Close
Log Ind Opret Bruger

Bedsteforældre fravælger barnebarn – hvad gør vi?

  • 13 august 2018, 11:55

    Kære kloge damer.

    Jeg håber sådan på nogle gode input og praktiske forslag! Vi aner ikke, hvad vi skal stille op…

    Det er en lang historie, som jeg forsøger at koge helt ned: Min mands far er ikke helt normal. Han er kvik, charmerende, og kan være rigtig hyggelig, men lige pludselig kan han finde på at sige nogle rigtig nederdrægtige ting og på at blive ubehagelig og grov. Min mands mor støtter ham i situationen – også når det er gået ud over vores søn. Jeg tror, at hun er bange for ham. Han har sagt ting, som stadig sidder i vores søn; drillet ham med at han "skriver grimt/forkerte bogstaver", råbt, kaldt ham grimme ting m.v. Det er stået på altid – også da min mand var barn. Han er blevet så vant til det, at han havde lært at lukke af for at beskytte sig selv. Min mand og jeg har været igennem et længere forløb hos en familieterapeut, da jeg blev fysisk dårlig af at være sammen med mine svigerforældre og ikke ville udsætte vores søn for det mere. Jeg var decideret bange for, hvornår det næste udbrud ville komme. Familieterapeuten hjalp os med at forstå, at min mands far simplethen ikke er i stand til at opføre sig pænt/normalt, og at det er derfor, at vores anstrengelser gennem årene ikke har ændret noget. Han er tidligt skadet og mangler empati og indlevelse. Min mands mor i en vis grad også – og hun forsøger hele tiden at undvige og tale udenom, ligesom hun altid har forsøgt at give min mand dårlig samvittighed og skubbe skylden over på ham, hvis der var noget. Min mand er en helt igennem sød og super-forstående søn, så det er helt uberettiget.

    Min mand kan efter terapiforløbet også se det (og har fortalt mig om nogle af de helt urimelige ting han har været udsat for som barn) og for et år siden fortalte han sine forældre, at han bliver nødt til at skærme os, og at vi derfor kun kan ses alle sammen ca. hver 6. uge og til fødselsdag/jul, og at farfar ikke må være alene med vores søn og derfor ikke hente ham. Det har hjulpet os meget og givet os ro. Vores søn er stadig blevet hentet af farmor en gang om ugen (hun er sød, når farfar ikke er der). 

    Nu til problemet: Nu har farmor meldt ud, at hun ikke vil komme længere, hvis ikke farfar må komme med. Vores søn – nu 7 år – er rigtig glad for dem begge, og vi aner ikke vores levende råd. Vi er enige om, at det ikke er forsvarligt at "give efter" og lade farfar være alene med ham. Vi kan sagtens forstå, at det er rigtig svært for farmor at være "imellem to lejre", og kan også godt forstå, at farfar er ked af det/stødt over ikke at måtte komme med. Vi kan bare ikke forsvare det. Vi er selv rigtig rigtig kede af, at det ikke kan være et harmonisk forhold mellem os alle.

    Så: hvad gør vi? Hvad siger vi til vores søn? Han er rigtig kvik, så vi kan ikke komme med en søforklaring om at bilen er brudt sammen, at de har en vandskade eller lignende. Lige nu har vi sagt, at de har lungebetændelse (for det har vi lige haft her). Sidste år startede farmor med at sige, at hun ikke ville komme, og ændrede så mening, så vi ved heller ikke, om det er permanent nu.

    Jeg håber sådan på gode råd. Tusind tak fordi du læste med! 

    13. august 2018 kl. 12:24

    anonym31 skrev :

    Kære kloge damer.

