Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Risgrød til din baby – med et strejf af jul

Risengrød til din baby med kanel

Din baby (4+ mdr.) skal selvfølgelig ikke snydes for julehyggen, så her er en opskrift på babyvenlig ris(en)grød, der ligner den risengrød, som resten af familien får.

 

Ris(en)grød til din baby (4+ mdr.) med et strejf af jul:

½ dl rismel
1 dl koldt vand
½ – 1 dl modermælk/modermælkserstatning
1 tsk. fedtstof fx usaltet smør eller kokosolie

 

Sådan gør du:

Kog rismel og vand ved svag varme i et par minutter. Hæld grøden op i skålen/tallerkenen og kom en teske fedtstof i.

Tilsæt ½ dl modermælk/modermælkserstatning, og rør rundt. Tilsæt mere mælk/mme, hvis grøden er for tyk.

Din baby må godt få en smule kanel – cirka 1/4 teske – på grøden, men hold igen og giv det max et par gange om ugen, da der i kanel findes det naturlige aromastof kumarin, der kan give skader på leveren, hvis det indtages i store mængder. Derfor skal man være påpasselig med kanel til små børn.

Slutteligt kan du blande lidt vanilje i risgrøden, og komme en klat usaltet smør på toppen.

Nu kan du servere en juleinspireret grød til din lille nisse!

Alternativt kan du bruge en færdiglavet risgrød, og blande den med MME og lidt vanilje/kanel.