Close
Log Ind Opret Bruger

min tredje hjemmefødsel

  • 3 oktober 2006, 14:43

    Asta-Luna.

    3½ uge før termin, efter en hård uge på arbejdet, begynder mine plukveer pludseligt at nive mere end de plejer. En del af slimproppen er gået nogle dage forinden, og jeg ringer i panik til min jordemoder for at forhøre mig om hvad jeg skal gøre, hvis fødslen starter rigtigt nu.

    Hun fraråder mig den planlagte hjemmefødsel, da min baby endnu er lidt lille, men umiddelbart vil de ikke gøre noget for at stoppe fødslen, skulle det ske nu.

    Hun råder mig til at lægge mig end en uges tid, og tage den med ro. Vil baby ud nu, kan den ikke stoppes, men hvis jeg bare slapper af, kan det jo være den hænger ud lidt endnu – og tredjegangsfødsler ER jo drilske, siger hun for 117. gang….

     

    Så vi aflyser aftalen med at spise aftensmad inde hos naboen samme aften, og jeg ligger helt stille i 1½ uge – eller så stille som man nu KAN ligge, når man også har et hjemmegående barn på 1½ år, der først skal starte vuggestue 3 uger senere.

    2 søde veninder bruger en hel aften på at lave en hel masse lækkert mad til min fryser, hold da op: det er bare den bedste gave at få, jeg behøver ikke tænke på at lave mad, kan med god samvittighed hvile mig en del, og stadig servere hjemmelavet mad for familien!

    Og der kommer intet barn før tiden, heldigvis!

     

    2 dage før termin, får jeg veer tidligt om morgenen. Ligger i sengen og tager tid – jo det begynder da at mærkes rigtigt og regelmæssigt. Pigerne vågner kl.07, og jeg beslutter mig for at stå op med dem, og lade Max sove, så han kan være udhvilet til fødslen.

    Men veerne stopper så snart jeg ser børnene…

    Jeg tør dog ikke være alene med dem mens Max er på arbejde –  er bange for pludseligt at føde hurtigt og alene – så min mor kommer og er i huset, passer børnene mens jeg hviler mig, men der kommer ikke flere veer.

    Om eftermiddagen kommer min jordemoder på hjemmebesøg, til rutinetjeck.

    Jeg beder hende løsne hinderne, går ud fra at jeg er en del åben nu, med alle de plukveer jeg har haft. Men det er jeg bare ikke…. Hun kan ikke engang komme til hinderne, og der er stadig lidt livmoderhals også – øv!

    Jeg spørger hende om hun tror baby står ordentligt nede i bækkenet, for det der med at fødslen lader til at starte, men stopper igen, minder mig om da jeg var højgravid med nr. 2, som stod skævt i bækkenet. Det kan jordemoderen ikke lige mærke, hun mener at baby står ok, men tør ikke sige det med sikkerhed.

     

    Der går en uge mere på samme måde: mange plukveer, en enkelt nat med et par timers lidt kraftigere plukveer, men ingen fødsel.

    Jordemoderen kommer igen – stadig ingen ændring, hun kan ikke løsne hinder, og tør heller ikke bekræfte mig i min mistanke om at baby står forkert i bækkenet.

    Jeg er ved at være helt ødelagt oven i hovedet af at vente på den fødsel – for 4 uger siden var jeg ved at føde før tid, men baby er stadig derinde, kommer den aldrig ud?

    Min mand og min mor sidder på spring ved telefonen på arbejdet, for om jeg kalder dem hjem til fødsel, og jeg kvæler snart den næste jeg møder der siger: ”nå, har du ikke født endnu?” eller ”du er nok ikke mentalt klar, slap af, så føder du nok!”

     

    11 dage over termin skal jeg til tjeck på Glostrup sygehus, for at tale igangsættelse, og se hvordan baby trives.

    Baby har det fint, og vi får en rundvisning på fødegangen. Jordemoderen taler om hvor lækkert her er, jeg er helt kold i maven af skræk, her kan man sgu da ikke føde!

    Jeg kan høre en kvinde skrige og brøle længere nede af gangen, og inde på en stue ligger der en kvinde med numsen til døren og stort synligt bind i trusserne, og alle kan se hende sådan. Kan man virkeligt gøre noget så privat som at føde, på et sted med så lidt privatliv som her?

