Soefelt1234 skrev :

Jeg kan sagtens se hvad du mener med det du skriver😄 Dog ønsker jeg ikke at blive en "gammel" mor - altså først i slutningen af 20'erne med det første barn. Hvilket jo selvfølgelig er min holdning til, hvad jeg synes er sent. 
Og jeg vil langt hellere tage et velovervejet og højt-ønsket valg om af få et barn, end at lave en "upser", hvor faren alligevel ikke vil være der.

Kernefamilien har aldrig rigtig sagt mig noget, så derfor ved jeg, at jeg kan og vil klare det selv. Men igen, jeg kan sagtens se hvad du mener med livserfaring, dog føler jeg ikke at man nogensinde er "gammel nok" til at få børn, men mere om man er voksen og ansvarlig nok - hvilket jo er individuelt😀

Men tusind tak for input!

Jeg kan sagtens forstå dit ønske om alder 😊 Jeg var selv i midt tyverne da vi gik i gang og jeg nåede at være i slut tyverne inden det lykkedes. Jeg var ked af at være blevet så meget ældre inden jeg fik børn. Jeg synes ikke det er gammelt at få børn i 30'erne, men for mig ville det være gammelt. Det er bestemt ikke mit ønske at være i 30'erne når jeg skal have næste barn, så jeg kan sagtens forstå du gerne vil have børn tidligt. 
Derudover kan man sagtens have økonomisk frihed i 20'erne. Vi står virkelig stærkt økonomisk, men det er også noget vi har prioriteret. 
 

Du kender dig selv bedst og ved hvad det bedste vil være for dig. Ud fra hvad du skriver synes jeg du lyder velovervejet. Så er det dit ønske, så gør det 😊

Det er rigtigt det med livserfaring. Når man er yngre er det svært at forestille sig at man faktisk kan blive klogere på nogle ting, men det kan man.  Når det er sagt blev jeg selv mor for første gang i en ung alder. Jeg nåede dog at fylde 23 inden han kom til verden. I mit tilfælde var det dog planlagt, og sammen med min mand, som jeg også var gift med allerede på det tidspunkt. Den dag i dag har vi også fået nr. 2, der i dag i 2 år. Jeg har bestemt ikke fortrudt, men jeg tror at det er vigtigt at huske at være åben over for andres råd og input, selvom du selvfølgelig selv kender dit barn bedst, og i sidste ende selvfølgelig skal tage valgene ud fra din egen mavefornemmelse.  Når man bliver ny mor er der altid nogen der har ti milliarder gode råd, formaninger, osv. Børneopdragelse bliver diskuteret over alt, også i medierne. Som yngre er man måske mere sårbar over for den slags, og det er vigtigt at man kan hvile i sig selv, og have det godt med at være lige netop den mor, som man selv ønsker at være.  

Der er også noget som mange ikke tænker over, men det er muligheden for at få et barn med særlige behov. Det er ikke altid kun den rene lykke at få et barn. Som alenemor er det vigtigt at man har nogen man kan tale med eller trække, hvis man mod forventning skulle stå med sådan nogle udfordringer. Min ældste dreng er lettere udviklingshæmmet, og her har jeg været ekstra glad for at jeg har haft min mand at tale med, osv. 

Derudover tænker jeg at det er meget vigtigt, hvis man vælger at få barn alene med en donor, at overveje de konsekvenser som det vil have for barnet at vokse op uden en far, og uden at have det kendskab til sit egen genetiske ophav. Hvordan vil du i så fald forholde dig til de spørgsmål som barnet har på sigt, også dem der kan være af mere kritisk karakter? Skal det være en lukket eller åben donor, osv.? Det er vigtigt at du er bevidst om hvor stor en beslutning du tager på dit kommende barns vegne. Du må også gøre dig overvejelser om dit netværk, hvis du vælger at få barn alene. Har du nogen der kan træde til ved behov? Alle kan jo pludselig f.eks. blive syge, skulle opereres, eller noget helt tredje.  

Jeg ønsker dig held og lykke med hvad end du vælger!  

Kan godt forstå dit ønske, jeg blev selv mor som 20 årlig, uplanlagte men heldigvis ikke alene og jeg er rigtig glad for jeg har fået børn tidligt. Vil dog anbefale dig at tale med en der har små børn eller har været i ca samme situation som du kommer til at være i. ALLE bliver overraskede over hvor hårdt det er at have børn, dit liv er forandret fra det ene øjeblik til det andet, og det kan være virkelig svært at få pauser, altså for mit vedkomne var ugentlige hyggeture m veninder næsten umuligt fordi jeg havde en baby/barn som skulle hjem og sove kl 20 og så vil du ikke have det samme til fælles med dine veninder mere for dit liv handler pludselig 100% om baby, soverutiner, bleer, børnehave osv. hvor deres liv handler om at lave lige præcis det de selv har lyst til. 
det skal ikke lyde som om det hele bare er nedtur, for som sagt er jeg selv glad for at have børn tidligt, tænker bare det er vigtigt du ved hvad du går ind til, og får en ide om hvordan dit liv kommer til at se ud . Held og Lykke med det hele! 

