Det har intet med din svigermor at gøre, men skyldes at du er blevet MOR. Jeg kunne slet ikke tåle at der var andre end min mand og jeg der holdt vores datter i starten. Det bliver bedre. Tro mig. Men du er nødt til at respektere dine egne grænser. Sig: “Jeg ved I siger det for at være søde og hjælpe mig, men jeg har faktisk overhovedet ikke lyst til at være væk fra mit lille bitte barn. Det føles unaturligt for mig. Og det kommer virkelig bag pp mig at jeg har det sådan. Jeg LOVER at jeg nok skal sige til når jeg har brug for en pause.” ❤️

Jeg tænker også at det slet ikke er svigermor der er “problemet”, men ja det at du er blevet mor.

Den første tid kan jeg huske, jeg nærmest følte jeg skulle stå bag/ved siden af folk der holdte vores datter. Da hun var 2 dage gammel, gik jeg en tur med vores hund, jeg følte vitterlig som om jeg manglede en kropsdel. Kunne slet ikke snuppe når nogen ville holde hende, og ville egentlig helst have hende for mig selv, og til nød dele med farmand Men man skal huske på, de har jo også været en del af hele ens verden i 9 måneder, de har jo været der uanset hvad, så det er en løsrivelses proces der tager lang tid. Og stopper nok aldrig helt, har da ihvertfald selv en mor der tuder hvis vi tager på ferie 

Men det bliver dog bedre, og nu er vores datter 1,5 år snart og kan både få hendes passet om aften (selv om det stadig er svær for mor her)og hun går i dagpleje hos den sødeste dagpleje mor. Og elsker når hun har far datter tid:)

Sådan havde jeg det med alle der skulle holde min datter i de første mange uger - både min mor, min mormor, min svigermor og svigerinde .. INGEN skulle holde min lille pige - det var kun mig der måtte passe hende 😳😍 jeg tror det er en ret normal følelse - men bare fortæl din kæreste at du ikke har det ret godt med at overlade dit barn til din svigermor 

Tak for jeres søde svar. Jeg føler mig måske en smule mere normal. Problemet er dog stadig at det er meget nemmere for mig at mine forældre besøger os og holder vores datter. Simpelthen bare fordi at de er min familie, og det er jo mega uretfærdigt og svært at retfærdiggøre :/

Hvis det kun er svigermor så vil jeg nok prøve st reflektere over hvad din jalousi skyldes. Hvis alle andre må holde osv.

Du tænke på at din mand er lige så tæt på sin mor sikkert som du er på din.

Det er jo fordi du kender dine egne forældre og er helt trygge ved dem. Jeg havde det på samme måde.. der var ingenting når det var min mor. Men jeg bed altså i det sure æble og lod sviger holde hende. For du har helt ret, det er slet ikke fair. Men jeg vil sige 3 uger gammel var der heller ikke nogen der skulle sige til mig at jeg bare skulle tage en lur, så var det blevet MED baby. Men altså far forstår det ikke og svigermor har nok glemt det. Så italesæt at det kan du slet ikke være i. Og så må hun holde baby når du er der❤️

Det er en helt normal følelse at have, når man er nybagt forælder.. Både jeg og min kæreste havde det, og kan egentlig stadig have det engang imellem, selvom datteren snart er 11 måneder og er i dagpleje.. 

Så sent som i dag legede far med hende, og jeg endte med at gå ud og kigge på dem og lidt "blande mig" i legen, fordi man som forælder har så svært ved at være "væk" fra sit barn, selvom barnet sidder lige ved siden af én.. 

Så som de andre siger, så har det intet med din svigermor at gøre.. Men derimod dine stærke følelser og bånd til dit barn.. Der går nogle måneder, og så slipper du stille og roligt taget lidt 

Jeg kender det SÅ godt! Har intet problem med min egen familie, men min svigermor går mig ekstremt meget på! For mit vedkommende, bunder det i at have en svigermor der tromler alt og alle og som er vant til at andre har ladet hende passe deres små babyer/børn 24-7 fra de var et par uger gamle - så forældrene har været komplet børnefri i et par dage ad gangen. Hun er derfor vant til at tage fuldstændigt over og vil gøre alt for at "få" min datter for sig selv. Sådan er jeg bare ikke indrettet - og jo mere hun presser på, jo mere modvillig bliver jeg... *suk* 

Håber det er noget vi hver især vokser fra 😎🙄

Og håber du takler det bedre end jeg! 😂

Rum dine følelser, de er helt okay. Du behøver ikke at handle på dem. Alle har grimme følelser. Få dig en lur og nyd at din svigermor lever og din mand er stolt. Du er den vigtigste i babys liv. 

Jeg kender det SÅ godt ❤️ Det er fuldstændig normalt, at have den følelse. Min svigermor kom også noget 'uheldigt' fra start med lille F og nybagte mig herhjemme, da noget at det første hun gjorde bare var at tage ham ud af armene på mig, sige at hun nok skulle gå en tur med ham i barnevogn, så jeg kunne sove et par timer (et par TIMER(!!!) ville hun fjerne ham fra mig) og jeg kunne slet ikke klare den måde hun bar rundt på ham med et lille dinglende hoved og alt i mig skreg "NEEEEEJ!" men jeg var bare stum af magtesløshed og turde ikke sige. Der følte jeg mig virkelig åndssvag, over den følelse jeg havde, for hun er jo farmoren og skal da have lov at holde... men DU er talerør for DIN baby, og DIN grænse skal IKKE overskrides. Om det så er farmor, mormor, veninde eller moster, der - i god mening - vil "aflaste" dig.

Idag er vores F 16 mdr og han ELSKER sin farmor. Og når jeg ser, hvor dejligt de har det sammen, smitter det af og jeg har fået et noget mindre anspændt forhold til min svigermor. For det der med at være farmor - dét kan hun bare. Han har faktisk sovet hos hende to gange. Det har været min mands og mit valg og det har føltes godt i maven. Havde det føltes forkert i maven, så havde han ikke gjort det(og hun bor 5 min væk, så vi sad klar til at køre om og hente ham, hvis hun skrev, der var det mindste 😅). 

Pointen er: vær du bare mor præcis som du skal være. De skal nok få tid til at lære hinanden at kende. Hun kan også sagtens snakke med baby, når baby er på din arm. Og din arm er præcis der, baby helst vil være, så stol du bare på din egen mavefornemmelse og vid, at du gør det godt!