Tja, jeg tænker...hvad med at adoptere? Der er tusindvis af forældreløse børn rundt omkring i verden, som har brug for et kærligt hjem. 

NinetNielsen skrev :

Tja, jeg tænker...hvad med at adoptere? Der er tusindvis af forældreløse børn rundt omkring i verden, som har brug for et kærligt hjem. 

Jeg vil ikke ud i verden og hente et barn, når der er børn i dk der har brug for et kærligt hjem. Hvad tænker du når du foreslår adoption ift min problematik? :) 

Efter nr 1 orkede jeg virkelig heller ikke en baby mere. Ville gerne have et barn, men ikke baby. For mig er det dog vigtigt med søskendes, da jeg slv er vokset op med 4. Og jeg havde også følelsen af, at der manglede noget. Vi fik så barn nr to. Da hun lå på mit bryst, havde jeg bare den stærke følelse af, at hun hører bare til hos os! Jeg er så glad for, st mit barn har fået en søskend. Tanken om plejebørn har også altid været til stede hos mig, og måske har vi overskuddet når børnene er store nok. Det kan også være, vi ikke har pga min kroniske sygdomme, men det ser vi, når børnene er store. 

soontobe5 skrev :

Efter nr 1 orkede jeg virkelig heller ikke en baby mere. Ville gerne have et barn, men ikke baby. For mig er det dog vigtigt med søskendes, da jeg slv er vokset op med 4. Og jeg havde også følelsen af, at der manglede noget. Vi fik så barn nr to. Da hun lå på mit bryst, havde jeg bare den stærke følelse af, at hun hører bare til hos os! Jeg er så glad for, st mit barn har fået en søskend. Tanken om plejebørn har også altid været til stede hos mig, og måske har vi overskuddet når børnene er store nok. Det kan også være, vi ikke har pga min kroniske sygdomme, men det ser vi, når børnene er store. 

Hvad fik dig alligevel til at tage springet? Når du nu ikke orkede det? Og hvor langt er der i mellem? 
 

Så det du lidt siger er, at det ene ikke behøver udelukke det andet? 

Malou_Mor87 skrev :

NinetNielsen skrev :

Tja, jeg tænker...hvad med at adoptere? Der er tusindvis af forældreløse børn rundt omkring i verden, som har brug for et kærligt hjem. 

Jeg vil ikke ud i verden og hente et barn, når der er børn i dk der har brug for et kærligt hjem. Hvad tænker du når du foreslår adoption ift min problematik? :) 

Et plejebarn er kun til låns. Der er ingen garanti for at han/hun fortsat ønsker at være en del af jeres familie, når han/hun er fyldt 18 år. Derfor er der heller ikke garanti for at jeres barn får en "bror/søster" ud af det. 

Et adopteret barn, vil være jeres barn, og altid være en bror/søster. I giver en der er forældreløs et hjem, og I sætter ikke selv flere børn i verden.

Om barnet er født i den ene eller anden del af verden er vel ikke så vigtigt 😉 

Jeg tænker, det på mange måder kan være hårdere at have et plejebarn end at have en nyfødt. 

Min bedste veninde vil gerne være plejeforælder, og hun var igennem diverse kurser for at lære mere om det. Det var et realitetschok, fordi det er så barske vilkår. Ofte skal man samarbejde med forældre, som man slet, slet ikke har lyst til at samarbejde med, og man skal være villig til at give slip og lade et barn komme tilbage til deres egen forælder, selvom man måske slet ikke føler, det er det rigtige for barnet. 

Jeg er ikke bygget til det, men har kæmpe respekt for andre, der er. Men jeg tror virkelig, det er hårdt. Og som det bliver påpeget ovenover, så er der ingen garantier for, at ens eget barn ikke kommer til at "miste" en plejesøskende, hvis de en dag ikke kan/vil være en del af ens familie mere. 

Vi har også tit overvejet adoption herhjemme, og jeg tænker lidt: hvis man kan hjælpe et forældreløst barn, er det så ikke ligemeget, hvor barnet er født?

Malou_Mor87 skrev :

Kære min mave og monopolet. 
 

Jeg har lidt et dilemma, egentlig er det lige nu et tanke dilemma, men vil gerne høre hvad i siger. 
 

