Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

2 år + 17 uger – Børn og seksualitet

uge-17-artikel

I Danmark har vi tradition for at være oprigtige, ærlige og ”tale lige ud af posen”, når vi omgås hinanden.

Dog kan mange af os alligevel være i tvivl om, hvad vi skal sige til vores børn, når det drejer sig om de lidt ømtålige emner som for eksempel børn og seksualitet; forskelle på drenge og piger, hvordan babyer bliver lavet og egne grænser.

Som forældre vil vi gerne tage snakken med dem, naturligt og udramatisk, og alligevel ender vi ofte ud med at affeje spørgsmålet eller bare komme med undvigende floskler.

 

Vi må starte med os selv

Hvordan vi selv har det med vores krop og seksualitet afspejles i den måde, vores børn senere vil forholde sig til dem selv på.

Ønsker vi at give et positivt selvværdsbillede og et naturligt forhold til seksualitet videre til vores børn, må vi starte med os selv.

 

Begynd her:

1# dig selv

Hvordan har jeg det med min egen krop? Føles det naturligt at tale om seksualitet? Bryder jeg mig ikke om at tale om det? Føles det pinligt? Godt? Fint? Eller skræmmende?

Skriv evt. ned for bedre at kunne forholde dig til det. Start med det ene punkt, som stikker ud.

F.eks. ”Jeg synes, at det er flovt at benævne kønsdele”. Del denne bekymring med din mand/kone, og aftal hvordan I i jeres lille familie kan tale naturligt om ubekvemme emner, som dette i fremtiden.

 

2# hvordan/hvorfor?

Overvej derefter hvilke ønsker du har for dine børn? Hvordan skal de forholde sig til dem selv, deres kroppe og seksualitet?

Skriv gerne ned – det hjælper dig til at fastholde ønsket om forandring.

Reflekter over ”hvorfor” du synes, at det er vigtigt.

 

3# dit barn

Herfra handler det om dit barn.

Noget, har sat gang i en tanke hos dem, hvorfor de stiller dig et spørgsmål – forfølg det.

Mød dit barns nysgerrighed med nysgerrighed og oprigtighed, og svar dem på dét, de spørger om.

Vi har en tendens til ofte at overanalysere og svare på langt mere end det egentlige udgangspunkt.

 

4# læs bøger

Gør det naturligt fra begyndelsen.

Allerede fra de er helt små, læser vi historier for dem. Her kan det være et fint supplement eller hjælpemiddel at læse bøger.

Det er en nem måde at komme omkring disse emner, uden selv at være direkte konfronteret. ”Da Emma blev Emma – og hvordan det gik til” af Peter Gotthard og “Til de nysgerrige” af Marie Christiansen er pædagogiske bøger med fine illustrationer, som børnene vil elske.

 

5# svar på spørgsmålet

Som grundregel skal du kun fortælle eller forklare noget, når dit barn selv udviser interesse og spørger!

Det handler altid om at møde barnet, hvor det er. Siger det: ” Hvad er dét?” og peger på en dreng med en tissemand, svarer du blot, at det er en dreng og det man kan se, er en tissemand. Drenge har en tissemand og piger har en tissekone.

Afvent evt. et opfølgningsspørgsmål. Hvis ikke – lad det ligge ved det. De skal nok blive ved med at spørge, hvis de ikke har fået svar nok. Det vigtigste er at lære dem, at de altid kan komme til dig, hvis der er noget, som de ikke ved og ønsker svar på.

Den tillid, I opbygger, er essentiel for jeres fremtidige kommunikation.

 

6# tal direkte

Kald det, hvad det er! Find ikke på øgenavne, for det er bedre blot at omtale kroppens genitaler, for det de kaldes i almen tale. Tissemand, tissekone, numse, bryster etc.

 

7# respekter grænser

Værn samtidig om privatlivets fred og lær dit barn at respektere egne og andres grænser. Skræm og skam ikke. Vi er alle forskellige og har forskellige tilgange til vores kroppe og seksualitet.

Læs bloggen fra Det lille røde hus: Børnevenligt bryllup

 

IBEN-BANNER

 

Del