Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Stik du bare næse (for) langt frem

filihood

Din historik former dig, men det er dine valg der tæller.

Forestil dig at du står på kanten af vippen i svømmehallen med bind for øjnene.

Du har ingen idé om, hvor højt oppe vippen er, om det er 1-meter, 5-meter eller 10-meter vippen. Du har ingen idé om, om der er vand i bassinet, og du er i øvrigt ikke helt sikker på, om du rent faktisk kan svømme! Det var den følelse jeg havde, da jeg underskrev million kontrakten med mine investorer.

På én og samme tid var jeg: Begejstret, taknemmelige, motiveret, stolt, ydmyg, fuld af tro på egne evner, men på samme tid bange. Bange for at jeg ikke vidste nok, ikke var god nok eller stærk nok. Bange for at jeg ville være utilstrækkelig, at folk ville kalde mit “bluff”, og afsløre, at jeg faktisk ikke vidste noget om noget. Jeg var bange som ind i h****** …. Men mest af alt var jeg engageret, fuld af drive, og ivrige efter at komme i gang med det her eventyr. Mit livs drøm!

I Danmark er vi rigtig dårlige til at hylde dem der tør, dem med succes, dem der skiller sig ud i mængden. Vi er til gengæld rigtig gode til at være der med riven, når det går galt for en der har forsøgt sig. ”Ja, ja, der kan man bare se. Højt at flyve, dybt at falde! Så kan de lære det!” Vi har et ord, der meget påfaldende ikke kan oversættes til noget andet sprog. Janteloven.

Jeg nævner Janteloven, fordi den har spillet en central rolle i min barndom, og i de valg, jeg har truffet – og stadig træffer. Hele mit liv har min mor været ængstelig for, om jeg nu kunne klare dit og dat. Min far har ofte sagt ting som: “Stik nu ikke næsen for langt frem” og “Lad det nu ikke løbe af med dig.” Da jeg søgte et job som marketingchef, der var en del over mit niveau og erfaring sagde han; “Er det ikke bedre for dig at tage et mindre krævende job, og så arbejde din vej op?”. Da jeg kom og fortalte at jeg ønskede at starte Filihood, sagde han: “Synes du ikke hellere du skulle tage imod det jobtilbud du har fået i stedet?!”. Jeg fik jobbet som Marketingchef.

Ord som disse har formet den jeg er. Min selvtillid er okay, men mit selvværd har altid været lavt, og er det i vid udstrækning stadig. Du tænker måske at min far var en dårlig far, ved at lade mig tro ​​at jeg ikke var god nok. Jeg ved nu, at det var af ren kærlighed at han sagde alle ting. Han ønskede ikke at jeg led nederlag. Han ville have mig til at være på “sikker grund”. Han har også engang været iværksætter, og jagtet sin drøm, men lykkedes ikke med sin virksomhed. Han har arbejdet hårdt hele sit liv og gør det stadig fra 05.00-17.00 hver dag. Han ønskede noget bedre for mig. Janteloven og det misforståede forsøg på at beskytte mig, har formet mig.

Jeg skiftede skole i en alder af 12. Jeg blev mobbet af et par piger fra klassen over mig. Jeg blev sparket i ansigtet og trukket i mit hår gennem skolegangene gennem 3 år . Min forbrydelse: Jeg blev kærester med den mest populære dreng i skolen få dage efter jeg var flyttet til byen (og var det i omkring en måned). Mobningen har også formet mig.

Jeg er min egen værste fjende. En nådesløs dommer over mig selv, men hele mit liv har jeg haft et enormt drive, en ukuelighed og stædighed. I mit baghoved ligger den historie der er min og har formet mig, og som giver mig viljen til at ville lykkes. “Jeg skal nok vise dem alle sammen skal jeg!” Det misforståede hensyn fra min far har givet mig lavt selvværd, men også stædighed og drive. Tina og Trine – de småt begavede piger i folkeskolen, der måtte ty til vold i mangel på bedre menneskelige egenskaber, har givet mig en fighter vilje af en anden verden, og i dag ynker jeg dem.

Der er dage, hvor et job i det lokale supermarked synes at være enormt besnærende. Tanken om at komme hjem hver dag, uden at skulle tænke på noget andet end praktiske ting så som, at kigge i køleskabet for at se om vi mangler for mælk, ordne vasketøjet, og vigtigst af alt: være sammen med mine børn, lytte (dedikeret) til min søns farverige fortællinger fra hans skoledag. Bruge 10 minutter ekstra på at massere min lille datter efter hendes aftenbad. Det gør jeg ikke så ofte. Ikke så ofte som jeg ønsker det i hvert fald. Min datter er lige blevet 1 år. Jeg tog 4 dages barselsorlov, da hun blev født. Jeg går glip af en million ting med hende og hendes 12-årige bror. Mit hoved er på arbejde alle vågne timer, selv i mine drømme til tider. Jeg hører alt for ofte mig selv sige; “Lige et øjeblik, skat” til min søn ”…Jeg skal bare lige sende den her e-mail”. Det er ikke godt nok, og jeg arbejder på at blive bedre til at slukke telefonen og lade mails være mails til i morgen. At drive virksomhed og have børn, er en konstant balancegang. Jeg har kæmpet i 4 år…vitterligt kæmpet, for at få mit hjertebarn Filihood op at køre. Jeg vil ikke opgive min drøm om at gøre Filihood til alle familiernes sted at dele livets store øjeblikke med hinanden i et privat rum. Det giver mening for mig, specielt når jeg modtager taknemmelige mails fra forældre og bedsteforældre, hvor hvem vi har gjort en forskel. Mine børn er det absolut vigtigste i mit liv, og kommer der en dag hvor jeg ikke føler at jeg er en god mor, og føler at jeg svigter mine børn, så slipper jeg uden tøven Filihood, MEN. Jeg føler at jeg for nuværende giver det bedste af mig selv til både mine børn og min virksomhed. Hver anden uge er jeg dedikeret mor, og sørger for at have masser af kvalitetstid med mine børn. Jeg arbejder 9-16 og derefter i vid udstrækning først når de er kommet i seng. De ”lige” uger arbejder jeg så en vis legemsdel i laser. Det er det privilegium jeg har, og jeg tror faktisk jeg er en bedre mor sådan her, end hvis jeg havde et 8-16 job, fordi jeg er så vanvittigt bevidst om at min tid med mine børn er så kostbar, når jeg arbejder som jeg gør, og fordi jeg så kan planlægge møder, sport og andet i de uger hvor jeg kan tillade mig at lade Filihood få fuldt fokus.

filihood-app

 

De fleste dage jeg elsker mine valg, på trods af de ofre jeg hele tiden gør. Jeg elsker at stå op om morgenen og gå på arbejde. Jeg er taknemmelig, når jeg træder ind ad døren på kontoret, og ser mit dedikerede team arbejde hårdt på at gøre Filihood til en succes. Jeg savner mine børn hver dag. Jeg er i tvivl om mine valg næsten hver dag. Er det det værd? Ja! Vil jeg anbefale dig at hoppe ud fra 10-meter vippen og forfølge dine drømme, hvad end de måtte være? Absolut! Er du også i tvivl om egne evner? Super! Det gør dig ydmyg, og at være ydmyg som iværksætter, tror jeg, er en vigtig essens i at holde fokus, knokle på og være taknemmelig.

Jeg er en iværksætter for livet … Jeg kunne ikke være andet. Det er i mit blod … Det er, hvem jeg er…også selvom jeg mere end noget andet er mor til den største gave af alle, mine to vidunderlige børn!

 

Del