Danmarks største site for gravide
og småbørnsforældre

Fødselsdepression

31.marts 2018 kl. 23:02
Luk
Medlem siden 31-03-2018
  Online
31-03-2018 23:02
Luk
Medlem siden 31-03-2018
  Online
Godt skrevet
1

Jeg er en af de 6000 danske kvinder der årligt bliver ramt af fødselsdepression. At være en af 6000 har ikke gjort det mindre tabu-belagt, smertefuldt eller ensomt. Jeg har brugt timer på at lede efter veje igennem det, alle steder det var muligt. Jeg har søgt internettet tyndt efter historier om mødre der er kommet ud på den anden side, kommet igennem det, fordi mit håb var dødt. Det lyder måske meget dramatisk, men det var sådan det føltes da det var værst.

Jeg har gennem flere år forsøgt at blive gravid, men blev det først efter andet IVF forsøg. Jeg brugte hele min graviditet på at være bange for at noget ville gå galt, og mit barn ikke ville overleve når han først kom til verden.

Hele graviditeten var enormt surrealistisk for mig, jeg havde meget svært ved at vænne mig til at det endelig var lykkedes, og at der voksede et barn inde i mig. Graviditeten skred frem ad, og da jeg var cirka fire måneder henne, begyndte de første tegn på at min psyke ikke havde det helt så godt at vise sig. Jeg begyndte at få tvangstanker om at skade mig selv og dem jeg elsker. Mine første tanker handlede om at hoppe ud fra høje steder. Hvis jeg stod i en høj bygning, så jeg mig selv løbe hen til den nærmeste altan og springe ud over kanten af den. Senere udviklede det sig til en stor frygt for skarpe genstande, hvor jeg, hver gang jeg så en kniv, så mig selv stikke min kæreste ned. Jeg begyndte at gemme vores skarpe knive væk. Jeg brugte det meste af min graviditet på at hænge fast ved neglespidserne i håbet om at det var graviditets OCD, og at alle de ubehagelige tanker og billeder ville forsvinde når jeg havde født. Det samme gjorde min læge og psykolog.

Jeg nåede, noget mentalt forslået og brugt frem til min terminsdato, med en frygt for at miste mit barn, stor mistanke til at jeg selv var ved at blive lettere psykotisk og ude af stand til at mærke mig selv. Jeg fødte en søn, en smuk og fantastisk dreng, som jeg var heldig nok til at kunne elske fra starten. Jeg kom hjem med min familie, og den første aften var jeg klar til at aflevere min søn til mine forældre og bare få ham tilbage når han var mindre skrøbelig og hjælpeløs, for jeg var fuldstændig overbevist at jeg ikke kunne finde ud af at passe det her lille væsen.

Tvangstankerne forsvandt ikke, og jeg begyndte at få billeder af mig selv der skadede min søn inde i hovedet, jeg blev mere og mere angst for at være i nærheden af ham, og da han var cirka 14 dage gammel, blev jeg indlagt for første gang, og kom hjem efter 5 dage. Da min søn var lidt over en måned kunne jeg ikke holde til at være hjemme, og blev indlagt på nogle midlertidige aflastningspladser. Efter 14 dage kom jeg hjem derfra, for samme aften at bryde fuldstændig sammen og ligge i fosterstilling på mit badeværelsesgulv, overbevist om at mit barns liv var bedre uden mig i det, og at jeg lige så godt kunne tage mit eget liv. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg holdt ved, og ikke gik ud og forsøgte at begå selvmord, er ikke sikker på om det var et lille ønske om at leve, den sidste trevl af fornuft jeg besad, eller den dybe kærlighed jeg trods alt følte for mit barn, men jeg blev i stedet akut indlagt på en psykiatrisk afdeling.

De første mange dage brugte jeg på at overleve fra minut til minut, jeg kunne ikke koncentrere mig eller fokusere på ting der kunne få mig til at glemme hvor svært jeg havde det, jeg så ikke mit barn eller min kæreste, og jeg blev ved med at efterspørge muligheden for at blive indlagt sammen med min søn, fordi jeg savnede ham inderligt.

