Close
Log Ind Opret Bruger

Er det normalt at føle sig i vejen?

  • 29 april 2017, 01:15

    Min kæreste har en datter på halvandet år, som er her hver anden weekend. Hun blev født et par måneder efter vi blev kærester, og han kunne ikke få kommunikation i gang med moren, så det måtte turen igennem statsforvaltningen, og hun var 7 mdr, da han så hende første gang. For ca et halvt år siden begyndte hun at komme herhjem på weekend med stille og rolig optrapning. 

    Jeg har hele tiden haft svært ved at finde min rolle, når hun er her, da jeg jo har næsten al min kærestes opmærksomhed til hverdag, og når hun er her føler jeg mig ekskluderet til tredje hjul. Jeg ved, at min kæreste ikke ønsker det sådan, og vi har mange gange snakket om det. Jeg har hele tiden taget del i både de sjove og mindre sjove ting, og ofte føler jeg, at jeg laver mest især af de mindre sjove ting. 

    Sidst hun var her var det rigtig ubehageligt, fordi hun kun ville op til mig og ikke hendes far. Han blev ked af der og sur på mig over, at han følte jeg stjal hans datter. Vi aftalte, at jeg skulle trække mig lidt, og så blev set fint igen. Den her gang har jeg det dog rigtig skidt, fordi jeg er bange for at gøre ting forkert, og fordi jeg synes det er rigtig svært, at han ikke engang kan lytte, hvis jeg fortæller et eller andet, fordi hun lige siger eller vil noget. 

    Hun larmer meget om natten, og jeg kommer hurtigt i underskud af energi, fordi jeg ikke får meget søvn. I nat havde min kæreste og jeg et sammenstød, fordi vi begge var trætte og frustrerede. Jeg har svært ved at tackle de sammenstød som oftest opstår mindst en gang på sådan en weekend. I løbet af dagen blev jeg ked af det, fordi jeg følte afmagt, og han var sød og forstående og købte noget chokolade til mig og hans datter, og sagde, så er der to til dig og en til datteren. Jeg blev glad, fordi jeg følte, at han tog mig alvorligt, men blev sgu lidt ked af det igen, da hun havde spist sit chokolade, og han lod hende åbne mit som jeg egentlig ville have om aftenen. Han syntes bare hun var så kær, fordi hun sagde lade.

    En ting der også frustrerer mig er, at han siger vi skl støtte hinanden i de grænser vi sætter for hende, og ikke blande sig og gøre noget andet. Han er bare ikke god til at overholde det selv, så jeg føler mig som en bussemand. Og ligeså snart hun hyler, fordi hun ikke får sin vilje, så får hun den alligevel. Hun er meget stædig, så det sker ofte. 

    Når hun er puttet om aftenen vil han spille noget computerspil, og jeg falder altid i søvn inden han er færdig. Egentlig savner jeg bare at han holder lidt om mig, for jeg føler mig lidt usynlig og ligegyldig. Vi hverken kysser eller krammer ret meget, når hun er her, fordi hun bliver jaloux, så når det er er det oftest, når hun leger eller er optaget. 

    Jeg synes det er hårdt at føle at jeg er en del af noget som jeg ikke helt er. Og har bare brug for at høre, om det er normalt, og måske Hvordan det kan løses? Vi er pt i fertilitetsbehandling, da jeg har fået fjernet en æggeleder og ikke skal forvente, at den anden virker. Og lige nu ønsker jeg ikke at starte et forsøg op igen, hvilket ellers var meningen ved næste mens. Jeg synes hele den her situation er så svær, at jeg ikke kan overskue at komplicere det yderligere, men samtidig gør det mig rigtig ked af det.

  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.