Umiddelbart lyder det som almindelig mangel på omtanke, samarbejde og forventningsafstemning i en hverdag med to børn og for lidt søvn og fritid. Både hans tarvelige adfærd og din modløshed. 

Den gode nyhed er, at det er til at arbejde med. Enten derhjemme ved at sætte tid til virkelig at lytte til hinandens behov. Du har måske brug for mere praktisk hjælp. Han har måske brug for alenetid (måske har du også). Eller hos en parterapeut. Det kan virkelig anbefales, da det kan give lidt struktur, som det kan være svært at skabe selv, hvis man er træt og følelsesladet. 

Jeg stemmer for at kæmpe ?? Held og lykke

Jeg synes ikke, de to eksempler er nok til at bryde en familie op. Det virker bare som om, han ikke viser omtanke, og det burde man kunne arbejde med.

Hvordan var han i øvrigt før fødslen af nummer to? Hjalp han mere til der? For hvis han pludselig er blevet ugidelig og ikke kan overskue at hjælpe til, kunne det måske godt være, at han har en efterfødselsreaktion.

Uanset hvad synes jeg, I skal kæmpe :-) Eventuelt med hjælp fra en parterapeut.

Umiddelbart synes jeg I skal prøve at finde en løsning. Det lyder som om din mand mangler omtanke og empati (kender det fra min egen mand) og samtidig kommunikerer I dårligt. En parterapeut kunne være en god løsning. Ellers skal der noget struktur på. Faste rammer for hvem der gør hvad hvornår.. f.eks. En ugeplan. 

Og så skal der rammer for brug af iPad/telefon/computer.. 

Det lyder meget som den situation min mand og jeg for nylig stod i og stadig er ved at arbejde os ud af vha. de ovennævnte redskaber. 

Har du fortalt din mand at det generer dig at han gør sådan? Vi kvinder har lidt en tendens til at tro at vores mænd er tankelæsere ("Du burde vide hvorfor jeg er sur på dig" - kvinder). Det kan jo være at han bare ikke ved at det han gør, gør dig ked af det/sur/hvad du nu vil kalde det. Hans opførsel er da ikke helt optimal, for at sige det mildt, men jeg synes ikke at det er årsag nok til at bryde et ægteskab og gøre jeres små børn til skilsmissebørn.

Ellers er jeg enig med de ovenstående om at i skal snakke om tingene og hvis det ikke fungerer, så i noget parterapi.

Jeg er ikke gift, men min kæreste er på samme måde. Han er sygemeldt med depression og jeg står faktisk med alt der handler om vores søn på 4 uger. Det er ekstremt hårdt, jeg har valgt at kæmpe for det og jeg håber det bliver bedre, jeg fortæller ham ofte at jeg har brug for hjælp til en masse ting. Jeg har selv været tæt på en fødselsdepression fordi amningen ikke fungerede og jeg følte jeg ikke var god nok til min søn. 

Jeg kender fødslen af at være træt af sin kæreste/mand. Hvis jeg var dig, ville jeg fortælle ham at han altså må hjælpe til ellers holder det ikke. Herhjemme siger jeg til ham at jeg lige så godt kunne være alene, det ville være nemmere. Nu er min kæreste begyndt at lave flasker om natten og tager ham når tasken skal pakkes osv