Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Slut med sut? – sådan hjælper du dit barn

stoppe med sut

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der findes ikke et entydigt svar på, hvornår det er bedst at stoppe med at bruge sut – det afhænger nemlig bl.a. af det enkelte barn og dets tilværelse.

Men hvordan hjælper man bedst barnet til at stoppe med at bruge sut?

 

Ingen andre forandringer

Når barnet skal stoppe med at bruge sut, er det en god idé at gøre det på et tidspunkt, hvor der ikke er andre omvæltninger i barnets liv, som f.eks. hvis det skal være storebror eller søster, starte i børnehave eller lign.

Vælg derimod et tidspunkt hvor det hele kører stabilt, og der er plads og overskud til en lille udfordring. For en udfordring er det – i hvert fald for langt de fleste børn…

 

Trap ned og hold fast

Mange vælger at trappe gradvist ned, så sutten til sidst udelukkende bruges til at sove med, indtil den en dag skal helt væk.

Andre vælger et mere brat stop.

En ting er dog sikkert – når beslutningen først er truffet og der er sagt farvel til sutten, så gælder det om at stå fast.

Barnet vil formentlig savne sin sut og spørge efter den, og det er altså her, det gælder om at stå fast.

Vis forståelse overfor barnets frustrationer, og fortæl at I godt kan forstå, at det er hårdt, men sådan er det nu engang.

Er dit barn 2 år? Alt om trodsalderen

 

Farvel til sutten på en sjovere måde

Mange vælger at gøre lidt ekstra ud af afskeden med sutten, og det kan måske også gøre det nemmere for barnet at forstå, at det rent faktisk er slut med sut, fordi sutten ikke bare er ”væk”, men at der kan knyttes en historie til afskeden med den.

Flere vælger at ”bytte” sutterne for noget legetøj.

Det kan gøres på flere måder, f.eks. ved at hænge dem på et suttetræ og derefter gå en tur i legetøjsbutikken, ved at putte dem i julesokken, hvis det er på den tid af året og lade julemanden kvittere med en gave eller noget helt tredje.

Fordelen er, at nogle børn har lettere ved at kapere tabet over sutten, hvis de har fået noget andet i stedet – nogen vil måske sige, at det ikke er den mest pædagogiske tilgang, og så alligevel…

Meget her i livet handler jo netop om at ”yde før man kan nyde” . Som forældre kan det også gøre eventuelle suttediskussioner lidt lettere, hvis man kan referere til en gave og sige ”Sutterne er væk, for du fik jo en xx i stedet”.

 

Hvordan sagde I farvel til sutterne?

Har dit barn sagt farvel til sutterne? Fortæl hvordan I gjorde og hvor gammelt barnet var, da det stoppede med sutten.