Jeg fik noget medicin, mens jeg var indlagt, som det skulle vise sig jeg ikke kunne tåle. Da de stoppede behandlingen med den medicin blev depressionen endnu dybere, og det endte med at jeg var nødt til at få ECT behandlinger for at komme ud af den. Efter fire måneder var jeg endelig nogenlunde klar til at komme hjem igen, og blev udskrevet.

Det jeg leder efter nu, er andre mødre... andre mødre der har prøvet det eller måske står i det. Dem der har prøvet det, og er kommet ud på den anden side, for at give mig selv håb, og dem der står i det nu.. til jer skriver jeg for at I skal vide I ikke står alene, og at der er håb, en mulighed for at komme igennem det (selvom jeg ikke er helt ude på den anden side endnu). Er der andre derude, der gerne vil dele deres historie.. og måske være med til at gøre ensomheden mindre for mig og andre, så vi ved, at vi ikke står alene?

Anmeld
Svar
Godt skrevet
1
01.april 2018 kl. 07:49
#1
Luk
Medlem siden 01-03-2017
3 startede debatter
187 skrevne indlæg
  Online
01-04-2018 07:49
Luk
Medlem siden 01-03-2017
3 startede debatter
187 skrevne indlæg
  Online
Godt skrevet
7

Først et stort kram til dig! Hvor er det uretfærdigt, at dit ønske om at blive mor endelig blev opfyldt, og så har den første lange tid været så overskygget af din depression 

Jeg er selv mor til en pige på 2 år, men har ikke haft en fødselsdepression, så jeg har ikke egne erfaringer som sådan at komme med. Når jeg skriver alligevel, er det fordi, jeg kan genkende dine tvangstanker. 

Jeg har i mange, mange år haft det sådan, som du beskriver, at hvis jeg kører bil, får jeg den tanke, at jeg kunne dreje skarpt og køre galt, ser jeg en skarp kniv får jeg en tanke om, hvad jeg kunne gøre (af skade) med den osv. Det lyder helt vildt voldsomt! Og i starten var jeg også meget nervøs for, hvad det sagde om mig og mit mentale helbred. I virkeligheden - for mig - er det ikke rigtig en 'tanke', men et splitsekunds indfald. Det er svært at forklare.

Jeg snakkede med en psykolog om det (jeg var samtidig moderat depressiv i den periode), som ikke rigtig gav noget. Hun spurgte, om jeg var meget vred over noget, men var ellers ikke bekymret, da jeg ikke havde selvskadetanker. 

Jeg fik det bedre, men de der voldsomme tanker fortsatte alligevel. I perioder mere end andre. Det, der endte med at hjælpe mig rigtig meget, var en tråd, jeg stødte på i et andet debatforum, hvor rigtig mange debattører fortalte, at de havde præcis de samme tanker. Fuldstændig velfungerende, raske mennesker, hvor flere af dem forklarede, at det for nogen af os, er en måde vores hjerne "fortæller" os om livets skrøbelighed og gør os opmærksom på potentielle farer. Der var selvfølgelig også et par stykker, som skrev at det havde de aldrig prøvet, og at det da var nogle syge tanker at have... Og ja, hvis man aldrig har prøvet det, så lyder det pænt sygt. 

Men efter jeg læste den tråd, er det blevet så meget nemmere at håndtere. Jeg ved, at der ikke er noget galt med mig. Jeg er nok lidt nervøst og overtænkende anlagt, men det er også det. 

Og ja, efter jeg fik min datter, er mine "splittanker" vendt mod hende. Fordi hun ultimativt er den, jeg er mest beskyttende overfor og bange for skal ske noget. Og det er IKKE sjovt at have sådanne livagtige tanker om ting, der kan ske hende. Men jeg VED, det kun drejer sig om min bekymring for hende og ikke om, at jeg nogensinde kunne finde på at gøre hende noget! Ever, ever!

Og det gør, at jeg kan lade tankerne passere. Ignorere dem. Og så fylder de meget lidt.

