Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

2 år + 49 uger – Undgå at gøre dit barn bjørnetjenester

Barn hjælper mor med at dække bord

Vi kender det allesammen. Junior vil ikke tage jakke og støvler på og vi har travlt. Hvis det hele skal nås, er det meget nemmere lige at stikke de små arme i jakken og de små fødder ned i støvlerne.

Lige umiddelbart virker det som en glimrende løsning, at du klæder dit barn på, men i realiteten gør du dit barn en bjørnetjeneste (handling som er velment, men som gør mere skade end gavn)

Det er vigtige kognitive funktioner barnet udvikler, ved at prøve selv.

Det betyder naturligvis ikke at barnet selv skal tage alt sit tøj på alene med det samme, men det betyder at det er en god ide – hvis ikke ligefrem en tvingende nødvendig ide – at lære barnet at klæde sig selv på så tidligt som muligt.

Og lad det også gerne være med til at bestemme hvad det skal have på fra en tidlig alder. Det samme er tilfældet når det gælder borddækning og afrydning efter måltidet.

Det kan godt være, at det tager længere tid de første mange gange, men indsatsen tjener sig selv hjem rigtig mange gange på den lange bane, når dit barn udvikler kognitive funktioner som:

  • sortering (her er en kniv og en gaffel)
  • kategorisering (knive, gafler og skeer hedder bestik, tallerkner og glas er service),
  • orientering i rum (kniv til højre for tallerkenen og gaflen til venstre),
  • empati og omsorg for andre (hvis barnet hjælper dig, bliver i hurtigere færdige)

….. og så er der navngivningen af de forskellige ting der skal på bordet, farverne på servicet og ikke mindst antallet.

Hvor mange tallerkener skal vi bruge til daglig? Hvor mange når bedstefar og bedstemor kommer på besøg?

Den hjemlige arena er fuld af læringsmuligheder, det er blot et spørgsmål om at få øje på dem og bruge dem – og selvom det tager tid de første mange gange, betaler det sig på alle områder i det lange løb.

Efter påklædning og borddækning, kommer vasketøjet. Det kan ligefrem gøres til en sjov leg at ”parre” familiens sokker, lægge de rigtige bluser i de rigtige stakke til mor, far, storesøster, lillebror.

Tænk blot på udsigten til en teenager, der tager det som en selvfølge, at han eller hun dækker bordet, tager ud efter måltidet og sørger for at skraldespanden er tømt.

Læs bloggen: Tjek på børneforsikring?

Inger