    Det kan man vel… det vigtigste ER jo hvordan barnet har det.

    Men jeg håber alligevel  jeg kan føde af mig selv hjemme, inden igangsættelse…

     

    Igangsættelsen fastsættes til søndag aften, d.10-9, hvor jeg vil være 41+6. Der vil jeg få lagt en ballon op i livmoderhalsen, og om morgenen efter vil ballonen have udvidet nok, til at man kan tage fostervandet. Hvis veerne så går i gang naturligt hurtigt efter, kan jeg stadig få dispensation til hjemmefødsel, men gør de ikke, er det hospital.

     

    Jeg har ikke spor lyst til at vandet skal tages. Hvis hun ligger forkert derinde, som hendes storesøster også gjorde, og som jeg mistænker at hun også gør, vil hun kunne lejre sig helt forkert hvis man tager fostervandet mekanisk, og så kan det være hun slet ikke kan komme ud naturligt.

     

    Samme aften ringer min veninde, der er jordemoder. Hun giver mig telefonnummeret til en akupunktør, med speciale i igangsættelse af fødsler. Jeg får en tid hos hende, lørdag kl.16, dagen inden igangsættelsen.

     

    Så er jeg nålepude i en hel time. Kan mærke det summer og murrer i kroppen, jo der sker altså noget af de nåle! Akupunktøren, som også er jordemoderuddannet, undersøger mig indvendigt, og jeg har åbnet mig 3 cm af de nåle, og hun løsner hinderne! Wow – så er der måske alligevel en naturlig fødsel inden for rækkevidde!

     

    Vi henter de to ”store” piger hos min søster, og her kan jeg så mærke at kroppen reagerer på at åbne sig så meget så hurtigt: jeg æder en masse mad, og kaster det hele op igen lige så hurtigt. Hele vejen hjem i bilen sidder jeg og ryster.

     

    Jeg ser på uret – kl. er 18:30, gad vide om jeg kan nå at føde inden midnat? Det er d.9-9, præcis 9 år siden Max og jeg blev kærester. Det ville da være en magisk dag at føde på!

    Men selv om det niver og murrer godt i kroppen, og plukveerne er mange, sker der ikke mere, og d.9-9 bliver til d.10-9.

     

    Om natten bliver plukveerne ved, og de gør også lidt mere ondt.

    Min mor tager børnene hjem til sig om formiddagen, så vi kan få hvilet, og måske vil fødslen gå i gang, når vi får fred. Vi sover til middag, øver lidt lændemassage og går en lang tur i solskinnet.

    Plukveerne gør nu ve-ondt, men der er meget langt mellem dem, og de er korte endnu.

     

    Kl. 17 henter vi børnene hjem, og underligt nok begynder mine veer først at blive regelmæssige der – ved min  forrige fødsel begyndte den først rigtigt da jeg fik mit barn passet, denne gang skal jeg åbenbart have hele flokken om mig, for at kunne få veer….

     

    Jeg sætter mig lidt uden for i aftensolen, og øver mig i at trække vejret rigtigt. 4 minutter imellem, og de gør ondt på den gode måde, og selv om de er meget korte, ca.15 sekunder, tror jeg på at der er en fødsel tæt på. Jeg har ingen appetit, men formår da at hjælpe med at putte børn og læse højt for dem uden problemer.

    I ser en film, Max må massere mig i lænden når de korte veer kommer, men ellers kan jeg sagtens styre dem. Vi formår endda også at dyrke sex inden vi sover – lidt specielt at holde ve-pauser i den slags – men nu gælder alle kneb altså – den baby skal fødes i nat!

     

    Jeg sover ok, selv om jeg vågner og må puste lidt ved hver ve, falder jeg i søvn imellem dem.

     

    Kl.02 vågner jeg pludseligt med vestorm. Nu er der kun 1 minuts tid imellem, og de er meget voldsomme. Jeg bliver helt overvældet af hvor stærkt det går, kaster voldsomt op, mens jeg råber til Max at han skal ringe til jordemoderen hurtigt.

