Ved i, om det også er et problem ved hans mor og den nye lillebror/søster der?

Jeg har ikke hørt noget om det, men var til fødselsdag derhjemme for nogle måneder siden. Der legede storebror og hans ven ret vildt med lillesøster. De viste hinanden at de kunne smide hende op i luften og gribe hende og de løb rundt med hende i et bodbassin. Men om han desideret gør ting som at mase hende eller sådan noget, det ved jeg ikke. Desværre virker det ikke til, at der bliver sat så mange grænser eller at der bliver lagt mærke til hvad han gør. I mine øjne, skriger han på at få sat nogle tydelige grænser. Men det er svært for mig, at sætte dem, da jeg ikke bor sammen med ham og derfor bare vil virke som den sure, onde stedmoder. 

Hvis jeg var dig, ville jeg skide på, om jeg blev betragtet som den onde stedmoder, og passe på min søn. Det virker ikke til, at din kæreste gør så meget, så du må selv sætte grænser for din papsøn og sørge for, at han opfører sig ordentligt over for dit barn. 

"ej kan du ikke se, at lillebror ikke kan lide det?

Øh han er 10 år gammel og ikke 3 år ?

Selvfølgelig kan han se at lillebror ikke kan lide det og selvfølgelig ved han det er forkert.

Der havde jeg sagt klart fra og talt med store bogstaver - for det er simpelthen ikke en normal adfærd fra så stort et barn , har han en diagnose?

Det er slet ikke en selvfølge at storebror forstår at det han gør er forkert, og slet ikke hvis han ikke oplever grænser hjemme hos mor. Børn opfører sig ordentligt, hvis de kan. Lad være med at se på ham som om han gøre noget ondskabsfuldt, og påtag dig istedet opgaven at lære ham at gøre det rigtigt. Inddrag ham, giv ham opgaver, hjælp ham sætte ord på det er svært at være storebror, svært at skulle dele, og svært at være delebarn i en tydeligvis kompliceret situation. 

Igen skrev :

Det er slet ikke en selvfølge at storebror forstår at det han gør er forkert, og slet ikke hvis han ikke oplever grænser hjemme hos mor. Børn opfører sig ordentligt, hvis de kan. Lad være med at se på ham som om han gøre noget ondskabsfuldt, og påtag dig istedet opgaven at lære ham at gøre det rigtigt. Inddrag ham, giv ham opgaver, hjælp ham sætte ord på det er svært at være storebror, svært at skulle dele, og svært at være delebarn i en tydeligvis kompliceret situation. 

Hvis en 10 årige ikke forstår det han gør er forkert, så er der altså noget gruelig galt, udfra det TS skriver tænker jeg næsten at han må have en form for diagnose ADHD/autisme eller noget i den dur. Og jeg ville under ingen omstændigheder lade den lille være ude af syne med ham i nærheden.

Manuk skrev :

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal tackle min søns storebror. Min søn er 11 mdr og hans storebror er 10 år. 
Storebror bor i 7/7 ordning hos sin far og far og jeg bor ikke sammen, men er kærester og sammen har vi en fælles søn (den lille på 11 mdr). 
Sagen er den, at storebror til tider, er ret voldsom over for sin lillebror. Tidligere har han skubbet til barnevognen, været ved at vælte autostolen ud af bilen (da lillebror kun var 4 uger gammel), trykket ham hårdt på kinderne og forsøgt at dreje hans hoved. I dag klemte han så lillebrors hoved hårdt med sine fingre. Far så det i dag og sagde "ej kan du ikke se, at lillebror ikke kan lide det?) men ellers har far ikke lagt mærke til de ting. Jeg kan mærke, at jeg bliver utryg over det og er begyndt at frygte for, når de to skal være sammen. Jeg ønsker at de to får et godt forhold til hinanden, men er også bange for, at han gør noget lignende igen. Storebror kan også være kærlig over for lillebror og det roser jeg ham for og siger f.eks. "Se det kan han godt lide" eller "se hvor han kigger efter dig, han synes at du er sjov". Men det er som om, at han nogle gange, hvis far giver lillebror opmærksomhed, gør voldsomme ting. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal tackle det, for jeg har ikke lyst til, at være "den onde stedmoder", samtidig bliver jeg sgu bange, når storebror som i dag, maser lillebrors hoved med vilje. 
 

