Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Sådan giver du tvillinger bryst

Tvillinger

Der er ikke kun én måde at give tvillinger bryst.

Dobbeltamning er målet, men enkeltamning er et overset alternativ.

At give to bryst på en gang – også kaldet stereoamning eller dobbeltamning – er et flot syn og en utrolig følelse af moderskab for en tvillingemor.

 

Fordelene ved dobbeltamning

  • En ‘dobbeltvirkende’ nedløbsrefleks, så selv små tvillinger kan sutte mælken frem.
  • Højere mælkeproduktion, når begge dine bryster bliver tømt samtidig.
  • Tidsbesparelse, fordi dobbeltamning alt andet lige kun tager halvt så lang tid som enkeltamning.
  • Ingen følelse af favorisering af den ene tvilling frem for den anden.

 

Ulemperne

Ulemperne ved at give to bryst på en gang kan være, at amningen ikke altid er den rolige stund, de fleste har glædet sig til.

Og indrømmet, det tager tid at få dobbeltamning til at fungere – så tid, tro og tålmodighed er nøgleordene.
Amning

Om enkeltamning

Enkeltamning er et godt, men overset alternativ under ammeopstarten, og hvis amning af tvillinger giver flere sorger end glæder.

Det er bedre, at børnene får den vigtige modermælk, end at amningen stopper pga. en ammeoplevelse, der drukner i skrig og skrål.

At enkeltamme tvillinger er i sagens natur ikke anderledes end at amme singlebørn – bortset fra at det kan tage dobbelt så lang tid.

 

Fordelene ved enkeltamning er

At du får en tæt kontakt med det enkelte barn – i hvert fald så længe medtvillingen ikke forstyrrer.

Samtidig giver enkeltamningen dig en stor frihed, da du kan amme alle steder og uden ‘udstyr’ – en stofble til gylp er nok.

Du er derfor ikke afhængig af en ammepude, fordi du fx kan bære rundt på det ene barn, hvis telefonen ringer, du har glemt stofbleen, eller det banker på døren.

Det er også lettere at amme et barn uden for hjemmet, mens du først skal arrangere dobbeltamning med puder mv.

Ulemperne ved enkeltamning er, at du ikke har fordel af den dobbelte nedløbsrefleks, og at enkeltamning alt andet lige tager dobbelt så lang tid som dobbeltamning.

Enkeltamning kan derfor være en god idé i starten, indtil I har lært hinanden at kende.

Når du har fået tag på ét barn, er det lettere at prøve at lægge to til på én gang.