    Vi går ned i stuen, for ikke at vække børnene, og Max begynder at bære fødekarret ind, og rykke sofaen lidt. Det er nu d.11-9, min elskede mormor ville være fyldt 88 i dag, sikke dog en god dag at føde hendes oldebarn på!

    Mine veer gør smadderondt, jeg må råbe på ham, så han kan massere mig i lænden ved nogle af dem. Pludselig vågner Noa-Maya, vores (snart) mellemste på 1½ år. Max går op og trøster hende, men hun vil have han skal blive inde hos hende.

    Han kommer ned med hende, og hun vil over til mig.

    Jeg ringer til min mor, og beder hende skynde sig over og hjælpe med fødekarret, og så ringer jeg til min højgravide lillesøster, og plager hende til at komme og tage Noa-maya med over til min mor, og passe hende der. Egentlig skulle min moster i Hillerød passe hende, men jeg vil bare have hende ud af huset NU, og så er min søster tættere på end min moster. Jeg går ud fra at hun nok ringer til min moster og får hende til at komme og tage over, hvis det bliver for hårdt.

     

    Min mor og jordemoderen kommer næsten samtidigt, alt er kaos: Noa-Maya græder og vil over til mig igen, fødekarret skal på plads, alle døre klaprer, og folk går forvildede rundt. Jeg har bare ondt, ondt og snerrer af dem alle sammen, det her er ikke særligt sjovt…

    Endelig kommer min søster, i badekåbe og pyjamasbukser, jeg kan høre stakkels Noa græde hele vejen ud i bilen, og min søster ligner ikke en der ser frem til at passe hende.

     

    Hurtigt kommer der ro på igen, jordemoderen får kaffe, stearinlysene bliver tændt, karret installeret, og jeg bliver undersøgt: livmoderhals udslettet, 4 cm åben, og hovedet står fast.

    Fødekarret er blevet fyldt og jeg kommer i det. Dejligt med det varme vand, det lindrer godt.

     

    En halv time efter konstaterer jordemoderen at jeg nu er 6 cm åben, og at det hele går stærkt. Jeg skal nok nå at føde inden Silke (vores 4½ årige datter) vågner, er hun sikker på.

    Men 20 minutter senere føler jeg at jeg skal på toilettet, og står op af karret. Jordemoderen mener at det måske er rigtige presseveer, men det tror jeg ikke.

    Hun undersøger mig, mens jeg står op  – jeg havde ret i min mistanke: babyen står skævt i bækkenet, som stjernekigger, derfor har jeg trang til at presse allerede.

    Jordemoderen kender til en teknik, hvor man ved hjælp af et langt tørklæde om den fødendes hofter, prøver at svirpe barnet ordentligt ned i bækkenet. Det vil hun gerne prøve, og jeg er villig til alt, for at få den baby til at ligge rigtigt. Max stiller sig op med ryggen mod en dør, og holder mig, som står foran ham, med ryggen til ham. Jordemoderen lægger tørklædet om mine hofter, og svinger og svirper mine hofter med det. Det får veerne til at blive meget værre, men jeg har stadig pressetrang, og kan mærke at baby ikke rokker sig af det. Hun prøver i et kvarters tid, uden held.

    Så virker det som om hun ikke aner hvad hun skal gøre. Hun ser helt rådvild ud, og svarer ikke på om jeg må gå i karret igen.

    Jeg foreslår hende at hun sætter akupunkturnåle i mig, og at jeg så ligger på alle 4.

    Det var sådan min jordemoder sidste gang fik vendt Noa-Maya, så hun blev født i almindelig hovedstilling.

    Det virker heller.

     

    Jeg er ved at være lidt træt, ligger mig på siden i sofaen, og presser med under veerne.

    Vandet går i sofaen, meget underlig fornemmelse, de andre gange har jeg ikke rigtigt mærket det, fordi det gik i fødekarret. Godt der er voksdug over sofaen, under lagenet, for der er meget fostervand. Vandet er fint og klart.

    Kl. er 05:30, og jeg er helt åben, men der er en kant fortil, der gør at jeg ikke kan presse igennem. Jordemoderen forsøger at fjerne kanten med fingrene, mens jeg presser, men det lykkes ikke.