    Jeg håber sådan på nogle gode input og praktiske forslag! Vi aner ikke, hvad vi skal stille op…

    Det er en lang historie, som jeg forsøger at koge helt ned: Min mands far er ikke helt normal. Han er kvik, charmerende, og kan være rigtig hyggelig, men lige pludselig kan han finde på at sige nogle rigtig nederdrægtige ting og på at blive ubehagelig og grov. Min mands mor støtter ham i situationen – også når det er gået ud over vores søn. Jeg tror, at hun er bange for ham. Han har sagt ting, som stadig sidder i vores søn; drillet ham med at han "skriver grimt/forkerte bogstaver", råbt, kaldt ham grimme ting m.v. Det er stået på altid – også da min mand var barn. Han er blevet så vant til det, at han havde lært at lukke af for at beskytte sig selv. Min mand og jeg har været igennem et længere forløb hos en familieterapeut, da jeg blev fysisk dårlig af at være sammen med mine svigerforældre og ikke ville udsætte vores søn for det mere. Jeg var decideret bange for, hvornår det næste udbrud ville komme. Familieterapeuten hjalp os med at forstå, at min mands far simplethen ikke er i stand til at opføre sig pænt/normalt, og at det er derfor, at vores anstrengelser gennem årene ikke har ændret noget. Han er tidligt skadet og mangler empati og indlevelse. Min mands mor i en vis grad også – og hun forsøger hele tiden at undvige og tale udenom, ligesom hun altid har forsøgt at give min mand dårlig samvittighed og skubbe skylden over på ham, hvis der var noget. Min mand er en helt igennem sød og super-forstående søn, så det er helt uberettiget.

    Min mand kan efter terapiforløbet også se det (og har fortalt mig om nogle af de helt urimelige ting han har været udsat for som barn) og for et år siden fortalte han sine forældre, at han bliver nødt til at skærme os, og at vi derfor kun kan ses alle sammen ca. hver 6. uge og til fødselsdag/jul, og at farfar ikke må være alene med vores søn og derfor ikke hente ham. Det har hjulpet os meget og givet os ro. Vores søn er stadig blevet hentet af farmor en gang om ugen (hun er sød, når farfar ikke er der). 

    Nu til problemet: Nu har farmor meldt ud, at hun ikke vil komme længere, hvis ikke farfar må komme med. Vores søn – nu 7 år – er rigtig glad for dem begge, og vi aner ikke vores levende råd. Vi er enige om, at det ikke er forsvarligt at "give efter" og lade farfar være alene med ham. Vi kan sagtens forstå, at det er rigtig svært for farmor at være "imellem to lejre", og kan også godt forstå, at farfar er ked af det/stødt over ikke at måtte komme med. Vi kan bare ikke forsvare det. Vi er selv rigtig rigtig kede af, at det ikke kan være et harmonisk forhold mellem os alle.

    Så: hvad gør vi? Hvad siger vi til vores søn? Han er rigtig kvik, så vi kan ikke komme med en søforklaring om at bilen er brudt sammen, at de har en vandskade eller lignende. Lige nu har vi sagt, at de har lungebetændelse (for det har vi lige haft her). Sidste år startede farmor med at sige, at hun ikke ville komme, og ændrede så mening, så vi ved heller ikke, om det er permanent nu.

    Jeg håber sådan på gode råd. Tusind tak fordi du læste med! 

    Jamen, så er det jo enten begge eller ingen.

    Hvad vil I så?

    Jeg havde personligt valgt at mødes på neutral grund hver gang og så simpelthen gå I SAMME ØJEBLIK den første ubehagelighed meldte sig, lidt på samme måde som nogle sætter børn til time-out – her er det bare jer, der går, fordi I kun kan bestemme over jer selv.

    På den måde bliver det klart understreget, hvor grænsen går.

    13. august 2018 kl. 12:37

    Mange tak for dit svar!

    Det var også vores tanke: min mand har også tilbudt at gå tidligere fra arbejde, så han kan komme med, når farfar er med for at hente, men farfar har sagt at "han ikke vil have chaperone på". De vil ikke ses alle sammen sammen mere, hvis ikke farfar og farmor må hente alene…

    Min mand siger, at det er den måde, han tit er blevet presset på/manipuleret på tidligere. Meget sort/hvidt. Han er så vred, såret og frustreret, at han er parat til ikke at ses mere, men jeg vil virkelig gerne forsøge at have det til at fungere. Både for vores børns skyld (vi har også en lille en) og for min mands skyld. Jeg er selv der, hvor det har været så slemt, at jeg er lettet, når vi ikke ses. Skrækkeligt men sandt. Min mand siger faktisk, at han også er lettet… Men hvad så med børnene…

