Hejsa :) 

Av, det gør så ondt når de taler begrænsende om dem selv, uden grundlag. 

Vores dreng på 4 er en meget omsorgsfuld fyr, en god ven, men skal også i nogle situationer (nok ikke i samme grad som din datter, men stadig) se situationen an, før han kaster sig hovedkuls ud i noget. 

Han havde også for et halvt år siden, dage hvor han sagde "jamen far det kan jeg ikke finde ud af, for det er jeg ikke særlig god til" eller "mor jeg er ikke særlig dygtig"- 

For os virkede det, at hver gang han kom med en sådan sætning, tog vi fat i begge hans arme (blidt selvfølgelig!) og kiggede ham dybt i øjnene og sagde "skat, du er mega god til det, prøv at se hvor langt du allerede er nået?" eller "skat, sådan må du ikke sige om dig selv for du er dygtig" eller "skat, du bliver god lige om lidt når vi lige har øvet det" og så anerkendte det ekstra når han så lykkedes med f.eks. at tegne en cirkel. Derudover snakkede vi meget og gør det til dels stadig - når vi f.eks. er på vej til legeland, lalandia, legeplads, venner med børn, osv. om. hvad det er vi skal, og hvad han vil lave når han er i f.eks. badeland. For når vi så er i badeland kan vi sige "Du sagde du ville prøve alle tre rutsjebaner - er du stadig klar på det ?" - det forpligter på en anden måde når han bliver mindet om han selv har sagt at han ville det. 

Det er (heldigvis) helt væk nu, det eneste han siger en sjælden gang imellem er "jeg skal bare lige øve mig, så bliver jeg god" - men kan stadig huske det sug det gav mig i maven når han talte dårligt om sig selv og egne evner. 

Siger bestemt ikke ovenstående er opskriften, men det virkede her. Håber Jeres pige får en ordentlig portion selvtillid ind, så hun ikke går glip af for meget leg og sjov <3 :) 

Min datter har i perioder også haft det sådan. Hun vil tit gerne "være den bedste" - især efter hun er startet i skole - hvilket også påvirker hende nogle gange.

Herhjemme snakker vi om, at man ikke altid kan være den bedste til de ting, som man laver - men så længe man prøver det bedste man kan (og har det sjovt), så skal man nok udvikle sig. Hun har også udtrykt ting som, "jeg er dum" "der er ingen der vil lege med mig" osv, og her går vi ind og spørger HVORFOR hun synes hun er dum (eller hvorfor hun siger sådan). For tit kan jeg fortælle hende nok så mange gange, at hun ikke er det, men hvis hun føler det er sådan, så hjælper det som regel at sætte ord på følelserne (og nogle gange er det slet ikke det de egentligt mener). 
 

Så mit råd er helt sikkert, at spørge åbent ind til følelserne (som man nu kan i den alder) - og ellers snakke om "jamen det synes mor slet ikke, jeg kan da huske at du gjorde ***, og det var da mega sejt/sødt/rart/smart". Det har k hvert fald hjulpet en del herhjemme, at få sat ord på følelserne/de ting der er sket - og nok også anerkende, at det er sådan hun har det. 🤗

Jeg tilslutter mig de andre i at det er en god idé at italesætte det og så tale med hende om de ting hun er særlig dygtig til. Og så tale med hende om hun gerne vil blive dygtig til at turde de vilde tin gi legeland så starter man med de små. Rutsjebaner og små hoppeborge og hvordan så synes det er sjovt kan man prøve noget vildere, måske men.med mor og far eller fætter. 

Jeg har en dreng på 4 som ingenting tør, men han har det ok med det. Når vi har været i forlystelsespark så spørger vi ham om han vil prøve x og hvis han så siger nej så presser vi ikke på og hygger os med noget andet. Han er god til at lege med pinde og er enormt kreativt. Det er også fedt at være god til.

Netop derfor siger jag aldig til min datter at noget er dumt. Drop det ord, ud med det. Slår man hovedet ind i et bord kan et bord ikke være dumt. Tegnefilmsfigure er ikke dumme. Intet er dumt. Alt er som det skal være. Det kan være fjollet eller andet, men I skal droppe den slags benævnelser. Drop "dumme mor" osv. 

Fortæl hende at der ikke er noget der hedder dum. 
og hver gang hun siger sådan, så fortæl hende det modsatte. Hun er klog, smart, og indimellem kan man bare ikke være god til alting.

 

Det man netop skal væk fra, er vel hele "vurderingen" af barnet?  Man skal ikke vurderes på tegninger, relationer, det man gør og kan. Men have at vide, at man er dejlig og værdsat for den man er. 
Og så det allervigtigste: man bliver kun god til de ting man øver sig på. Og dét kan man være god til. Så måske er det dét du skal fremhæve? Jeg tænker at du allerede har læst alt det? 
Hun er stor nok til at du kan have en snak om at i denne gang øvede jer på at være i Legoland - og næste gang kan hun øve sig på at prøve ting. Så kan i lægge en plan. Fx at hun prøver de helt "lette" ting - øver sig på dem. Og får en succesoplevelse Måske tale om ting du øver dig på - jeg tror du kan komme på de bedste ting selv! 

Kender du bogen de utrolige år? Den handler om at være sports kommentator på det barnet gør. Men sætte ord på; du er omsorgsfuld, du hjælper mig, det bliver jeg rigtig glad for, tak.
Og så tænker jeg.. hvordan taler du om ting, tør du prøve tingene i Legoland osv? 

Du har allerede fået mange gode input. 

En anden vinkel er: hvordan taler du til/om dig selv, når du ikke er så perfekt, som vi vel alle gerne vil være? Jeg tænker på fx når du glemmer bilnøglerne, lader risene brænde på, får blandet vasketøj så det hele bliver lyseblåt - eller ærgrer dig over, du fik sagt/ikke fik sagt noget i en bestemt situation... Jeg siger ikke, det er din skyld, hun har de tanker(!). For det sagtens skyldes alt muligt andet og de andres tips er gode. Men min datter er lynhurtig til at kopiere mit reaktionsmønster...