen forsvinde og din hormonproduktion normalisere sig – og væsken vil forsvinde igen.

Behandlingen består umiddelbart i venepumpeøvelser, dvs. at vippe med fødder og holde sig i gang med let motion, der sætter gang i blodomløbet, samt nedenstående aflastningsteknik.

Man bør ikke benytte vanddrivende medicin under graviditet.

 

Hvad kan du selv gøre

Hvis du som gravid døjer med vand i kroppen, ødemer, bør du sidde eller ligge med benene hævet, når du hviler, samt dyrke motion som gang, cykel eller svømning der holder gang i blodcirkulationen.

Hvis det som ovennævnt er udtalt ødemer og hurtigt tilkommet, skal du kontakte læge mhp. videre undersøgelse.

 

Komplikationer

Umiddelbart er der ingen risiko ved vand i kroppen. Det kan dog være en stor gene.

Hvis du har væskeophobninger tidligt i graviditeten, skal du kontakte din læge og blive tjekket.

Hvis man alene har væske i kroppen og hverken protein i urinen eller højt blodtryk, har man ikke svangerskabsforgiftning.

 

Af læge Sigrid Marie Kasper

 

Kilde:

www.laegehaandbogen.dk

Region Hovedstadens behandlingsinstrukser

Cathrine Nelson-Piercy: Maternal Medicine: Medical Problems in Pregnancy