    13. august 2018 kl. 13:04

    Jeres fornemmeste opgave er at passe på jeres søn og jeg synes det lyder som om i er virkelig gode til det! I gør alt hvad i overhovedet kan for at passe på jeres dreng og samtidig sikre at han har haft mulighed for at have den relation til farmor og til dels farfar.  Jeg synes tit man høre om familier det har problemer med relationer til familiemedlemmer og som enten er for konfliktsky til at stille krav eller som fuldstændig vælger fra. Jeg synes det er rigtig flot at i har kunne finde en middelvej, som er til jeres søns bedste! 

    Nu har farmor så truffet et valg, som ikke er til jeres søns bedste. Det er hendes ultimatum, uden rummelighed for jeres krav til deres forhold. Hvis det var mig, ville jeg stå fast og håbe at farmor ombestemmer sig, men jeg kan godt forstå at det er svært at skulle forklare jeres søn. 

     

    13. august 2018 kl. 13:04

    Kram til jer – det er en svær situation, I står i.

    Mine tanker er: Hold fast i jeres beslutning. Det lyder som om, den er truffet på et virkelig gennemtænkt og fornuftigt grundlag. Ikke lad jer presse på bekostning af jeres søn. Ja, jeres søn er glad for både farmor og farfar, MEN farfar er en usund relation at være alene med, og det skal I holde fast i. Det er jeres beslutning som forældre – og hvis i spurgte jeres søn om enten/eller, ville han sikkert vælge dem begge, fordi han holder af dem. Men hans hjerne er ikke udviklet nok til, at han kan koble det sammen med alt det, det også kommer til at betyde. Og det er jeres ansvar som forældre at passe på jeres søn. Så jeg ville sige til farmor: "Det er vi kede af, vi kan godt forstå, du føler dig fanget i det her. Vi respekterer din beslutning, og du skal vide, at du altid er velkommen til at ændre mening"

     

    I forhold til hvad I skal fortælle jeres søn, så synes jeg, I skal være ærlige (på en måde så jeres søn kan forstå det). Mit barn er ikke så gammelt endnu, så jeg kan ikke sige, hvad I præcis skal sige – børn er også forskellige, men børn er kloge og de forstår utrolig meget – drop søforklaringerne. Jeg ville helt sikkert sige det på en måde, så det ikke virker som om, farmor fravælger jeres søn- måske nærmere, at det er jer forældre, hun fravælger pga. jeres beslutning – hvis det giver mening?

    13. august 2018 kl. 13:31

    metfa skrev :

    Jeres fornemmeste opgave er at passe på jeres søn og jeg synes det lyder som om i er virkelig gode til det! I gør alt hvad i overhovedet kan for at passe på jeres dreng og samtidig sikre at han har haft mulighed for at have den relation til farmor og til dels farfar.  Jeg synes tit man høre om familier det har problemer med relationer til familiemedlemmer og som enten er for konfliktsky til at stille krav eller som fuldstændig vælger fra. Jeg synes det er rigtig flot at i har kunne finde en middelvej, som er til jeres søns bedste! 

    Nu har farmor så truffet et valg, som ikke er til jeres søns bedste. Det er hendes ultimatum, uden rummelighed for jeres krav til deres forhold. Hvis det var mig, ville jeg stå fast og håbe at farmor ombestemmer sig, men jeg kan godt forstå at det er svært at skulle forklare jeres søn. 

     

    Kære metfa.

    Mange tak for dit svar og de pæne ord.

    Jeg kan blive så rasende og ked af det over, at de ikke sætter ham først og så er sure på os i det stille. Han er et følsomt barn, og han vil blive SÅ ked af, at farmor ikke kommer og henter ham.

    Og jeg ved ikke, hvordan vi skal forklare ham det. Familieterapeuten sagde, at vi kunne sige til ham, at "mor og far er uvenner med farmor og farfar". Jeg tror bare, at han ville blive ved med at insistere på, at man altid skal prøve at blive gode venner og tale om det (som vi har lært ham ift. andre konflikter). Det svar ville ikke give ham ro… 

    13. august 2018 kl. 13:35

    mortiletmajbarn skrev :

    Kram til jer – det er en svær situation, I står i.

