Bare et lille pip...

Jeg er mor til to og har OCD (primært tvangstanker i mindre grad handlinger, men det svinger hvad der er mest udtalt. Har derudover også angst). Jeg tænker på, om din kæreste har fået eller får hjælp/behandling eller eventuelt medicin/behandling?

OCD bliver ikke bare bedre af sig selv over årene eller fordi man får børn. Det kræver benhård indsats. Du skal virkelig arbejde med dig selv og dine tankemønstre og for mit vedkommende har det krævet næsten 5 år i terapi on-off for at nå det til, hvor hverdagen fungerer. Jeg har stadig tilbagefald, men kan være i det og få mig selv på rette spor.

Det har været sindssygt hårdt for min mand og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være, at være i dine sko lige nu. Jeg ved godt, at det ikke lige var det du efterspurgte, men ville bare sende et kram i din retning

Hej 

Jeg må være ærlig og sige, at det var meget...undskyld...naivt at tro, at et barn ville kunne "kurere" ham for hans OCD 😕Tvangstanker/handlinger mildnes eller forsvinder ikke ved at tilføje et barn. Tænker at det tværtimod kan gøre det endnu værre.

Dertil så tænker jeg også om det egentlig ville blive bedre af at I går hver til sit? Du ville alligevel komme til at stå alene, som du føler, at du gør nu. Og når far så har samvær med jeres søn, så står han uden din hjælp og støtte. Og jeres søn vil jo ikke kunne forstå hvorfor han skal vente på at far har fx. tjekket om døren er låst 12 gange, eller vasket hænder i 8 minutter. Vil far overhovedet være i stand til at undertrykke OCD'en, når han er tvunget til at være på, alene med sønnen?

Uden dig til at hjælpe, så tror jeg det bliver ekstra presset for din kæreste, og svært for jeres søn. I hvert fald mens han er lille. 

Personligt ville jeg selv være en smule nervøs som mor, hvis jeg skulle overlade mit lille barn til en far med svær OCD. Samtidig kan jeg godt forstå, at det må være rigtig svært og belastende for dig at være i sådan et forhold...

Den er ikke nem...🙁

Tusinde tak for dit svar - det er rigtig godt at høre det fra den anden side af. ❤️

Han har prøvet flere forskellige terapiformer og er pt i medicinsk behandling. Jeg har forsøgt længe at få ham til at starte i terapi igen, men han har altid så mange undskyldninger eller lovninger om at han nok skal starte til efteråret, eller i det nye år, efter sommerferien osv. 

Jeg ved det er hårdt arbejde og har været klar til at støtte 100% op om ham hvis han nu havde valgt virkelig at tage kampen op, men det er kun halvhjertet forsøg det hele.

Det gør ondt at være vidne til og det er frustrerende at være så magtesløs. 🙁

Ninielsen skrev :

Hej 

Jeg må være ærlig og sige, at det var meget...undskyld...naivt at tro, at et barn ville kunne "kurere" ham for hans OCD 😕Tvangstanker/handlinger mildnes eller forsvinder ikke ved at tilføje et barn. Tænker at det tværtimod kan gøre det endnu værre.

Dertil så tænker jeg også om det egentlig ville blive bedre af at I går hver til sit? Du ville alligevel komme til at stå alene, som du føler, at du gør nu. Og når far så har samvær med jeres søn, så står han uden din hjælp og støtte. Og jeres søn vil jo ikke kunne forstå hvorfor han skal vente på at far har fx. tjekket om døren er låst 12 gange, eller vasket hænder i 8 minutter. Vil far overhovedet være i stand til at undertrykke OCD'en, når han er tvunget til at være på, alene med sønnen?

Uden dig til at hjælpe, så tror jeg det bliver ekstra presset for din kæreste, og svært for jeres søn. I hvert fald mens han er lille. 

Personligt ville jeg selv være en smule nervøs som mor, hvis jeg skulle overlade mit lille barn til en far med svær OCD. Samtidig kan jeg godt forstå, at det må være rigtig svært og belastende for dig at være i sådan et forhold...

