Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

22 måneder + 2 uger – Gør store opgaver små

Lille-pige-hjælper-til---Gør-store-opgaver-små---Anette-Prehn

For store opgaver og mål overvælder hjernen. Det gælder både for voksne og for børn – og ikke mindst for de yngste.

Når vi støder på noget, der virker uoverskueligt, uoverkommeligt – som en for stor mundfuld at ”gabe over” – går vores tænkende hjerne, også kaldet pandelapperne, ned. Samtidig ryger hjernens alarmklokke, også kaldet amygdala, til vejrs.

Når det lille barn oplever dette, går det tit helt i baglås – eller alternativt: i stå med ufokuserede/”døde” øjne.

Sker det ofte, at vi forældre kommer til at præsentere vores 1-2 årige barn for for store opgaver og mål?

  • Sociale situationer, barnet ikke har været i før?
  • Udfordringer, barnet ikke har erfaring med (og selvtillid i forhold til) at løse?
  • Fremtidsscenarier, det ikke kan overskue?

Spurgte vi børnene selv, ville de nok sige ”JA!!!”

En anden måde, hvorved vi får overvældet vores små børn, er gennem lange instruktioner, for eksempel:

  • ”Kom ud og få børstet tænder, når du har taget dine sokker på.”

Eller gennem opgaver, som barnet hverken kan hitte hoved eller hale i (”hvor starter og hvor slutter jeg?”). For eksempel:

  • ”Ryd op på dit værelse!”

 

En propfuld arbejdshukommelse

Menneskets arbejdshukommelse er meget begrænset. Det er den, vi bruger til at bearbejde det, vi for eksempel hører, så vi kan handle på det. Hjerneforskere vurderer, at voksne kan have mellem fire og syv enheder i deres arbejdshukommelse.

Småbørn kan have betragteligt færre. Som udgangspunkt er det derfor en god idé at give klare, korte handlingsanvisninger, for eksempel:

  • ”Put smølferne ind i smølfehuset!”

Ligesom det er en god idé at tage barnet i hånden og begynde opgaven sammen, for eksempel ved at:

  • Folde tøjet sammen og putte det i tøjskuffen (hvilket der i øvrigt hurtigt kan gå leg i).

Når arbejdshukommelsen er propfuld, og det bliver den hurtigt hos et barn, så virker nye/ekstra opgaver i sig selv overvældende: Der er ganske enkelt ikke plads til mere i hjernen, og barnet reagerer typisk ved at afvise øvrigt indtag.

Læs også: En 5-trins guide til at få børn til at hjælpe

 

Den hjernesmarte voksne “skruer”

For store opgaver og mål er en hyppig årsag til misforståelser mellem de voksne voksne og de helt små børn.

Når vi, som barnets primære omgivelser, bliver mere hjernesmarte, har vi dog mulighed for at ”skrue ” anderledes på vores adfærd og vores kommunikation.

Hvorfor egentlig få dit barn til at flyve op i det sorte amygdala-felt, fordi du glemmer at tage højde for hjernens spilleregler og barnets udvikling? Specielt, når du husker, at hver amygdalakapring baner vej for den næste, som jeg beskrev i artiklen ”Dæmp raseriet!”

Med andre ord: hver gang dit barn ryger i det røde felt – eller går helt i sort – så øges sandsynligheden for, at det reagerer på lignende vis, næste gang det udfordres.

Med andre ord: Spar amygdalakapringerne til de virkelig uløselige situationer!

Når det er skrevet, har jeg heller ikke groet vinger som mor og bonusmor – bare rolig.

Men jeg har efterhånden trænet mig i at bemærke, hvilken mimik og hvilke kropslige reaktioner, der følger med en amygdala-aktivering i børn – og når det sker, gør jeg mit bedste for at justere tilgang til eller kommunikation i forhold til barnet.

Så vi ”nøjes” med lidt amygdala-aktivitet, som kan dæmpes – frem for at lande i amygdala-kapringen, som det tager lang tid at komme sig over.

 

Syv amygdala-triggere

I bogen Hjernesmarte Børn identificerer jeg hele syv hverdagssituationer, der kan få amygdala til at flyve op i det sorte felt hos barnet.

Når det sker, kan vi voksne være tilbøjelige til at mene, at det ”skyldes barnet”, at hun/han reagerer på den måde. Men hvis spørger du mig, ser jeg noget andet.

Jeg ved fra mine hundredevis af foredrag, workshops og kurser, at kun meget få voksne er bekendt med hjernens spilleregler. Og masser af de situationer, hvor barnet farer i flint, er ganske enkelt unødvendige.

De kan undgås, hvis den voksne tænker sig lidt bedre om. Og evnen til dette kan trænes op.

Det er ikke raketvidenskab. Det handler først og fremmest om at vide, hvad hjernens spilleregler er og at kunne bruge dem i praksis, i dagligdags situationer med ens elskede barn.

Og om at være klog nok på amygdala-kapringer til at kunne regulere deres antal i barnet, så det ikke pludselig får for vane at ryge fluks i amygdala-kapring ved selv den mindste hverdagsudfordring.

 

Anette-Prehn3

Velkommen til dit barns hjerne!

I artikelserien her introducerer sociolog, forfatter og hjerneformidler Anette Prehn dig til nogle af de hjernespilleregler, som er gode at kende til, når man har 1-2 årige børn.

Anette er selv mor til to på 5 og 8 år og bonusmor til to på 17 og 18. Hun har bl.a. skrevet bøgerne “Hjernesmarte Børn” og “Hjernesmart Pædagogik”