    Jeg går op i fødekarret, og sætter mig på hug der, for at få lidt tyngdekraft med til at presse.

    Jeg sveder helt vildt af anstrengelse, og min mor henter vand til mig hele tiden – jeg er bare så tørstig.

    Efter 45 minutter der, bliver veerne endnu kortere, nu kan jeg slet ikke nå at presse rigtigt under veen, før den er slut.

    Jeg står op af karret igen.

    Jordemoderen undersøger mig, nu er kanten væk, men baby står meget højt oppe i bækkenet, og hun siger, at hvis der ikke sker noget inden for et kvarter, så tager vi på hospitalet, for så kan babyen måske ikke komme ud. Det kan 2 ud af 10 der ligger sådan ikke, og nogle af de andre skal tages med sugekop.

    Jeg fortæller hende at jeg godt kan mærke der ikke sker meget, og hvis hun virkeligt mener der kun er et kvarter at løbe på, så kan hun lige så godt ringe efter den ambulance nu, for der er ingen chance for at jeg kan presse et barn helt ud på så kort tid, med de korte veer, og når barnet sidder så højt.

    Jeg tror jeg får sagt det ret surt, for jordemoderen siger ikke mere, og der går langt mere tid end det.

     

    Jeg sætter mig i sofaen, med ryggen mod Max. Kan ikke lide at sidde sådan, og får lagt mig om på siden i stedet. Jordemoderen siger at det er en god stilling, så kan jeg presse mere aktivt. Jeg får selv klaustrofobi af den, har lyst til at rejse mig op og stå, få lidt mere tyngdekraft med, men kan mærke at jordemoderen har ret: veerne ER korte, og hvis jeg skal bruge kræfter på at holde mig selv oppe, ville jeg ikke kunne bruge de korte veer til noget.

     

    Jeg kan høre Silke er vågnet ovenpå, min mor går op til hende, og fortæller hende hvad der er ved at ske. Silke har hele tiden gerne ville med til fødslen, også da Noa-Maya blev født, men jeg har ikke orket tanken om at have en sludrende 4½ årig som tilskuer til en hel fødsel, og hun er for lille til at jeg har kunnet forklare hende hvor lang tid en fødsel tager.

    Silke og min mor kommer ned i stuen, Silke ser lidt overvældet ud, det må også være lidt voldsom en oplevelse at få 2 sekunder efter man er vågnet. Hun sætter sig ind i mit kontor ved siden af, og læser for sine bamser.

    Efter 10 minutter bliver hun for nysgerrig, og kommer slæbende ind med en lille stol hun kan sidde på, mens hun ser sin søster blive født.

     

    Jeg ligger stadig på siden og presser. Er dybt frustreret efterhånden – veerne er så korte, og jeg kan mærke at jeg næsten ikke kan skubbe babyen nogen vegne under dem. Mærker selv efter med en finger, kan mærke hendes lange hår og rynkede hovedbund, hun kommer kun lidt ned når jeg presser, og svupper højt op igen lige efter veen slutter. Jeg har nemmere ved at presse, når jeg kan presse imod mine fingre, men jeg har svært ved at ligge sådan. Jeg beder jordemoderen holde en finger jeg kan presse imod, men hun glemmer det hele tiden.

     

    Jordemoderen lytter meget til baby med doptonen. Jeg kan tydeligt høre babys hjertelyd falde under veen, og spørger til det, beder hende sige den har det godt. Hun skruer ned for lyden af doptonen, men nu er den faldende hjertelyd det eneste jeg kan høre, jeg hører ikke at den faktisk stiger efter veen og bliver god igen, jeg hører kun den falder, og kan mærke panikken inden i.

    Jeg prøver at fokusere: hvis hjertelyden er faldende, og mine veer bliver svagere og svagere, så vil jeg snart slet ikke have kræfter til at få hende ud, og så skal hun tages med sugekop. Ville hun kunne klare det, når hun nu er 14 dage over termin, og har en hjertelyd der falder ved veer?

    Jeg ser i ånden hvordan det er MIN skyld hvis hun dør, hvordan jeg er den eneste der kan få hende ud i tide – jeg ved ikke helt hvorfor jeg panikker sådan – men det er det der skal til, tror jeg.

