Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

2 år + 30 uger – Skal man tage sin 2-årige med til bisættelse?

Kirke på frostklar dag, hvornår skal børn med til bisættelse

”Supermand flyver op til oldefar i himmelen, og så griner de og spiller musik. Og spiser flødeskum, smør og syltede agurker.” Min 2-årige datter peger på supermand i bogen.

En rørt tåre triller ned ad min kind og giver ordet ’sky’ en bule.

Hendes oldefar, min farfar, døde tre dage efter juleaften. Han var musiker og elskede alle de ting, hun nævner. Måske lige med undtagelse af supermand, som jeg ikke tror, at han havde et personligt forhold til – men jeg kan tage fejl, han var lidt af en verdensmand.

Jeg var meget tæt på min farfar, og han kommer til at mangle i min verden. Hver dag.

Han er mit største forbillede, og selvom han blev 92 år, er mit hjerte ikke klar til at sige farvel. Det er svært at give slip på et menneske, man elsker.

 

Min kæreste og jeg er i syv sind omkring bisættelsen.

Skal vi tage vores datter med?

Min online terminsgruppe på over 200 mennesker fra min-mave.dk er verdens bedste Mads & Monopolet-panel. Jeg spørger dem til råds, og de deler sig i to lejre.

Der er dem, der ikke ville tage deres så små børn med til en begravelse, og så er der dem, der mener, at døden er en del af livet, og det er smukt og livsbekræftende at have et barn med. Nogle har gode erfaringer med det.

Min datter var glad for sin oldefar, men hun så ham ikke så ofte, og sorgen er mest min. Hendes far skal være med til at bære kisten, så han kan ikke tage hende hele tiden, og hun er desuden meget morsyg for tiden.

Aftenen før bisættelsen bliver vi derfor endelig enige om at sende hende i vuggestue og hente hende til gravøl efter ceremonien. Hun tegner en tegning til sin oldefar, som kan ligge ved blomsterne.

Bisættelsen finder sted på en frostklar dag i solskin. Dannebrog flagrer på halvt. Min farfars ven, som han spillede musik med, spiller Tea for two på guitar i kirken. Han er vendt mod kisten. Klarinetten mangler.

Jeg griber min kusines hånd. Vi knuger os til hinanden, når det gør ondt at trække vejret. Da kisten bæres ud til Natalie og Nat King Coles Unforgettable, som han elskede, kan mine ben ikke bære mig.

Min farfars ven tager mig under armen, og vi støtter hinanden, da bilen kører bort med kisten – og med den mand, som vi begge holder uendeligt meget af. Jeg hulker.

 

Vores valg

Valget, om ikke at tage vores datter med, var det rigtige. I den her situation. For os. Jeg kunne være hundrede procent til stede.

Ellers havde jeg ubevidst lagt bånd på mig selv og været ovre i hendes behov og spørgsmål. Nu kunne jeg være der og sige farvel uden at forholde sig til andet end min kærlighed og mit savn.

Selvom hun ikke forstår, hvad det vil sige at dø, så er jeg er glad for, at det ikke er noget uhyggeligt for hende.

Om det havde været anderledes, hvis hun havde set kisten og fået at vide, at oldefar lå dernede, tror jeg ikke – medmindre jeg selv havde udstrålet det.

Og hånden på hjertet var jeg faktisk ikke sikker på, hvordan jeg selv ville reagere.

Min sorg kommer i bølger, og nogle dage kan den vælte den mig om kuld lige efter et grin.

Så spørger hun, om jeg har av av, og jeg fortæller hende, at jeg er ked af det, fordi jeg savner min farfar. At han er i himmelen nu.

Hun nikker og har accepteret den nye sandhed, som havde jeg konstateret, at der ikke er mere mælk i køleskabet.

Læs bloggen fra Friluftsmor: Stop madspild kan godt være et hit for børn

 

Min datter bliver ikke utilpas, når jeg viser følelser. Hun ved, at man kan godt være ked af det, og at man bliver glad igen.

Hun lærer mig, at for børn er døden ikke så mystisk en størrelse. Vi er her, og så er vi her ikke mere. Eller det er vi, i en anden form.

Nogle gange fortæller hun mig, at fuglen hilser på oldefar, andre gange, at han sidder i en helikopter.

 

charlotte-hele-haase