Close
Log Ind Opret Bruger

Efterfødselsreaktion

  • Avatar
    Anonym
    10 august 2015, 10:00

    Ved ikke hvor jeg ellers skal komme ud med mine tanker end her.

    Jeg har en efterfødselsreaktion, og er bange for at den kan ende ud i en fødselsdepression. Heldigvis skal jeg starte i gruppeterapi på onsdag, men har alligevel brug for at komme ud med mine tanker, og høre om andre har samme tanker og følelser.

    Jeg har en søn på 9 1/2 mdr, som er en glad og tilfreds lille dreng.

    Min mand og jeg havde prøvet i 1 1/2 år på at blive garvid, og var igennem iui  en gang uden held, og jeg blev så naturligt gravid i en pause fra iui. Vi havde sådan ønsket denne baby,men jeg følte mig slet ikke så glad, som jeg havde forventet og følte jeg burde.

    Min graviditet gik rigtig godt selvom jeg fik graviditetssukkersyge sidst i gravididteten, så jeg måtte ikke føde på det sygehus, som jeg ellers havde planlagt. Fødslen blev sat igang, og gik egentlig godt,men meget stærkt, og min søn blev taget med sugekop, fordi han var stressede, fordi det gik så hurtigt. Fra jeg fik veer til han belv født gik der 2 1/2 time, så en hurtig fødsel. Da han blev født, og min mand tog det første billede af os, smilede jeg mest, fordi det skal man jo. Jeg følte mig ikke overlykkelig.. og det overraskede mig egentligt. Jeg følte heller ikke jeg knyttede mig så meget til ham under graviditeten, synes det var underligt at snakke til maven, og forstå at det var min søn der lå derinde.

    Den første tid gik egentlig fint, og min søn spiste fint ved mig, og sov også fint. Selvfølgelig spiste han hver 3-4 time, men det er jo meget normalt. Han var en rolig og glad dreng. Da han var omkring de 4 mdr, fandt vi ud af han ikke tog nok på, og han blev undersøgt, men han var glad og tilfreds, så vi begyndte på grød, og det hjalp.

    Jeg synes efterhånden at min tålmodighed kunne blive sat på noget af en prøve, og jeg kunne blive sur på ham uden nogen særlig grund, og uden at han var særlig besværlig.Jeg følte ikke jeg kunne rumme ham, og ville nogen gange bare gerne have min mand tog over. Da han blev ammet, kunne jeg blive helt sur på ham, når han igen skulle ammes. Og var så træt af at det kun var mig der kunne give ham mad.

    Nu er han 9 1/2 mdr, og jeg føler stadig ikke jeg elsker ham rigtigt, forstår ikke jeg er mor, og at han er mit barn, han gider til tider ikke spise, og jeg kan blive så sur på ham, og skælde lidt ud, hvilket slet ikke er iorden. Jeg har heldigvis en mand, der kan tage over, når jeg ikke længere kan rumme ham. Jeg føler mig ikke knyttet til ham, og han kunne lige så godt bare være en jeg passede. Jeg får ikke varme følelser, når han kigger på mig og smiler. Nogen gange når han kigger på mig, føler jeg at han kan se jeg ikke elsker ham som jeg burde. Jeg har lige haft en weekend, hvor jeg har haft mest lyst til bare at ligge i sengen, og ikke skulle tænke på at tage mig af min søn. Følte mig ikke glad og kunne ikke overskue særlig meget. Jeg er så bange for at falde ned i et sort hul, og min mand er bekymret for mig. Synes særlig at denne uge er det begyndt at gå værre.. Jeg har før godt kunne overskue almindelige ting, og at se folk, det synes jeg ikke jeg har særlig meget lyst til nu.

    Jeg har idag afleveret min søn i dagpleje, han startede i sidste uge, og det går bare så godt. Idag da jeg kørte fik jeg så dårlig samvittighed, fordi jeg følte mig som en dårlig mor, særligt efter weekenden, og nu havde jeg bare afleveret, men måske er det også bedst at han var hos nogen, der virkelig vil ham, og ikke hos en mor, der ikke elsker ham ordentligt.

    Årh, alle de dumme tanker og følelser.. Da jeg snakkede med shp og fortalte om alt det her, og hvad der er sket det sidste 1 1/2 års tid, kunne hun godt forstå jeg havde fået en fødselsefterreaktion. I juni 2014 blev min mor indlagt på psyk, og skulle have elektrokchok, og det var en rigtig hård tid, for hun var så dårlig, og hun havde altid glædet sig til at blive mormor(jeg er den eneste pige), og hun var bare helt "væk". Heldigvis hjalp elektrochokken, og hun fik det bedre, og havde det godt, da min søn kom til verdenen. I febuar døde min far så.. Han var meget syg til sidst, og havde været det længe, og han ønskede det. Så der er virkelig sket meget.

