Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

2 år + 28 uger – Min far er meget større end din far

Dreng og pige sammenligner deres slikkepind

De første 16-18 måneder af barnets liv går med at føle sig til rette I verden – helt bogstaveligt.

Udviklingspsykolog Jean Piaget betegnede perioden fra barnets fødsel til det er ca. halvandet år gammel for den senso-motoriske fase. Det er her, hvor barnet hverken kan tale eller er særligt mobil, at det erfarer verden gennem sine sanser. Synet, hørelsen, lugten, smagen og følesansen har magten.

Når barnet træder ind i den præ-operationelle fase – fra det er halvandet år til omkring skolestart – skal det til at lære at bruge sine kognitive evner (og fortsat alle sanserne) til at sætte det følelsesmæssige i system.

Det handler bl.a. om at få sat navn på farver. Allerede en uge gammel kan et barn skelne rød fra andre farver og i 3-ugers alderen kan det skelne de andre farver fra hinanden.

Imponerende, ikke sandt. Men barnet kan ikke rigtig bruge farverne til ret meget, før de har fået navne.

Hjælp barnet med at lære farvernes navne. Tag en uge eller to, hvor I koncentrerer jer om f.eks. rød og find alt hvad der er rødt og peg det ud for barnet. Lav en lille leg om, hvem der først får øje på noget rødt, når I er ude at gå tur.

Det samme gælder størrelser og antal. Selvom din 1-årige hverken kan tælle eller måle, har det helt styr på om det har fået færre eller flere M&Ms end storebror og om det stykke yndlingsfrugt vuggestuemakkeren fik, er større end hans eller hendes eget stykke.

Øv jer i at finde noget, der er større eller mindre end, noget, der er langt eller kort, noget, der er tungt eller let.

Naturen er som skabt til denne øvelse. Brug sten, pinde, blade, og hvad I ellers finder. Når barnet finder en stor pind, så hjælp det med at lede efter en lille pind – og husk også at finde en endnu større pind – så barnet lærer at størrelse afhænger af, hvad vi sammenligner med. Det samme gælder naturligvis for vægt og længde.

Spontan sammenligning er grundlaget for at barnet senere kan kategorisere sine omgivelser, hvilket endnu senere gerne skulle føre til at det omkring skolealderen begynder at kunne forstå sammenhængen mellem dele og helheder og visa versa.

Det er aldrig for sent at lære de grundlæggende koncepter, men jo tidligere man begynder, desto nemmere er det.

Læs bloggen af Detlillerødehus: Når ens mest dyrebare ikke trives

Inger