Spørgsmålet om hvorfor vi ikke bor sammen, kommer sikkert, så her er den korte historie: Vi planlagde at flytte sammen i min lejlighed og begyndte at bygge et værelse til storebror. Men så flyttede storebrors mor sammen med sin kæreste og hans to børn. Storebror fik derfor to mindre bonus søskende og nyt sted at bo. Derfor besluttede vi at vente, så storebror ikke skulle rykkes op to steder med meget kort mellemrum. Da der så var ved at falde lidt ro på, blev jeg gravid (planlagt), men det gjorde mor også, så nu skulle storebror også  være storebror to steder på en gang med meget kort mellemrum. Det vurderede vi, endnu engang at være en meget stor omvæltning for storebror. Da min (vores) søn så blev født, fandt vi ud af, at det faktisk var fint, ikke at bo sammen, fremfor at forsøge at leve 4 mennesker i en lejlighed på 70 m2. Planen er nu, at far prøver at rykke tættere på (bor 6 km væk nu), så vi alle kan ses mere i hverdagen. 

 

 

Nåååh, så alle jeres foranstaltninger (herunder at prioritere at lave en lillebror i stedet for at inkludere drengen i jeres liv), er for HANS skyld?

Efter din fortælling er drengen rundt regnet den lavest prioriterede i begge familier, stakkels dreng.

Jeg ville undre mig, hvis han IKKE reagerede, det er vist en meget sund reaktion på det liv, han bliver budt på de forskellige matrikler, han flyttes rundt på, det må være som at blive slået hjem i Ludo hele tiden.

Giv ham noget stabilitet og opmærksomhed, læg mærke til, at du snakker om DIT barn, når du snakker TIL ham.

mitalt skrev :

Igen skrev :

Det er slet ikke en selvfølge at storebror forstår at det han gør er forkert, og slet ikke hvis han ikke oplever grænser hjemme hos mor. Børn opfører sig ordentligt, hvis de kan. Lad være med at se på ham som om han gøre noget ondskabsfuldt, og påtag dig istedet opgaven at lære ham at gøre det rigtigt. Inddrag ham, giv ham opgaver, hjælp ham sætte ord på det er svært at være storebror, svært at skulle dele, og svært at være delebarn i en tydeligvis kompliceret situation. 

Hvis en 10 årige ikke forstår det han gør er forkert, så er der altså noget gruelig galt, udfra det TS skriver tænker jeg næsten at han må have en form for diagnose ADHD/autisme eller noget i den dur. Og jeg ville under ingen omstændigheder lade den lille være ude af syne med ham i nærheden.

 

Jeg giver mitalt helt ret. Det er bestemt ikke normal adfærd fra en 10 årig. 

Sikke en kedelig snak om diagnoser og fejlfinding af den 10 årige dreng! Er hans situation kompleks? Øh ja det tror jeg da lige den er! Skilte forældre - nye bonus søskende - mor flytter sammen med ny kæreste hvor bonussøskende føl er med- far har ny kæreste - mor og far får begge to en ny baby🤥 puha! Prøv lige at se på de vilkår?! Og drengen pendler så i en 7/7 ordning 😵

Måske én eller anden voksen, måske dig, eller hans far skulle tage ham i hånden en dag - gå en tur, leg løb gik på efteråret og SNAK med ham og lad ham mærke sig selv og LYT til ham. Måske fortæller han noget på sådan en tur der er værd at spørge ind til eller tale om. Og ifht. din lille dreng - du er hans mor. Det er sin pligt at beskytte ham og sætter grænser på hans vegne. Den store får intet ud af at få lov til at behandle den lille dårligt! Det er ikke sikkert den store ved at det er grænseoverskridende men det er det og det er de voksnes ansvar at passe på alle børn. Ingen skulle kaste med min baby eller løbe rundt med hende i et boldbassin - ingen og jeg ville være SÅ ligeglad med hvordan de måtte opfatte mit nej! Det er også svigt overfor den store ikke at sætte grænser, men det kan sagtens gøres på en god måde. Og det kræver ikke at man bor sammen.

Jeg ville være knap så interesseret i diagnoser lige nu men meget mere nysgerrig på om den her 10 årige dreng oplever at han har nogen, eller bare en at tale med? Og så ville jeg passe på min baby💙

Jeg er helt enig i, at drengens adfærd på ingen måde er normal. Det er normalt at reagere på så store omvæltninger i sit liv, men sgu da ikke med vold mod en BABY når man selv er 10 år  I skal have en alvorlig snak med hans mor, tænker jeg. Og hvis jeg var dig ville jeg godt nok ikke flytte sammen med kæresten lige foreløbigt. Tænker I skal begrænse hvor meget de to brødre er sammen indtil det forhåbentligt er blevet bedre? Jeg synes derudover det er godt I tager hensyn til drengen, og ikke bare ændrer hele hans tilværelse på én gang. Det lyder dog ikke som om hans mor er helt god til at tage samme hensyn? Måske misforstår jeg opslaget, men jeg læser det som om hun flyttede meget pludseligt sammen med den nye kæreste og hans børn?