Din situation er jo en helt anden! Du har haft en voldsom fødselsdepression og selvskadetanker. Jeg ønsker på ingen måde at forklejne det! Blot sige, at hvis du, når du har det bedre, stadig oplever disse tanker, så betyder det ikke, du stadig er syg. Men måske bare, at din hjerne et lidt på overarbejde for at beskytte dig og dit barn mod verdens farer 

Anmeld
Svar
Godt skrevet
7
01.april 2018 kl. 12:07
#2
Luk
Medlem siden 31-03-2018
1 startede debatter
9 skrevne indlæg
  Online
01-04-2018 12:07
Luk
Medlem siden 31-03-2018
1 startede debatter
9 skrevne indlæg
  Online
Godt skrevet
1

Kære Haruki

Tusind tak for dit svar.

Tankerne er hvad der har været med til at gøre det hele ekstra smertefuldt... især når man allerede er meget deprimeret. Man begynder at tænke over hvad det er der sætter dem i gang, om man virkelig er blevet klar til en tvangsindlæggelse, især når depressionen gør at man begynder at tro at man virkelig ønsker at skade sit barn.. fordi det foregår i forlængelse af et manglende overskud og sammen med et jag af angst hver gang en af tankerne viser sig.

Jeg er enormt taknemmelig for dit svar, da jeg stadig kæmper med tankerne på trods af, at depressionen trods alt er begyndt at lægge sig i baggrunden.. det gør det lidt nemmere at vide man ikke er alene i det, og at der måske kan være en meget simpel og naturlig grund til det; at jeg vil beskytte mit barn.. jeg leger lidt med den tanke nu... og ser hvad den kan gøre for mig.

Mange tak.

Kram Hufflepuff

Anmeld
Svar
Godt skrevet
1

Slettet bruger

01.april 2018 kl. 18:59
#3
Slettet bruger
01-04-2018 18:59
Godt skrevet
3

Kære du

sikken voldsom omgang! De bedste tanker til dig! 

Min historie ligner på nogle punkter og alligevel slet ikke. Jeg blev gravid i andet ivf forsøg. Første forsøg endte med en missed abortion i uge 8. 

Min blivende graviditet var præget af sorg over tabet af første graviditet. I uge 30, da jeg endelig kom til psykolog med speciale i gravide, var jeg klar til at bortadoptere min søn ved fødslen. Helt alvorligt. Det var en forfærdelig graviditet og selv under fødslen tænkte jeg på om der mon ville komme et rumvæsen ud i stedet for en baby. 

heldigt for mig hjalp den virkelig dygtige psykolog mig på rette vej. Så jeg slap faktisk for en fødselsdepression men havde ekstra opfølgning både lige efter fødslen med indlæggelse i en uge, psykolog oh ekstra sundhedsplejerske besøg 

Jeg tænker ofte at jeg har været utrolig heldig at få så meget støtte undervejs. Det er ikke alle forundt. Ellers kunne det også være gået meget værre for mig

graviditets og fødselsdepression er super tabu desværre. Jeg var heldig. Jeg håber du kan finde andre kvinder, som du har et endnu større fællesskab med end mig

og sidst - husk du er en god mor. Uanset alt der er sket. Du har virkelig kæmpet for dit barn. Jeg ønsker jer alt det bedste

Anmeld
Svar
Godt skrevet
3
01.april 2018 kl. 20:30
#4
Luk
Medlem siden 31-03-2018
1 startede debatter
9 skrevne indlæg
  Online
01-04-2018 20:30
Luk
Medlem siden 31-03-2018
1 startede debatter
9 skrevne indlæg
  Online
Godt skrevet
1

Kære Anjabanja

Jeg kan genkende den sorg du skriver om, selvom det ikke helt var det samme for mig da det første æg bare ikke satte sig fast.. men da testen kom tilbage negativ følte jeg en enorm sorg fordi jeg var overbevist om at der boede en lille baby i min mave.. og anden gang var jeg så sikker på jeg ikke kunne blive gravid at jeg selv med den store mave var nødt til at overbevise mig selv om at den alien der voksede inde i mig var et levende barn..

