Close
Log Ind Opret Bruger

Bare mine tanker. Født 21+1

  • 1 oktober 2017, 00:48

    Min elskede Blob ??

     

    Til misdannelsesscanning i uge 19+5 får vi at vide at vores lille babys venstre lårben er kortere end det højre. Lægerne ved ikke endnu hvad det betyder, og om det er noget den vokser fra. Vi får en ny tid til scanning på Roskilde sygehus. 

    Vi bliver enige om at det sikkert ikke er noget. Lægerne virker rolige, så det burde vi vel også?!? Der er helt sikkert ikke noget galt. Sådan noget sker ikke for os. 

     

    Lægen på Roskilde konstanterer samme misdannelse som hende i Næstved. Vores babys venstre lårben er væsentlig kortere end det andet. De tager en fostervandsprøve for at få svar på hvad der er galt. 

    Jeg er knust. Jeg VED bare at der er noget galt. Jeg har kunne mærke det lige fra starten. Lige fra det øjeblik vi fandt ud af at jeg var gravid, har jeg vidst at der var noget galt. Anders beroliger mig, og siger at det hele nok skal gå. Hvor slemt kan det lige være? I værste fald skal den have et indlæg i skoen. Måske krykker? Det kan ikke være så slemt. Det er jo kun et par milimeter. 

     

    3 dage senere får vi svar på prøverne. Baby har ikke hverken kromosomfejl eller Downs. Men den er alvorligt syg. 

    Vi får en ny tid dagen efter, til at snakke om betydningen af vores babys handikap. Vi skal tage beslutningen om vi ønsker abort. Min verden bryder sammen. 

    Det er min værste frygt der går i opfyldelse. Det her sker ikke for mig. 

    Dagen efter kører vi til Roskilde. 

    Endnu en scanning, som bekræfter vores værste frygt. Vores lille baby har PFFD, som betyder at venstre lårben og hofteskål ikke er udviklet korrekt. 

    Vores barn vil blive svært handikappet, og ingen i vores familie vil nogensinde få et normalt liv. 

    Vi vælger at give vores Blob fred, og skriver under på abort erklæringen. 

    På vejen hjem, er vi nødt til at holde ind til siden. Anders bryder helt sammen da han skal fortælle den dårlige nyhed til sin mor. Vi holder bare der i vejkanten og omfavner hinanden mens vi græder. 

     

    Dagen efter bliver vi kaldt til Næstved sygehus, hvor jeg får en pille det stopper graviditeten. 2 dage efter skal vi indlægges på svangreafdelingen til fødsel af vores baby. 

    De 2 dage der nok de længste i mit liv. Jeg græder bare, og kan slet ikke finde ro. Jeg kan ikke være i mig selv. Jeg er ved at slå vores lille baby ihjel. Jeg mærke ham sparke inde i min mave, og det er ved at tage livet af ham. Jeg kan slet ikke holde ud at mærke ham. Min dårlige samvittighed overskygger alt andet. Undskyld lille skat!! 

     

    Lørdag den 12/8-17 kl. 8.30 bliver vi indlagt. Kl. 9.30 får jeg lagt de første stikpiller op, som skal få veerne igang. 

    Det får jeg igen kl. 12.30 og kl. 15.30. 

    Det er nogle lange timer hvor vi ryger ind og ud af følelserne. Det hele er så uvirkeligt, og ingen af os forstår vidst rigtigt hvad der sker. 

    Veerne begynder at tage til omkring kl. 17. Under hele forløbet er jeg fint smertedækket af morfin. Jeg er ked af det, og synes ikke at jeg fortjener morfinen. Jeg fortjener at have ondt. 

    Noget indeni mig er også mange for at Blop skal dø af morfinen. 

    Lægerne har fortalt os at 10% af børn født før 23. uge er i live ved fødslen. Vi har ramt odds 1:100.000 så selvfølgelig rammer vi også 10%. Jeg er bange, men også lidt spændt på at møde ham. 

     

    Der er vagtskifte hos jordemødrene kl. 19.30, så der får vi ny jordemoder. 

    Omkring kl. 20 beslutter hun at tage mit vand, da veerne falder i styrke. 

    Ca. 20.15 begynder jeg at få presseveer. Jordemoderen går ud for at spørge narkoselægen om jeg må få mere morfin. I mellemtiden falder baby ned i fødselskanalen, og jeg må holde igen for at han ikke kommer ud. Anders løber ud for at hente jordemoderen. 

    Det vælter ud med blod og jeg skriger. Jeg kan slet ikke klare tanken om hvad der er ved at ske. 

    Kl. 20.27 kommer vores lille Blob til verden. Den smukkeste lille dreng på 24 cm og 365 gram. Vi er knuste. Han ligner Elias på en prik. Samme næse, ører, øjne, mund, ansigt. Endda samme bule på maven. Vores lille bitte baby.

     

    Det er meget tydeligt at der er noget galt med hans ben. Det letter egentlig en del, da det bekræfter at vi tog den rigtige beslutning. Det gør ikke sorgen mindre. 

    Hvorfor skulle det lige ske for os? Det rammer 1:100.000 børn. Der bliver født ét barn hvert 12. år med PFFD!! Hvorfor os??

    Anders mener det er fordi vi er stærke nok til at kunne klare det. Og den lille gut nåede at lære os så utrolig meget på den korte tid vi havde ham. Livet er for kort til fejltagelser, og man må ikke tage noget for givet. Vores lille skat. 

