Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Pas på: Legetøj kan kvæle barnet

legetøj

Legetøj til børn under 3 år må ikke indeholde små dele, som kan kvæle barnet.

Derfor er det vigtigt at du som forælder er opmærksom på, at legetøjet til dit barn passer til den alder, dit barn har.

 

Legetøj skal passe til barnets alder

Sikkerhedsstyrelsen har for nyligt lavet en undersøgelse med 1000 deltagere, og heraf svarer knap 98 % at deres børn under 3 år leger med legetøj, der er beregnet til ældre børn.

Knap hver tiende af de adspurgte fortæller desuden, at de har oplevet en situation, der kunne være endt galt, fordi barnet puttede små legetøjsdele i munden.

 

Særligt skærpede regler for legetøj til børn under tre

Legetøj der er beregnet til børn under tre år er underlagt særligt skærpede krav, hvilket betyder, at legetøjet ikke må indeholde smådele, som barnet kan sluge eller som kan sætte sig fast i barnets luftveje, og dermed i værste fald føre til kvælning.

På den baggrund anbefaler Sikkerhedsstyrelsen, at man ikke lader mindre børn lege med ældre søskendes legetøj, og de understreger, at anbefalinger om alder og advarsler på legetøjet altid skal tages meget alvorligt.

 

Download folder om børns sikkerhed

Sikkerhedsstyrelsen har udarbejdet en folder om børnesikkerhed, hvor man bl.a. kan læse, hvad man som forælder skal være opmærksom på, når ens små børn leger med legetøj.

I folderen er der også gode råd til bl.a. cykelstole, barnesenge og sandkasser foruden en lang række andre emner.

Folderen er overordnet tænkt som en hjælp til, hvordan man som forældre kan være et skridt foran og på den måde undgå ulykker.

Folderen hedder ”Børns sikkerhed” og den kan downloades som PDF her

Gå ind under ’Publikationer’ (øverste højre hjørne), ind under ’foldere’ og find ’Børns sikkerhed”