 

Mange tak for dit svar, det betyder uendeligt meget for mig at der er nogen der svarer, selvom man måske ikke har prøvet helt det samme... det er rart at blive hørt.. det at dele den svære tur.. især på de hårde dage.. sådan lidt som i dag.. min energi passer ikke helt sammen med det jeg gerne vil.. så jeg har enormt travlt med at lave ting med min familie, med det resultat at jeg er endnu mere udmattet bagefter... og det gør mig ked af det og bange for at der er endnu en nedtur på vej...

tak for dit svar

Hufflepuff

Anmeld
Svar
Godt skrevet
1

Slettet bruger

01.april 2018 kl. 20:42
#5
Slettet bruger
01-04-2018 20:42
Godt skrevet
0

Kære Hufflepuff

Har du nogen - venner eller familie - som kan rumme at høre dig tale når du er helt ærlig om hvordan du har det og det du har været igennem? 

Selvom mit forløb har været så anderledes, tænker jeg at det er noget, som har hjulpet mig igennem bagefter den værste tid var overstået. At fortælle min historie igen og igen til mennesker jeg stoler på og som er helt på min side. Men ikke alle kan rumme at høre at jeg faktisk ikke ville have min søn, kun de tvillinger som aldrig blev til noget. Så man skal finde de rette tilhørere. Ikke fordi de kan forstå men for mig hjalp det at snakke

ved ikke om det giver mening for dig? 

Anmeld
Svar
Godt skrevet
0
01.april 2018 kl. 21:40
#6
Luk
Medlem siden 31-03-2018
1 startede debatter
9 skrevne indlæg
  Online
01-04-2018 21:40
Luk
Medlem siden 31-03-2018
1 startede debatter
9 skrevne indlæg
  Online
Godt skrevet
0

Det giver utroligt god mening, og jeg er heldig nok til at have nogle mennesker der har lyttet... men de dybe smertefulde tanker og grimme følelser er det ikke alle der kan rumme, indimellem mindst af alt mig selv... det er også derfor jeg har søgt et fællesskab her.. et eller andet sted hvor jeg håber på fællesskab og plads til at komme ud med det tunge...  Til nogen der forstår og forstår at jeg ikke elsker min søn mindre af den utroligt hårde psykiske kamp jeg er igennem lige nu.

Anmeld
Svar
Godt skrevet
0

Slettet bruger

02.april 2018 kl. 06:24
#7
Slettet bruger
02-04-2018 06:24
Godt skrevet
1

Kære du. 

Først tillykke med din søn! Jeg ked af at høre om din voldsomme historie det må være så hårdt for jer alle 3! 

Jeg har ikke selv oplevet en fødselsdepression men jeg har fået to skønne unger med min mand men som årene er gået fik jeg det værre og værre i mit indre. Jeg følte en enorm trang til at flygte, pakke bilen med de vigtigste ting, mand og børn og så bare forlade alt og alle! Jeg var overbevist om jeg ville finde lykke ved verdens ende eller på en øde ø langt væk fra mennesker og civilasionen. 

Jeg gik desværre først til læge da jeg begyndte at tænke mine børn måske var bedre tjent uden mig. Det viste sig jeg havde/har en massiv depression og kom i medicin behandling, blev fuldtidssygemeldt og gik til psykolog. Nu har jeg taget medicinen i en små 6-8 mdr tid og syntes ærlig talt jeg på vej tilbage til start, min lunte er lort, min selvtillid er lig nul, jeg ked af det og føler mig som en lortemor. 

Det svært at sidde alene med det da ingen i min omgangskreds har haft det sådan her.. føler mig virkelig fuldstændig alene i verdenen. 

Anmeld
Svar
Godt skrevet
1
02.april 2018 kl. 12:36
#8
Luk
Medlem siden 31-03-2018
1 startede debatter
9 skrevne indlæg
  Online
02-04-2018 12:36
Luk
Medlem siden 31-03-2018
1 startede debatter
9 skrevne indlæg
  Online
Godt skrevet
0

Kære dig.

 

Du er mere end velkommen her... det lyder forfærdeligt det du og din familie oplever.. jeg kender desværre godt følelsen af enten at være klar til at pakke alt og stikke af eller tro at familiens liv ville være bedre uden en...