Jeg har et barn på næsten 4 år med min mand. Jeg tænker meget over om vi skal have et barn mere, måske om 1-2 år. Jeg er ikke skruk.. som i slet ikke. Det er først nu jeg kan sove hele natten. Derudover er der meget gang i mit barn og min mand arbejder rigtig meget. det jeg tænker, det er at jeg alligevel synes der "mangler" en i vores familie. Vores barn spørger efter en lillebror eller søster og er SÅ sød ved babyer.. så smelter mit hjerte lidt. Men lysten til at være oppe om natten hele tiden, have et barn der sover meget lidt, små lure og samtidig være primus motor på den store er lidt uoverskueligt. 
 

Derudover har jeg nogle større skrupler over det at have ansvaret for at give et andet menneske liv.. nedsæt hvad det indebærer. Det synes jeg i forvejen er mega stort. Men jeg har den der.. der mangler altså en her.. hos os. 
 

jeg har ALTID haft en lille drøm om et plejebarn, men først når vores egen er teenager fx. Jeg synes virkelig der er mangel på gode plejefamilier og jeg tror selv på, at vi ville kunne give et andet barn, rigtig meget kærlighed og en stabil hverdag. Og jeg er med på at et plejebarn kan have udfordringer osv. og det tager vi selvfølgelig med. 
Men hvis vi får vores eget tror jeg ikke på vi også vil få et plejebarn og det synes jeg på en eller anden måde er egoistisk, særligt når jeg let ikke er skruk. Var sammen med en baby i torsdags og tænkte.. pyh godt det ikke er mig 🙈 beklager til alle dem der kan føle sig stødte over følgende; jeg synes også det er egoistisk at blive ved med at producere børn, når kloden er så overbefolket og mange andre børn kunne have brug for det vi kan give. 
ulempen ved et plejebarn er at vores barn på 4 ikke vil have en søskende der er tættere på aldersmæssigt. 
 

Har du ikke været skruk og ikke orket, men fået en baby alligevel? Hvordan er det gået? Eller har du et plejebarn hvor der er stor aldersforskel på det og dit eget barn? Og hvad tænker du generelt om mit tanke dilemma? 
 

jeg tænker på det HELE tiden! Jeg ville ønske jeg var skruk og så bort fatalt det andet. Eller at jeg ikke havde følelsen af at der mangler én... 

Det handler ikke om dig og dine ønsker - eller dit barns ønsker!! Bliver faktisk stødt af din naivitet om det at have et plejebarn. 

Din mand arbejder rigtigt meget, alene det gør, at du kan glemme det. Det er et stort familieprojekt, så hele familien skal gå all in. Børnene kommer med mere end almindelig bagage, dette vil også ramme dit barn. Du skal håndtere og inkludere biologiske forældre, der er mere eller mindre samarbejdsvillige. Der er konflikter med kommunen og endeløse dokumentationer at håndtere.

Du kan sammenligne det med at få et handicappet barn, det er en belastning for familien, og derfor er det vigtigt, at du er realistisk og lægger de lyserøde forestillinger væk.

Slettet bruger skrev :

Malou_Mor87 skrev :

Kære min mave og monopolet. 
 

Jeg har lidt et dilemma, egentlig er det lige nu et tanke dilemma, men vil gerne høre hvad i siger. 
 

Jeg har et barn på næsten 4 år med min mand. Jeg tænker meget over om vi skal have et barn mere, måske om 1-2 år. Jeg er ikke skruk.. som i slet ikke. Det er først nu jeg kan sove hele natten. Derudover er der meget gang i mit barn og min mand arbejder rigtig meget. det jeg tænker, det er at jeg alligevel synes der "mangler" en i vores familie. Vores barn spørger efter en lillebror eller søster og er SÅ sød ved babyer.. så smelter mit hjerte lidt. Men lysten til at være oppe om natten hele tiden, have et barn der sover meget lidt, små lure og samtidig være primus motor på den store er lidt uoverskueligt. 
 

Derudover har jeg nogle større skrupler over det at have ansvaret for at give et andet menneske liv.. nedsæt hvad det indebærer. Det synes jeg i forvejen er mega stort. Men jeg har den der.. der mangler altså en her.. hos os. 
 

jeg har ALTID haft en lille drøm om et plejebarn, men først når vores egen er teenager fx. Jeg synes virkelig der er mangel på gode plejefamilier og jeg tror selv på, at vi ville kunne give et andet barn, rigtig meget kærlighed og en stabil hverdag. Og jeg er med på at et plejebarn kan have udfordringer osv. og det tager vi selvfølgelig med. 
Men hvis vi får vores eget tror jeg ikke på vi også vil få et plejebarn og det synes jeg på en eller anden måde er egoistisk, særligt når jeg let ikke er skruk. Var sammen med en baby i torsdags og tænkte.. pyh godt det ikke er mig 🙈 beklager til alle dem der kan føle sig stødte over følgende; jeg synes også det er egoistisk at blive ved med at producere børn, når kloden er så overbefolket og mange andre børn kunne have brug for det vi kan give. 
ulempen ved et plejebarn er at vores barn på 4 ikke vil have en søskende der er tættere på aldersmæssigt. 
 