     

    Jeg vil ikke vente mere på de dumme korte veer, der alligevel ikke kan få hende ud, så jeg giver mig bare til at presse og presse.

    ”Har du en ve?” spørger jordemoderen og prøver at få mig til at holde igen, hun er nok bange for at jeg brister eller noget, men jeg er ligeglad med det, hun skal bare ud, og jeg tror ikke min krop kan klare det hvis jeg skal prøve flere gange. Jeg har nu mærket flere gange hvordan babyen er gledet op igen når jeg holdt med at presse, så jeg bliver bare ved og ved med at presse, vil have hende ud på en gang.

    Jeg tror det tager 3-4 minutter, men er ikke sikker. Det er vildt hårdt, men gør egentlig ikke så ondt der, jeg er mere bare bange. Jeg kan høre Silke heppe fra låget på fødekarret hvor hun står oppe.

    ”Jeg kan se håret!” råber hun

    Endelig er hovedet ude, og heldigvis kommer der en ve lige efter og hjælper til, for babyen er så stor, at også skuldrene skal presses ud.

    Jeg hiver hende op til mig, sikke dog en stor baby, hun er væsentligt større end de andre har været, og hun har tykke lår og langt sort hår.

    Hun skriger højt og vredt, og har en sund pink farve. Resten af fostervandet kommer ud, og er tykt og mørkegrønt. Puha, heldigt hun kom ud, heldigt hun ser så sund og fin ud!

    Morgenlyset står så utroligt smukt ind i stuen, og klokken er 07:08. Sikke dog en smuk dag at blive født på, helt utroligt at hele den fødsel der var så hård og frustrerende, slutter så smukt, at hun bliver født lige i det morgenlyset når vinduet.

    Jeg ligger så jeg ikke kan se hendes ansigt, men jeg kan dufte hendes hår. Elsker den der fantastiske duft af nyfødt barn!

     

    Silke ræser over i sofaen ved siden af mig og Max, hun er helt oppe at køre over hvor fantastisk ”hendes” nye baby er! Hun kysser løs på babyen, men synes fosterfedtet lugter af bræk, og vil gerne have vi vasker hende NU!

    Max får overrakt babyen, så han kan holde hende, så jeg kan se hendes ansigt. Hun har en kæmpebule oven på hovedet, af at sidde så skævt.og så skriger hun, så hun bliver helt mørkerød i fjæset. Hun er ikke særligt køn, men åh, hvor er jeg bare glad for at hun endelig er her!!!

     

    Moderkagen bliver født nemt, efter jeg har fået et par livmodersammentrækkende stikpiller. Jeg er næsten ikke bristet, får kun en enkelt knude forneden.

     

    Så kan jeg endelig få tøj på, og pludselig er jeg også dødsulten.

    Max og min mor fikser noget morgenmad, mens mig og Silke beundrer babyen.

    Så er der lune rundstykker, varm kaffe og kold juice.

     

    Silke vil gerne i børnehave, og fortælle dem hvad hun har oplevet, og vise billeder af babyen.

    Min mor har taget nøjagtigt 100 billeder med mit kamera, og vi finder de bedste billeder af babyen på min computer, og printer dem ud. Jeg nedlægger veto imod at der kommer nogen billeder med hvor man SER babyen komme ud, selv om Silke påstår at de andre vil synes det er spændende også, synes jeg alligevel det ville være lidt for meget.

     

    Jordemoderen undersøger babyen, alt er fint, og hun er en tyk basse på 3900 og 55 cm.

    Jeg kan vist godt bytte det nye babytøj i str. 50 til en størrelse større!

     

    Min mor følger Silke i børnehave, de køber en kage på vejen til at dele ud.

    Jordemoderen undersøger lige at jeg ikke bløder for meget før hun går, og så er Max og jeg pludseligt alene, med vores lille nye Asta-Luna  i armene.

    Vi ser på hinanden, og begynder begge to simultant at græde, det er bare så stort det her, så smukt, overvældende og egentlig også en lille smule skræmmende, med endnu et nyt og vidunderligt lille menneske, som vi skal passe på.

    Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.