 

Mit første spørgsmål må  næsten være om du har været henvist til psykiatrien eller om det er en privat psykolog og din læge der har stået for behandlingen?

Intet imod praktiserende læger.. men min bedring.. som den nu er.. (det er stadig pisse hårdt indimellem) men har ikke lyst til at begå selvmord konstant.. og kan spise igen.. kom først efter jeg havde mødt nogle specialister i behandlingen af depression..

Grunden til at jeg spørger er.. at der stadig er muligheder for at få det bedre.. for at dine børn kan få den mor du ved du er når det ikke er svært tilbage og for at du kan få en hverdag hvor det hele ikke bare føles som noget der skal overståes.. der er mulighed for at alt ikke skal være så tungt.. om det er ny medicin, indlæggelse eller andet.. ved jeg ikke.. men alle muligheder for bedring er ikke udtømt endnu.

 

Jeg ved ikke om du kan bruge det jeg skriver til noget.. hvis jeg har misforstået dig eller du tænkte på noget andet må du meget gerne skrive igen... uanset hvad.. må du faktisk meget gerne skrive igen. Jeg tror i al fald på at der er mulighed for bedring.. hvis du bare spørger efter det de rigtige steder.. du er mere end velkommen til at skrive privat hvis du hellere vil det.

 

Kram Hufflepuff

Anmeld
Svar
Godt skrevet
0
02.april 2018 kl. 12:55
#9
Luk
Medlem siden 05-10-2017
11 startede debatter
145 skrevne indlæg
  Online
02-04-2018 12:55
Luk
Medlem siden 05-10-2017
11 startede debatter
145 skrevne indlæg
  Online
Godt skrevet
1

Kæreste Du.

Jeg kan ikke bidrage med noget til dig desværre, andet end lidt varme tanker.

Det er stort og flot af dig at du trods alt har overskud og mod på at skrive denne tekst og række en hånd ud.

Jeg tror på at du skal klare den!

 

Stort knus.

Anmeld
Svar
Ikke sikker før Jeg ventede dig <3
Godt skrevet
1
Ikke sikker før Jeg ventede dig <3

Slettet bruger

02.april 2018 kl. 14:18
#10
Slettet bruger
02-04-2018 14:18
Godt skrevet
0
Hufflepuff skrev :

Kære dig.

 

Du er mere end velkommen her... det lyder forfærdeligt det du og din familie oplever.. jeg kender desværre godt følelsen af enten at være klar til at pakke alt og stikke af eller tro at familiens liv ville være bedre uden en...

 

Mit første spørgsmål må  næsten være om du har været henvist til psykiatrien eller om det er en privat psykolog og din læge der har stået for behandlingen?

Intet imod praktiserende læger.. men min bedring.. som den nu er.. (det er stadig pisse hårdt indimellem) men har ikke lyst til at begå selvmord konstant.. og kan spise igen.. kom først efter jeg havde mødt nogle specialister i behandlingen af depression..

Grunden til at jeg spørger er.. at der stadig er muligheder for at få det bedre.. for at dine børn kan få den mor du ved du er når det ikke er svært tilbage og for at du kan få en hverdag hvor det hele ikke bare føles som noget der skal overståes.. der er mulighed for at alt ikke skal være så tungt.. om det er ny medicin, indlæggelse eller andet.. ved jeg ikke.. men alle muligheder for bedring er ikke udtømt endnu.

 

Jeg ved ikke om du kan bruge det jeg skriver til noget.. hvis jeg har misforstået dig eller du tænkte på noget andet må du meget gerne skrive igen... uanset hvad.. må du faktisk meget gerne skrive igen. Jeg tror i al fald på at der er mulighed for bedring.. hvis du bare spørger efter det de rigtige steder.. du er mere end velkommen til at skrive privat hvis du hellere vil det.

 

Kram Hufflepuff

Sikke en sød besked. Tak ♥️ 

Jeg blev henvist til psykolog af min læge, sådan noget gratis noget kommunen tilbyder men syntes slet ikke det har hjulpet noget som helst, tror bare ikke kemien var der. 