    Jeg er glad for at jeg får noget hjælp, og håber gruppeterapi er vejen frem.

    Hvis nogen kom så langt, så tak fordi du læste med!

    10. august 2015 kl. 10:12

    Har lyst til at like dit indlæg, fordi jeg synes, du er super modig, når du står så ærligt frem med følelser, der stadig er stærkt tabuiserede. Men jeg gør det selvfølgelig ikke, fordi det samtidig er rigtig synd for dig og en virkelig trist situation, du befinder dig i.

    Min mor havde en fødselsdepression dengang, hun fik min bror. Det er så mange år siden, så der var ikke nær så meget fokus på det, som der heldigvis er i dag. Derfor blev det opdaget ret sent. Men de følelser og tanker, du beskriver, rammer helt plet i forhold til de følelser, min mor har beskrevet, at hun havde overfor min bror. Det er SÅ godt, at du har søgt noget hjælp, for der er ingen tvivl om, at din søn bliver påvirket 

    10. august 2015 kl. 10:14

    Kære du! Hvor er du modig og hvor er det godt, at du ved, at vejen frem er at snakke om dine følelser. Det er så svært at blive forældre og nogle gange kan det være meget overvældende, hvad der "forventes" af en.. Du kan på ingen måde gøre for, hvordan du føler – sådan er det nu engang med følelser, og du skal ikke have dårlig samvittighed. 

    I har tydeligvis fået jeres barn på et tidspunkt i dit liv, hvor der har været andre ting, der fyldte. Det er naturligt nok, at det er svært at kapere en forældres død og skulle blive mor for første gang samtidig..

    Jeg håber, at du får et rigtig godt forløb i terapi og at du bliver ved med at snakke om dine følelser. Må du snart få det bedre igen!

    Avatar
    Anonym
    10. august 2015 kl. 10:20

    Tak, for dit svar. Kunne bare mærke på mig selv at det skulle ud, og det rammer mig, når du skriver at der er ingen tvivl om at min søn bliver påvirket, for det gør ondt,men jeg ved du har ret. Derfor skal jeg virkelig også ha noget hjælp.

    10. august 2015 kl. 10:20

    (Ved ikke, hvad der skete, men postede åbenbart for tidligt).

    … af dit manglende overskud. Min mor fik gentagende gange bare at vide af sin sundhedsplejerske, at hun skulle tage sig lidt sammen. Så det manglende overskud og den manglende kærlighed stod på i næsten to år, før hun fik seriøs hjælp. Min bror er i dag meget sensitiv og har altid været det, og han lider selv af depression og angst. Jeg er desværre bange for, at det har en hel del med min mors fødselsdepression at gøre, fordi den ikke blev opdaget i tide. Derfor tror jeg, det er vigtigt at få hjælp så hurtigt som muligt. Du skal nok komme over det og finde overskuddet og glæden ved at være mor, samt komme til at elske din søn højere end noget, det er jeg ikke i tvivl om. Men hjælp skal der til. Det er også godt, at du har en mand, der er sød til at tage over, når det hele brænder sammen for dig.

    Rigtig meget held og lykke med det hele 

    Avatar
    Anonym
    10. august 2015 kl. 10:37

    Tak 🙂

    Ja, det er noget sværer end jeg havde regnet med oveni alt det andet.

     

    10. august 2015 kl. 11:54

    Jeg får bare lyst til at sige til dig, at du er modig at være åben om det og stærk for at søge hjælp og tage kampen op. Jeg føler med dig, har selv været på vej derud, og det er bare så hårdt, især at stå alene med følelser, som man fortolker som "forkerte". 

    Jeg håber terapien kan hjælpe dig og hvor er det bare godt, at du har søgt om hjælp. 

    Ønsker dig alt godt. 

    10. august 2015 kl. 12:26

    Synes det er godt at du skriver om det. Jeg fik selv en fødselsdepression og nu 1,5 år senere går jeg stadig jævnligt til psykolog. Synes virkelig du burde snakke med en psykolog. Gruppeterapi er også godt, for det er godt at snakke med andre som har det på samme måde. Jeg er sikker på at du inderst inde elsker din søn meget højt, men at du ikke kan mærke dig selv. Der er dælme også sket meget i din graviditet og efterfølgende. 

    Du er velkommen til at skrive, hvis du vil snakke med en der har været i samme båd.

    no

    Viser 8 indlæg - 1 til 8 (af 8 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.