    Mine tanker er: Hold fast i jeres beslutning. Det lyder som om, den er truffet på et virkelig gennemtænkt og fornuftigt grundlag. Ikke lad jer presse på bekostning af jeres søn. Ja, jeres søn er glad for både farmor og farfar, MEN farfar er en usund relation at være alene med, og det skal I holde fast i. Det er jeres beslutning som forældre – og hvis i spurgte jeres søn om enten/eller, ville han sikkert vælge dem begge, fordi han holder af dem. Men hans hjerne er ikke udviklet nok til, at han kan koble det sammen med alt det, det også kommer til at betyde. Og det er jeres ansvar som forældre at passe på jeres søn. Så jeg ville sige til farmor: “Det er vi kede af, vi kan godt forstå, du føler dig fanget i det her. Vi respekterer din beslutning, og du skal vide, at du altid er velkommen til at ændre mening”

     

    I forhold til hvad I skal fortælle jeres søn, så synes jeg, I skal være ærlige (på en måde så jeres søn kan forstå det). Mit barn er ikke så gammelt endnu, så jeg kan ikke sige, hvad I præcis skal sige – børn er også forskellige, men børn er kloge og de forstår utrolig meget – drop søforklaringerne. Jeg ville helt sikkert sige det på en måde, så det ikke virker som om, farmor fravælger jeres søn- måske nærmere, at det er jer forældre, hun fravælger pga. jeres beslutning – hvis det giver mening?

    Kære mortiletmajbarn.

    Mange tak for dine ord. Han kan nemlig ikke overskue hvad det gør ved ham på sigt at blive talt sådan til. Og han ser sådan op til sin farfar, som på mange måder kan spændende ting m.v. 

    Ift. hvad vi skal sige til ham, så er jeg helt enig med dig: jeg vil også gerne være ærlig. Der er jo heller ikke nogen søforklaring, som kan bruges i vores situation, synes jeg. Familieterapeuten foreslog, at vi sagde til ham, at vi voksne er uvenner med farmor og farfar. Det synes jeg bare ikke er den rigtige løsning. Vi vil jo gerne løse det, og jeg synes ikke, at han skal lære, at man "bare" holder op med at se sin nærmeste familie fordi man "er uvenner".

     

    13. august 2018 kl. 13:51

    Jeg er til dels enig med dig.

    Jeg tænker først og fremmest – hvad har koblingen med farmor og farfars uvenskab med jer at gøre i forhold til, at de så ikke kan se jeres søn? Forstår du? Men samtidig taler "uvenner" nok også til ham og gør det nemmere at forstå. Vil han mon spørge om, hvorfor I er blevet uvenner? Og hvorfor kan han ikke stadig se dem, selvom I er uvenner? (Øv hvor er det uretfærdigt at farmor at lade jeres søn fange på den måde- børn må aldrig blive "gidsler" i sådanne konflikter)

    Men måske skal I sige noget med: "Farmor og farfar, mor og far er uvenner. Vi har talt om det rigtig mange gange, men vi bliver bare ved med at være uvenner, og det er rigtig dumt. Det har ikke noget med dig at gøre, og vi kan godt forstå, du bliver rigtig ked af det. Det er vigtigt, du fortæller os, når du savner dem. Så kan vi give dig en krammer og snakke om det. Vi skal nok tale med dem igen, men lige nu skal vi alle sammen lige have lidt fred for hinanden"-agtigt?

    Jeg tror faktisk, jeg ville opsøge lidt hjælp til, hvordan I skal tale med jeres søn om det. Et eksempel er Smilla Lynggaard, der også har rådgivning over telefon og skype. Hun er meget kompetent. 

     

     

    13. august 2018 kl. 13:56

    mortiletmajbarn skrev :

    Jeg er til dels enig med dig.