Jeg har i tanke at henvende mig til en psykriater som lægen også har henvist til. Jeg ved faktisk ikke en skid om depression ej heller hvad der er af muligheder. 

Kommunen afslutter min sygemeldning om 2 måneder og jeg får helt angst ind til knoglerne ved tanken om at jeg skal presses i arbejde og præstere noget når jeg knap nok orker at være i min egen krop. 

Lige nu føles alting som om det skal overståes og jeg blot venter på et eller andet.. jeg ved jeg vil fortryde hvis jeg ikke får det bedre.. tænk at man bare venter på at livet ligesom er overstået? Det jo helt skørt når vi kun er her den ene gang! 

Anmeld
Svar
Godt skrevet
0
Not logged in

Anmeld til moderator

Jeg mener, at dette indlæg overtræder Min-Maves regler eller overtræder god skik.

Årsag :
Graviditetsmails
Widget hero
Få Min-Maves daglige mail om din og babys udvikling under graviditeten.*
Indtast terminsdato
eller beregn din terminsdato her.
Widget arrow
Widget arrow
* Hvis du ikke har en Min-Mave profil, laver vi en for dig,
  så du nemt kan ændre din terminsdato.
* Vi behandler dine personlige oplysninger som beskrevet i vores persondatapolitik, som kan læses her.

Debatkategorier

Terminsgrupper
Forældregrupper
Generelle debatter
Ønsker graviditet
Fertilitetsbehandling
Gravid
Fødslen
Baby (0-12 mån)
Børn (1+ år)
Familie
At miste
De kreative forældre
Babysitting
Køb og salg
Debatter opdelt efter landsdele
Om Min-mave

Nyeste blogindlæg

Nyeste artikler

 
 

Udvid dine horisonter under barselsorloven

Der er meget at se til på barselsorlov. Derfor er det vigtigt at Mor giver sig selv lov til at slappe af, hvis hun får mulighed. Fx med yoga eller kreativitet. Læs mere

 

De bedste tidspunkter for samleje i din cyklus

Sådan holder du styr på din ægløsning og bliver i stand til at planlægge hvornår, du skal hive den udkårne farmand med under dynen. Læs mere

 

Sådan påvirker stress fertiliteten

Det kan være psykisk hårdt når graviditeten udebliver, men kan stress og bekymringer påvirke dine chancer for at blive gravid? Læs mere

 

Hver fjerde graviditet er en ups’er

En undersøgelse som BT har fået foretaget viser at hver fjerde graviditet er en smutter, For 20 år siden var kun 15 % af graviditeterne ikke-planlagte. Læs mere

 

9 sjove måder at gætte om det er en dreng eller pige

Så snart de to streger viser sig på graviditetstesten, begynder din tanker nok at kredse om kønnet. Bliver det en dreng eller pige? Prøv disse sjove tests. Læs mere

Nyeste blogindlæg

 

Nyeste artikler

 
 

Udvid dine horisonter under barselsorloven

Der er meget at se til på barselsorlov. Derfor er det vigtigt at Mor giver sig selv lov til at slappe af, hvis hun får mulighed. Fx med yoga eller kreativitet. Læs mere

 

De bedste tidspunkter for samleje i din cyklus

Sådan holder du styr på din ægløsning og bliver i stand til at planlægge hvornår, du skal hive den udkårne farmand med under dynen. Læs mere

 

Sådan påvirker stress fertiliteten

Det kan være psykisk hårdt når graviditeten udebliver, men kan stress og bekymringer påvirke dine chancer for at blive gravid? Læs mere

 

Hver fjerde graviditet er en ups’er

En undersøgelse som BT har fået foretaget viser at hver fjerde graviditet er en smutter, For 20 år siden var kun 15 % af graviditeterne ikke-planlagte. Læs mere

 

9 sjove måder at gætte om det er en dreng eller pige

Så snart de to streger viser sig på graviditetstesten, begynder din tanker nok at kredse om kønnet. Bliver det en dreng eller pige? Prøv disse sjove tests. Læs mere