Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

2 år + 35 uger – Forældreskab er lederskab

kvinde og mand sidder og holder hånd, det er tid til voksentid

Voksentid er voksetid

At skabe rum til ”voksentid” som forældre er en helt afgørende del af vores måde at være ledere af en familie på.

I parforholdet ligger den kærlighedskraft, der binder familien sammen.

Parforholdet er fundament for den gode stemning i hjemmet. Når mor og far sammen beholder kaptajn kasketterne på, og er enige om at udstikke kursen for opdragelsen og familielivet, bliver livet med børn langt nemmere at navigere i.

Sådant et lederskab kræver modige samtaler.

 

 

Den modige samtale

Vi skal turde være i en løbende dialog med os selv – og vores partner om det liv vi lever. På den måde undgår vi at tiden, og vores børns barndom, glider ud af vores hænder, inden vi får set os om.

Den modige samtale er både en helt konkret dialog, som vi fører med os selv og hinanden, men det er også en måde at være til stede i verden på.

Modige samtaler berører eksistentielle emner om livets store spørgsmål og minder os om at livet er en rejse under evig forandring, hvor vores børn er ”gæster”, vi er sammen med, inden de rejser videre for at forme deres eget liv.

I modige samtaler stiller vi de vigtigste spørgsmål i vores liv. Lever vi det liv vi gerne vil leve? Hvad vil vi gerne bidrage med? Hvad er vi taknemmelige for? Hvordan giver vi plads til at vores familie virkelig blomstrer?

 

Helhjertethed er også sårbarhed

Når vi har modige samtaler er der ofte passion, kærlighed og glæde til stede og vi mærker, at vi er nærværende og måske også sårbare.

Vi forstår, at vi har valg og muligheder for at forandre vores liv. Sårbarheden følger med, fordi vi tør indse, at vi ikke er perfekte og det at træffe nye eller anderledes valg kan indebære, at vi risikerer at fejle.

Frygten for at fejle gør desværre ofte, at vi udsætter de vigtigste spørgsmål, fordi de er for svære og overvældende at tage hul på.

Vi gemmer dem væk og fortæller os selv, at vi ikke har tid til at forholde os til dem lige nu. Der er lige en opvask, som skal tages og et barn, som skal puttes og en mail, der venter på at blive besvaret.

Læs Katja Bøggild-Qwists blog: Du må tro, hvad du vil

 

Modet til at leve de brændende spørgsmål

Det er vigtigt at erfare, at verden ikke falder fra hinanden, fordi vi er sårbare og vi ikke ved, hvad svaret er på de vigtige spørgsmål.

I stedet for at stresse rundt uden virkelig at være glad og leve det liv vi drømmer om for os selv og vores børn, så træner vi modet til at stoppe op og overveje de brændende spørgsmål, der får os på sporet af et familieliv, der bygger på bevidsthed, glæde og samhørighed.

 

stilhedsrevolutionen