Jeg kommer fra Fredericia, så ikke en storby, men heller ikke en lille by. Ved faktisk ikke hvad der er normalt i min by, men jeg ved hvad JEG ønsker, og at jeg personligt synes det vil være sent for MIG, at få første barn i slutningen af 20'erne. Men jeg har også et ønske om mere end ét barn😄

Jeg mener selv at jeg er rigtig moden af min alder taget i betragtning, og jeg kunne naturligvis aldrig drømme om at sætte et barn i verden, hvis ikke jeg er 110% velovervejet. 

Jeg ved ikke hvordan alt foregår når man får børn, da jeg ikke har prøvet det, men jeg er også i den overbevisning om at jeg sagtens kan håndtere det - også de udfordringer der følger med😄 

Jeg vil prøve at tage kontakt til mødrehjælpen, og tak for input😀

Jeg vil helt klart vente til måske 25 og se tiden an, for måske når du at møde en? 

Jeg er ikke personligt for i en så ung alder, at man vælger et barn efter sit behov. Børn har brug for mor og far. Og hvis du ikke kan tilbyde det, kan du inden prøve at gør alt for at give barnet det. Syntes du også skal tænke på barnet.

Hvornår folk får børn og om det er med eller uden en partner, må folk selv bedømme. Men du skal have nøje i tankerne at det er hårdt. Hele ens kendte hverdag og liv bliver vendt på hovedet. Man kan i lang de fleste tilfælde ende med at flere veninder dropper en, fordi man ikke lige kan tage ud når de kan. Man kan risikerer at få et barn som aldrig sover, som skriger de fleste vågne timer, og så står du alene med det. Du kan omvendt også få et rigtig nemt barn.

Min veninde er selvvalgt donor mor til 2, uden en mand i billedet. Og jeg tager sku hatten af for at hun klarer det hele selv. Selvom hendes familie hjælper hende meget, så står hun også meget alene og det er ikke altid en dans på røde roser.

:) 

Kan godt se hvad du mener med at et barn har brug for både sin mor og far, dog er det mit ønske og jeg er helt afklaret med det, at jeg gerne vil være alene-mor.
Som jeg også har skrevet flere gange, er jeg ikke til den typiske kernefamilie, og vil ikke "tvinges" til at finde en kæreste og få børn med, når jeg ikke har lyst😄 Og hellere få et ønsker barn alene, end med at få et barn, hvor faren ikke vil have noget med barnet at gøre alligevel. 
Men kan godt se hvad du mener, men heldigvis har alle forskellige holdninger😀

Tak for input! 

Soefelt1234 skrev :

Jeg kan sagtens se hvad du mener med det du skriver😄 Dog ønsker jeg ikke at blive en "gammel" mor - altså først i slutningen af 20'erne med det første barn. Hvilket jo selvfølgelig er min holdning til, hvad jeg synes er sent. 
Og jeg vil langt hellere tage et velovervejet og højt-ønsket valg om af få et barn, end at lave en "upser", hvor faren alligevel ikke vil være der.

Kernefamilien har aldrig rigtig sagt mig noget, så derfor ved jeg, at jeg kan og vil klare det selv. Men igen, jeg kan sagtens se hvad du mener med livserfaring, dog føler jeg ikke at man nogensinde er "gammel nok" til at få børn, men mere om man er voksen og ansvarlig nok - hvilket jo er individuelt😀

Men tusind tak for input!

Men så måske bare vente 5 år? Så er du 25, det er hverken ungt eller gammelt.

Altså nu skriver du at du gerne vil have at folk stiller spørgsmålstegn ved det, så here goes 😊 Jeg kan personligt ikke forstå hvordan man kan have et decideret ønske om ikke at få en far til sit barn. Jeg går 100% ind for at man gør brug af muligheden som en nødløsning, men jeg kan ikke forstå hvordan det kan være ens førstevalg. For mig at se er det ikke at tænke på barnets behov, for en far er ligeså vigtig som en mor. Der er to spørgsmål jeg får lyst til at stille dig. Det første er hvad grunden er til at du ikke ønsker at dit barn skal have en far. Det er jo muligt at få et barn med en mand uden man skal være kærester og leve som en kernefamilie. Og det andet er hvad du har gjort dig af overvejelser om hvilke indvirkninger din beslutning kan komme til at få på barnets liv.

