Det startede allerede tirsdag d. 29/11 om aftenen. Jeg havde fået det noget skidt, med feber, svimmelhed og general utilpashed. Lige efter aftensmaden besvimede jeg et par gange og var et smut ved vagtlægen. Lavt blodtryk, fik jeg af vide var problemet og fik besked på at slappe af.

Dagen efter var jeg ved egen læge på grund af smerter i underlivet. Jeg fortalte hende om episoden aftenen før og hun sendte mig straks til en scanning hvor jeg blev scannet både indvendigt og udvendigt. Der var intet at se. De tog en prøve af min urin, men den var også fin. Hjem igen.

Så skete der ikke mere end at jeg gik og var lidt sløj, før søndag morgen. Jeg stod op og gjorde ligesom jeg plejer. Jeg sad lige ved computeren mens tøsen kørte noget mad i hovedet og PLASK, min stol var pjask våd. Min umiddelbare tanke var at jeg nok var kommet til at tisse i bukserne, så jeg skyndte mig ud på toilettet. Jeg var helt gennemblødt og vandet blev ved med at sive. Lige så snart det gik op for mig hvad der var sket, skyndte jeg mig at ligge mig ned og ringe ind til fødegangen. Mit vand var gået - 23+1

Jeg blev hentet i ambulance til Aalborg, fordi børneafdelingen i Hjørring ikke kunne håndtere så for tidligt fødte børn. Jeg blav scannet og undersøgt på alle tænkelige måder og de nåede frem til at jeg havde en lille infektion. Jeg fik et drop i hånden med antibiotika og blev flyttet op på svangerskabsafdelingen, hvor jeg blev indlagt til at være sengeliggende indtil jeg skulle sættes igang når jeg var 34 uger henne.

Der lå jeg så indtil onsdag aften, hvor jeg begyndte at få veer. Jeg blev straks sendt ned på fødegangen og undersøgelserne gik igang igen. Infektionen havde taget til og nu kunne min krop ikke mere - baby skulle ud.

Jeg havde veer indtil 17:45 næste dag (8/12) - i knapt 24 timer - hvor min lillebitte søn så blev født. Han var faktisk en stor knægt af sin "alder" med en kampvægt på lige over 500 gram og en fin længde på 31 centimeter. Han blev selvfølgelig hevet væk af et team af læger lige så snart han var ude og jeg blev sat i hastebehandling for infektionen med et nyt drop i den anden hånd.

Jeg så min søn for første gang dagen efter, hvor jeg var frisk nok til at rejse mig fra sengen igen. Med ledninger over det hele og en tube i næsen så det ret voldsomt ud, men de forsikrede mig om at han er okay.

Han har fået scannet sit hovede for at se om der var blødninger i hjernen og dem er der ingen af. Alt tyder på at han nok skal klare sig og formegentlig endda uden de helt store mén.