Har du ikke været skruk og ikke orket, men fået en baby alligevel? Hvordan er det gået? Eller har du et plejebarn hvor der er stor aldersforskel på det og dit eget barn? Og hvad tænker du generelt om mit tanke dilemma? 
 

jeg tænker på det HELE tiden! Jeg ville ønske jeg var skruk og så bort fatalt det andet. Eller at jeg ikke havde følelsen af at der mangler én... 

Det handler ikke om dig og dine ønsker - eller dit barns ønsker!! Bliver faktisk stødt af din naivitet om det at have et plejebarn. 

Din mand arbejder rigtigt meget, alene det gør, at du kan glemme det. Det er et stort familieprojekt, så hele familien skal gå all in. Børnene kommer med mere end almindelig bagage, dette vil også ramme dit barn. Du skal håndtere og inkludere biologiske forældre, der er mere eller mindre samarbejdsvillige. Der er konflikter med kommunen og endeløse dokumentationer at håndtere.

Du kan sammenligne det med at få et handicappet barn, det er en belastning for familien, og derfor er det vigtigt, at du er realistisk og lægger de lyserøde forestillinger væk.

Jeg synes du skal tage det lidt roligt :) du kan jo starte med at spørge i stedet for at konkludere. Jeg skriver et plejebarn når vores barn er teenager. Der er altså 10-11 år til :) jeg ville til den tid jo ikke gøre det for min skyld, eller vores barns skyld, men for plejebarneys skyld alene. Og selvfølgelig kun hvis han ikke arbejder som han gør nu.. han er under opstart af egen virksomhed. 
 

jeg bliver tilsvarende irriteret over din naivitet og at du ikke læser hvad jeg skriver, eller spørger i stedet for at konkludere. Tak for dit svar.. 

fehår skrev :

Jeg tænker, det på mange måder kan være hårdere at have et plejebarn end at have en nyfødt. 

Min bedste veninde vil gerne være plejeforælder, og hun var igennem diverse kurser for at lære mere om det. Det var et realitetschok, fordi det er så barske vilkår. Ofte skal man samarbejde med forældre, som man slet, slet ikke har lyst til at samarbejde med, og man skal være villig til at give slip og lade et barn komme tilbage til deres egen forælder, selvom man måske slet ikke føler, det er det rigtige for barnet. 

Jeg er ikke bygget til det, men har kæmpe respekt for andre, der er. Men jeg tror virkelig, det er hårdt. Og som det bliver påpeget ovenover, så er der ingen garantier for, at ens eget barn ikke kommer til at "miste" en plejesøskende, hvis de en dag ikke kan/vil være en del af ens familie mere. 

Vi har også tit overvejet adoption herhjemme, og jeg tænker lidt: hvis man kan hjælpe et forældreløst barn, er det så ikke ligemeget, hvor barnet er født?

Jeg er helt med på at barnet ikke vil være vores, men det er netop derfor.. det er for barnets skyld og ikke for vores. Iøvrigt så synes jeg der er rigtig meget med adoptions verdenen jeg synes er svært at gennemskue. Og jeg er med på der er meget hårdt arbejde med et plejebarn, ingen garantier, samarbejde med barnets familie osv osv. jeg er socialfagligt uddannet og ved at det er en kæmpe opgave, hvorfor jeg aldrig kunne finde på at få et plejebarn når min egen er lille.. og stadigvæk selvfølgelig kun hvis min mand ikke arbejder så meget. 

Et plejebarn kan på ingen måder sammenlignes med det at få et barn selv. Selvfølgelig findes der ukomplicerede plejebørn, der bliver hele barndommen hos plejeforældrene, men ofte kommer plejebørn med en meget tung bagage, og der følger også de biologiske forældre med i ligningen.

At være plejeforældre er hårdt arbejde - på en anderledes måde.

Det kræver derfor særligt overskud at være plejeforældre.