     

    Drengene havde glædet sig sådan til en lille baby i huset. De forstår det ikke rigtig. 

    Efter Blop blev født, skulle moderkagen ud. Den sad fast, og havde ingen planer om at komme ud. Et par minutter i ni siger jordemoderen at den skal ud nu, ellers må de kører mig på OP. Lægen står i døren og venter på at køre mig afsted. 

    Jeg skal op og sidde på hug, så tyngdekraften kan hjælpe til. Anders smider blusen, og tager Blob i armene. 

    Jeg får en sprøjte i låret, som skal få livmoderen til at trække sig sammen. 

    Endelig kommer den ud, en halv time efter Blop blev født. Jordemoderen har svært ved at se om den er hel, fordi den er så flosset. Det tror hun den er. 

    Jeg får Blop tilbage. Han er så lille bitte, og hans lille hjerte banker stadig. 

    Jeg er på en og samme tid stolt over at jeg har skabt det her smukke lille væsen, men ogaå fuldstændig knust over at skulle sige farvel til ham. Det er så uvirkeligt det hele. Det sker jo ikke for mig det her. Om lidt vågner jeg, og så var det hele en drøm. 

     

    Vi får 1 time og 20 minutter sammen med vores lille dreng, før han sover stille ind på mit bryst. Jeg er helt ødelagt, men samtidig lettet over alt den smerte og lidelse jeg har skånet ham for. 

    Han fortjener ikke at blive født ind i den onde verden vi lever i, hvor der ville være blevet peget fingre af ham og snakket om ham bag hans ryg. Han nåede aldrig at opleve det forfærdelige liv han ville have fået. Med smerter, operationer, hospitalsbesøg. Og alle de grimme mennesker der havde peget fingre af ham for at være anderledes. Alt det har vi skånet ham for, og det fortryder vi ikke et sekund. Men jeg ville sådan ønske at det havde været anderledes. At vi aldrig havde behøvet at tage den forfærdelige beslutning. Jeg er så ked af det. 

    Jeg håber at du kan tilgive mig lille skat. Jeg gjorde det for din skyld! Undskyld ??

     

     

    Undskyld mit meget lange indlæg, men jeg har virkelig brug for at dele mine tanker

    med nogen. 

     

     

     

    1. oktober 2017 kl. 04:34

    Årh der gør mig virkelig ondt. Blev dybt rørt af dit indlæg. broken heart . Sender en masse varme tanker, i denne svære tid.

    1. oktober 2017 kl. 04:52

    Jeg blev meget rørt af dit indlæg. Det gør mig så ondt. Hvor er jeg ked af, at I skulle igennem det. Ingen burde opleve den smerte. 

    Jeg håber, at I har god støtte omkring jer i denne svære tid. Jeg kondolerer. 

    1. oktober 2017 kl. 07:31

    Det er godt nok synd for jer. Stort kram herfra

    1. oktober 2017 kl. 08:12

    Puha, det burde ingen mennesker opleve????????

     

    stort kram, og mange tanker ❤️

    1. oktober 2017 kl. 08:59

    Det gør mig ondt og et kæmpe kram til dig og kæresten i denne svære tid og sorg, som I skal igennem.

    Selvom den dårlige samvittighed er helt normal, så lyder det til, at I har taget den rigtige og en utrolig ansvarlig beslutning, hvor I ikke har tænkt på jeres behov, men jeres lille søns, og det er om noget at elske – at kunne se ud over egne behov og gøre, hvad der er bedst for andre.

    Pas ekstra godt på hinanden nu, og så håber jeg snart, solen kigger frem til jer begge igen! 

    1. oktober 2017 kl. 09:04

    Kondolere <3

    Jeg ved hvor hårdt det at tage den beslutning… måtte igennem det samme i maj, da min lille pige havde trisomi 18

    1. oktober 2017 kl. 09:28

    Av:( blev virkelig rørt at læse jeres historie:( 

    Hvor er I stærke, og det er helt sikkert det rigtige valg i har valgt i dette situation, det må I aldrig blive i tvivl om. Som din mand flot sagde til dig, var det sikkert fordi I er blandt de stærke der kan klare at gå igennem dette! 

    Pas godt på hinanden, og stort kram til jerno

    1. oktober 2017 kl. 10:41

    Din historie rammer mig lige i hjertet. Hvor er jeg ked af det på jeres vegne – det må være helt færdeligt det, I gennemgår. Jeg synes, I virker som en fantastisk familie med en styrke uden lige. Jeg tror, din mand har ret i det, han siger <3

    1. oktober 2017 kl. 15:35

    Mange tak for at du delte din historie. Den har rørt mig dybt, og jeg sender varme tanker til dig og din familie. Nogle gange er verden et uretfærdigt sted, og jeg er ked af, at I blev nødt til at tage den beslutning. 

    1. oktober 2017 kl. 19:03

    Tusind tak for alle jeres tanker ❤️ Det betyder utroligt meget!

    1. oktober 2017 kl. 21:46

    Puha, hvor er det dog uretfærdigt. Blev virkelig rørt af din fortælling. Jeg håber det bedste for jer fremover. Det fortjener I virkelig.. broken heart

    Avatar
    pkp
    2. oktober 2017 kl. 16:21

    Puha hvor en omgang. Kan slet ikke sætte mig ind i hvad i må gå igennem – godt i har hinanden! 

    Masser af varme tanker herfra!

    Viser 13 indlæg - 1 til 13 (af 13 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.