Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

2 år + 20 uger – ”Mor, jeg vil kunne det samme som drengen”

mannekenpis

– en historie om at smide bleen.

”Mor, jeg vil kunne det samme som drengen,” sagde store L med øjne så store som tekopper samtidig med, at han hev mig i ærmet som tegn på, at jeg skulle komme med; i en fart.

Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at noget stort var på færde, så jeg stillede mit glas og fulgte efter ham.

Han stoppede ved vores toiletdør, som stod på klem – på den anden side af toiletdøren stod en af nabodrengene og tissede.

Store L var 2 år og 3 måneder. Og han havde lige været vidne til noget stort, for indtil for et kort øjeblik siden havde han ikke tænkt over, at man kunne stå op at tisse. Og nu var der ingen vej tilbage.

Store L nægtede at have bleen på et sekund mere – nu ville han kun stå op at tisse.

Min mand og jeg troede egentlig ikke, at store L skulle smide bleen allerede nu. Det var kun lige forår, og vi havde en plan om, at projekt ’smid-bleen’ skulle begynde, når det var lidt varmere i vejret. Men hvis han var klar nu, så måtte vi hellere også se at blive klar.

Store L kunne ikke nå op til kanten af toilettet, og det var udelukket at sidde på det, så jeg måtte, da naboen var gået, i byen efter en skammel, så han kunne nå.

Og så gik vi ellers i gang – bleen var væk, og den kom ikke på igen.

Når jeg ser tilbage på store L’s succesfulde ’smid-bleen-eventyr’ er der 4 ting, som jeg finder vigtigere end alt andet:

 

Det handler om at kunne mærke sig selv og sin krop.

Hvis dit barn ikke er vant til at mærke sig selv og sin krop, er det urimeligt at forlange, at det pludselig fra den ene dag til den anden skal kunne mærke, hvornår det skal tisse.

Så hjælp dit barn – allerede fra en tidlig alder – til at mærke sine behov, følelser og kropssignaler. Det skaber, udover et stærkt selvværd, også en stærk kropsfornemmelse og kropsbevidsthed – hvilket er vigtige ingredienser til et succesfuldt ’smid-bleen-eventyr’.

 

Fang øjeblikket

Fang øjeblikket, hvor motivationen er størst hos dit barn. Der er altid et vindue, hvor motivationen er på sit højeste.

Og hvis vinduet ikke kommer af sig selv, så hjælp motivationen lidt på vej ved eksempelvis at låne en nabodreng eller gør noget andet, som pirrer dit barns nysgerrighed på at smide bleen.

Gør det at smide bleen til en sjov og spændende oplevelse.

Fejr succeserne og sig ”pyt” til uheldene

Hold fokus på succeserne – og på hvor dygtigt dit barn er, hver gang det går godt.

 

Succes avler succes!

Og husk, der vil komme uheld, men det er ikke vigtigt!

Sig ’pyt’ – og husk dit barn (og måske også dig selv) på, at uheld sker, og at det er helt naturligt, når man er ved at lære noget nyt.

Fokus på uheldene kan meget let fjerne dit barns lyst til at lære.

Læs: Foodbloggings blog – skumpops

 

Et stærkt selvværd

Et stærkt selvværd skaber grobund for at turde at kaste sig ud i nye situationer uden at kende vejen derhen eller slutresultatet – men med viden om, at jeg er elsket for mig; ikke for hvad jeg kan eller gør.

Hvis dit barn ikke er overbevist om, at det er elsket ubetinget, kan det have en ubevidst tilbøjelighed til at gå uden om situationer, hvor det kan risikere at miste din kærlighed.

 

katja-banner