Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Børnehavestart – hvad skal barnet have med?

Børn skal have praktisk overtøj og flyverdaragter med til børnehavestart

Det er en stor dag for både barn og forældre, når barnet skal starte i børnehave. Men hvad skal man som forældre sørge for at have klar til barnet?

Vi giver dig en liste som du selv kan justere efter årstiden/vejret, og gode praktiske råd.

Huskeliste

Udenfor

  • Termotøj
  • Jakke
  • Regntøj
  • Flyverdragt
  • Elefanthue
  • Luffer – gerne i fleece, da strik bliver gennemblødt hurtigt, samt flere par så der kan skiftes.
  • Fodtøj – både gummistøvler og sko/vinterstøvler/sandaler
  • Solhat og solcreme i sommermånederne, hvis børnehaven ikke har en solcreme-ordning
  • Rygsæk til ture

 

Skiftetøj (gerne dobbelt op)

  • Bukser
  • Bluse/trøje
  • Undertøj
  • Strømper

 

Indenfor

  • Indesko
  • Sut/sovedyr – hvis dit barn bruger dette
  • Bleer – hvis ikke det indgår i institurionsprisen
  • Madkasse med navn, hvis der ikke er madordning i institutionen
  • Frugtpose, hvis der ikke er frugtordning

 

Navn i tøj og sko

De fleste institutioner vil gerne have, at der er navn i alt – og det er også en rigtig god idé. Du vil blive overrasket over, hvor hurtigt ting kan blive væk og hvor mange gange på et år, et par støvler kan blive forbyttet.

Alt tøj og fodtøj skal være nemt for barnet selv at tage af og på.

Du kan skrive navn med en kuglepen på tøjets vaskemærkater, men det nemmeste er at anskaffe sig strygemærker eller et stempel med barnets navn.

På nettet kan man designe og købe sine egne navneklistermærker, som kan holde til kogevask og almindeligt slid.

De er nemme at montere (selv i sko), falder ikke af i vask og navnet er nemt at se for både barnet og de voksne.

 

Det praktiske

Hvis du ikke allerede ved det forudgående kontaktmøde har afleveret den såkaldte oplysningsseddel, med kontaktoplysningerne på forældre, informationer om vaccinationer og helbred samt plejetider skal denne også medbringes den første dag i institutionen.

Der er naturligvis forskel på institutioner og deres tilbuddene. Nogle steder er der madordning, og andre steder skal man selv medbringe vaskeklude og bleer til barnet.

Spørg i jeres institution, om de har nogle specielle politikker, I skal være opmærksomme på. Især med hensyn til madpakken.
I de institutioner, hvor der ikke er madordning er der typisk en madpolitik – hvad må man have med i madpakken, og hvad må man ikke have med. Fødselsdage fejres også forskelligt alt afhængigt af institutionens politik.

Rigtig god børnehavestart til dig og dit barn.

Har vi glemt noget på listen? Del din kommentar med os herunder.