Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Brunkager

10-december-brunkager

Brunkager hører sig julen til – det ville simpelthen ikke være jul uden de dejlige, traditionelle småkager!

Hvis du bager en dobbelt portion, kan du jo give en lille portion hjemmebagte brunkager som værtindegave til julens sammenkomster.

Det vil uden tvivl skabe smil og glæde, hvis du kommer med en lille pose hjemmebag med en fin, rød sløjfe på. Lad evt. din lille nisse give posen, når I kommer på julevisit hos andre – så er der ikke et øje tørt 🙂

 

Det skal du bruge

100 gram mørk sirup
125 gram smør
100 gram lys muscovado sukker (brun farin/puddersukker eller rørsukker kan også bruges)
1 tsk. potaske opløst i 1 spsk. vand
0,5 tsk. nelliker
1 spsk. ingefær
1 tsk. kanel
25 gram finthakket sukat (kan undlades)
25 gram pomeransskal – finthakket
75 gram mandler – evt. mandelsplitter der er skåret i forvejen
250 gram hvedemel

 

Sådan gør du

Kog sirup, smør og sukker op, og rør til sukkeret er opløst.
Tag gryden fra varmen, og køl massen lidt af.
Tilsæt vand med potaske, og rør godt.
Tilsæt krydderierne, sukat, pomeransskal og mandler og derefter mel.
Ælt dejen godt igennem, evt. i røremaskine.
Form dejen til stænger, og stil den koldt i nogle timer.
Skær den i ganske tynde skiver, der lægges på pladen.
Bages ved 175°C grader i 6-8 min.

Lad brunkagerne køle lidt af – og nyd nu det lækre hjemmebag!