    Jeg tænker først og fremmest – hvad har koblingen med farmor og farfars uvenskab med jer at gøre i forhold til, at de så ikke kan se jeres søn? Forstår du? Men samtidig taler "uvenner" nok også til ham og gør det nemmere at forstå. Vil han mon spørge om, hvorfor I er blevet uvenner? Og hvorfor kan han ikke stadig se dem, selvom I er uvenner? (Øv hvor er det uretfærdigt at farmor at lade jeres søn fange på den måde- børn må aldrig blive "gidsler" i sådanne konflikter)

    Men måske skal I sige noget med: "Farmor og farfar, mor og far er uvenner. Vi har talt om det rigtig mange gange, men vi bliver bare ved med at være uvenner, og det er rigtig dumt. Det har ikke noget med dig at gøre, og vi kan godt forstå, du bliver rigtig ked af det. Det er vigtigt, du fortæller os, når du savner dem. Så kan vi give dig en krammer og snakke om det. Vi skal nok tale med dem igen, men lige nu skal vi alle sammen lige have lidt fred for hinanden"-agtigt?

    Jeg tror faktisk, jeg ville opsøge lidt hjælp til, hvordan I skal tale med jeres søn om det. Et eksempel er Smilla Lynggaard, der også har rådgivning over telefon og skype. Hun er meget kompetent. 

     

     

    Tak for endnu et input. Puha. Har en klump i halsen. Nu har "truslen" om at hun ikke vil se ham hængt over vores hoveder i et år (siden min mand talte med dem), og jeg græd og bandede den gang (i enerum) af sorg og frustration over, at jeg ikke kan beskytte min søn mod hendes beslutning om ikke at se ham. Det gør SÅ ondt. Jeg forstår ikke, hvordan de kan få sig selv til at lade det gå ud over ham.

    Og han vil nemlig – som du skriver – blive ved med at spørge, hvorfor vi ikke kan tale om det, hvad vi er uvenner over m.v.

    Også tak for forslaget om en konkret person, vi kunne drøfte det med. Det virker helt uoverskueligt at inddrage en ny person, men måske det er nødvendigt. Jeg har lagt besked hos familievejlederen, som kender situationen, i håb om, at vi kan få en snak mere hos hende.

    13. august 2018 kl. 14:04

    Vi har ingen kontakt med min mor pga omsorgssvigt og diverse andre ting. Jeg forsøgte terapi med hende, men det nyttede ikke. Nu er vores dreng kun 5, men han har fået følgende forklaring på, hvorfor vi ikke ses med hans mormor: 

    Mormor er ikke sød ved os, og når vi siger det til hende, vil hun ikke sige undskyld. Vi gider kun ses med mennesker, som opfører sig ordentlig og som siger undskyld, når de kommer til at opføre sig dårligt. Det kommer vi alle sammen til engang imellem, men forskellen er at mormor gør det med vilje og altså ikke undskylder… 

    Når han bliver større, kan han vælge at tage kontakt til hende, men så længe han er barn er det vores ansvar som forældre at beskytte ham. 

    I forhold til jeres situation så skal forklaringen selvfølgelig rettes til, men det kan vel godt opfattes som dårlig opførsel, at de stiller egoistisk krav/ultimatum, som I ikke kan acceptere? 

    13. august 2018 kl. 14:09

    FrkKit skrev :

    Vi har ingen kontakt med min mor pga omsorgssvigt og diverse andre ting. Jeg forsøgte terapi med hende, men det nyttede ikke. Nu er vores dreng kun 5, men han har fået følgende forklaring på, hvorfor vi ikke ses med hans mormor: 

    Mormor er ikke sød ved os, og når vi siger det til hende, vil hun ikke sige undskyld. Vi gider kun ses med mennesker, som opfører sig ordentlig og som siger undskyld, når de kommer til at opføre sig dårligt. Det kommer vi alle sammen til engang imellem, men forskellen er at mormor gør det med vilje og altså ikke undskylder… 

    Når han bliver større, kan han vælge at tage kontakt til hende, men så længe han er barn er det vores ansvar som forældre at beskytte ham. 

    I forhold til jeres situation så skal forklaringen selvfølgelig rettes til, men det kan vel godt opfattes som dårlig opførsel, at de stiller egoistisk krav/ultimatum, som I ikke kan acceptere? 

    Kære FrkKit.