Den er ikke nem...🙁

 

Jeg har aldrig troet det ville kurere hans OCD, men ifølge min kæreste, ville det at få et barn som han virkelig har ønsket sig, kunne give ham et spark til for alvor at gøre noget ved det 🤔

Forskellen er i det her tilfælde ikke bare at jeg vil stå alene eller helt alene. Sammen med min kæreste skal jeg tage rigtig mange hensyn og gøre rigtig mange bjørnetjenester for at holde freden i hjemmet, hvilket fylder ret meget i mit hoved.

Tro mig jeg har tænkt alle de tanker og jeg er også nervøs for det - problemet er at jeg er alt for presset nu. - Jeg er gået ned med stress, jeg har fået angst og får medicin for det, jeg har været sygemeldt i længere tid (raskmeldt på papiret nu, men er ikke i stand til det) - Jeg har med andre ord ikke mere at give af.

Jeg ønsker at min søn bare kan få én "hel" forælder som er glad, frem for 2 "halve" som ikke er glade.

Zitta89 skrev :

Ninielsen skrev :

Hej 

Jeg må være ærlig og sige, at det var meget...undskyld...naivt at tro, at et barn ville kunne "kurere" ham for hans OCD 😕Tvangstanker/handlinger mildnes eller forsvinder ikke ved at tilføje et barn. Tænker at det tværtimod kan gøre det endnu værre.

Dertil så tænker jeg også om det egentlig ville blive bedre af at I går hver til sit? Du ville alligevel komme til at stå alene, som du føler, at du gør nu. Og når far så har samvær med jeres søn, så står han uden din hjælp og støtte. Og jeres søn vil jo ikke kunne forstå hvorfor han skal vente på at far har fx. tjekket om døren er låst 12 gange, eller vasket hænder i 8 minutter. Vil far overhovedet være i stand til at undertrykke OCD'en, når han er tvunget til at være på, alene med sønnen?

Uden dig til at hjælpe, så tror jeg det bliver ekstra presset for din kæreste, og svært for jeres søn. I hvert fald mens han er lille. 

Personligt ville jeg selv være en smule nervøs som mor, hvis jeg skulle overlade mit lille barn til en far med svær OCD. Samtidig kan jeg godt forstå, at det må være rigtig svært og belastende for dig at være i sådan et forhold...

Den er ikke nem...🙁

 

Jeg har aldrig troet det ville kurere hans OCD, men ifølge min kæreste, ville det at få et barn som han virkelig har ønsket sig, kunne give ham et spark til for alvor at gøre noget ved det 🤔

Forskellen er i det her tilfælde ikke bare at jeg vil stå alene eller helt alene. Sammen med min kæreste skal jeg tage rigtig mange hensyn og gøre rigtig mange bjørnetjenester for at holde freden i hjemmet, hvilket fylder ret meget i mit hoved.

Tro mig jeg har tænkt alle de tanker og jeg er også nervøs for det - problemet er at jeg er alt for presset nu. - Jeg er gået ned med stress, jeg har fået angst og får medicin for det, jeg har været sygemeldt i længere tid (raskmeldt på papiret nu, men er ikke i stand til det) - Jeg har med andre ord ikke mere at give af.

Jeg ønsker at min søn bare kan få én "hel" forælder som er glad, frem for 2 "halve" som ikke er glade.

Tænker også mest at det var naivt af ham, og måske også lidt tarveligt, at overtale dig...

Men lad det ligge. Nu er tingene som de er😊

Hvis du tror og føler at det er det eneste rigtige at gøre, så må du jo gøre det der skal til. Du kender dig selv og din kæreste bedst. 

Håber I finder en fornuftig løsning, så I alle kan blive glade.

Behandling behandling og behandling - OCD kan ikke kureres - men man kan gøre sådan at man kan leve med det med den rette indstilling og værktøjer til at fungerer i sin hverdag. Det lyder som om at din kæreste "sidder" fast eller har brug for hjælpen til at komme tilbage på rette spor. :)