Din alder har jeg ikke nogen holdning til, for der er mange unge mennesker der sagtens kan finde ud af at være forældre. Den eneste grund til jeg foreslår dig at vente for eksempel 5 år er, at det vil give dig god tid til at overveje det grundigt. Så det er ikke fordi jeg mener at en 25-årig er en bedre forælder end en 20-årig, men simpelthen fordi jeg helt personligt synes, at en så stor beslutning på sit kommende barns vegne skal overvejes og holdes op imod andre muligheder i lang tid.

Jeg håber ikke at du læser mit svar som om jeg er imod soloforældre, for det er jeg ikke. Jeg har stor sympati og empati for ønsket om at få børn, og jeg ved det kan være svært at finde et godt og holdbart parforhold, og mener heller ikke at børn lider den mindste overlast ved ikke at vokse op i en klassisk kernefamilie. Men jeg har oplevet tilstrækkeligt med eksempler på hvor stort et afsavn det kan være for et barn slet ikke at have en far, til at jeg personligt aldrig ville kunne vælge det, medmindre det vitterligt var den eneste holdbare løsning der var tilbage. Der findes så fantastiske muligheder for at få et barn uden det skal indebære et romantisk forhold med en partner. Jeg synes for eksempel, at tv-programmet med Silas Holst (mener det hed "Mig, min mand og min kone") var så inspirerende! Selvfølgelig kan man ikke vide noget som helst med sikkerhed ud fra et tv-program, men jeg fik virkelig det indtryk, at de var en harmonisk og kærlig familie. I det hele taget har jeg det indtryk, at det bliver mere og mere normalt, at mennesker der ikke har en partner de kan få børn med finder sammen med andre mennesker i samme situation om at få et barn. Jeg kender både til mandlige homoseksuelle par sammen med enlige kvinder, kvindelige homoseksuelle par sammen enlige mænd, og enlige kvinder sammen med enlige mænd. Har du overvejet sådan en mulighed? 

Hej søde du ❤️

Jeg havde præcist samme ønske som dig om at være ung mor. Jeg var super moden i forhold til min alder og fik så mit første barn som 23 årig med min (nu) skønne mand, og vi havde masser af børn i familien! Jeg troede jeg vidste alt fordi jeg så dem tit og ofte, og nok også fordi de kom til verden da jeg var 9 år gammel, så vidste jo hvad det handlede OM (troede jeg). Da vores søn blev født blev jeg super overvældet over hvor hårdt og hvor stort ansvar det var/er?! Det endte faktisk med at både min mand og jeg fik en fødselsdepression (grundet en hård hård fødsel) og jeg ville aldrig have kunne stå alene i den situation!

NU er jeg lige blevet 25 og venter lillesøster, så lys for enden er der jo altid og vi har det alle godt og elsker hinanden så utroligt højt ❤️

Jeg siger ikke du ikke kan klare det, for du kender dig selv og dine ønsker bedst af alle! (og så håber jeg da også for alt i verden at du ikke får en lige så slem fødsel som jeg) Bare sørg for at du har nogen til at hjælpe og aflaste! En mor, en far, bedsteforældre, veninder - ja, hvem som helst, for det KAN være fandens hårdt når man selv står med det, og det kan virkelig komme bag på en hvis man går og har en forestilling om hvordan det er!

Ønsker dig alt held og lykke ❤️

Jeg syntes det virkeligt mærkeligt, hvis du som snart 20 årig gå ud og får et barn med en en donar! Jeg syntes du skal tænkte dig rigtig godt om, men det er jo næste et frit land, og du lyder til at have gennemtænkt det og det er jo en god start! 

Jeg er selv opvokset med en enlig mor, som jeg næsten kan regne ud har haft en meget bedre økonomi end du kan have (hvis ikke du har arvet, da hun har en længerevarende uddannelse) og der var altid mangle på penge i forhold til de familier hvor der er to indkomster. Selv om der var støtte fra bedsteforældre har jeg kunne se det var mega hårdt for min mor at være alene med to børn - og for mig, hvis jeg skal være lidt selvisk er det ikke fedt ikke at kende sin far, det er ikke fedt ikke at komme på de samme ferie osv. - du tager et meget stort ansvar ikke kun for dig men også for dine børn, jeg tænkte altid på hvad der ville ske med mig, hvis min mor døde, noget der er rimelig almindeligt for børn med kun en forældre osv. 

Bare mine tanker - hvis du var 35 år og vildt gerne ville være mor og det var eneste mulighed så syntes jeg det er fint, men snart 20 år, syntes jeg du har meget godt tid til at tænkte en gang mere over situationen, og måske end lægge lidt penge til side.... 

Som du kan hører har jeg gjort alt for at mine børn er kommet til at vokse op med både en mor og en far (Faren kunne jo også være en god ven som du var inden i barnest liv). 

Held og lykke med det