    Mange tak for dit input og fordi du deler jeres situation og den forklaring, som I bruger. Det er en god forklaring på jeres situation, synes jeg. Det er noget lignende, som vi skal have formuleret. Åh, jeg synes bare, at det er så svært og føler mig så fanget.

     

    13. august 2018 kl. 14:37

    Jeg havde nok bare fortalt ham sandheden. Altså sagt til ham, at I ikke synes, at han skal være alene med Farfar, fordi Farfar af og til siger nogle ting som kan gøre ham ked af det, og at det derfor kun har været farmor der har fået lov til at hente ham indtil nu. Derefter må I så tilføje, at farmor nu har besluttet, at hun ikke længere vil hente ham, hvis Farfar ikke også kan være med, og det synes I ikke at han skal, fordi han jo siger nogle grimme ting ind imellem. Fortæl ham, at I siger nej til at farfar kan være med, fordi I gerne vil passe på ham og undgå, at nogen gør ham ked af det. I kan jo evt. overveje at starte med at skrive til farmor, at I er kede af hendes beslutning, og at I jo er nødt til at fortælle jeres søn om hendes beslutning, og at I har tænkt jer at sige det til ham på onsdag. På den måde giver I hende lige et par dage til at komme på bedre tanker og ombestemme sig.

     

    Men er det forhold til bedsteforældrene overhovedet en sund relation at have fore jeres dreng? Jeg tænker umiddelbart, at det må være anspændt og anstrengende at være sammen med dem, når I er sammen alle fire. I er jo nødt til at være på vagt hele tiden, og selvom I er til stede hele tiden, så er det jo svært at gøre noget usagt, hvis det først er sagt. Jeg tror, at der er en ret stor risiko for, at relationen ryger før eller siden, og så er det måske bedst bare at få det overstået, selvom det selvfølgelig kommer til at gøre ondt på jeres dreng. Du skriver, at I har gået med farmors ”trussel” over hovedet i et år nu. Det må også være hårdt og opslidende.

     

    Det er lidt som at have en splint i fingeren. Det gør helvedes ondt at grave den ud med pincet og nål, og de fleste børn vil også hellere have, at man bare lader den sidde, men vi voksne ved godt, at den skal graves ud for, at såret kan hele og for at undgå betændelse.

    13. august 2018 kl. 14:42

    Det er rigtig en svær situation at stå i og jeg forstår godt jeres beslutning. Jeg forstår bare også godt din svigermor og hendes beslutning. I tvinger hende til at vælge mellem 2 mennesker hun elsker – det er ikke spor sjovt. Jeg tror ikke der er andet for end at fortælle jeres søn det som det er – børn er jo netop skide kloge og ethvert forsøg på at skjule sandheden vil formentlig fejle

    13. august 2018 kl. 17:29

    Sikke en svær situation I står i. Nu drister jeg mig til at analysere på det, du skriver. Tilgiv mig, hvis jeg går for tæt på. 

    Det lyder som om, at I voksne har sluttet fred med den sorg, det er, at din mand har en far, som svigter. Det er dødærgerligt for jer. Men I er igennem sorgen og har truffet en beslutning om, at i ikke vil behandles dårligt og at jeres børn ikke skal behandles dårligt. 

    Men I er ikke igennem den sorg, det er, at jeres barn har en farfar, der svigter. Og nu faktisk også en farmor. I skal holde fast i, at I og jeres barn ikke skal behandles dårligt. Og så skal I arbejde med den sorg, det er. Jeg tror, at grunden til, at du ikke kan finde en god måde at fortælle din søn om bruddet er, at du selv har for stor en sorg over hans tab til at hjælpe ham igennem sit. Find vej gennem din egen sorg, så kan du hjælpe ham. Og så giver forklaringen helt sig selv.

    (Og ja, det var meget nemmere at skrive bag skærmen, end at udføre i praksis, så du får lige et kæmpe kram, skulderklap og held og lykke til missionen).

    13. august 2018 kl. 21:12

    Jeg ville også give farmor et par dages “advarsel”, så hun kan nå at skifte mening. Og så sige det som det er: farfar kan være rigtig sød, men han kan også pludselig sige nogle rigtig grimme ting. Og han vil ikke sige undskyld bagefter. Vi hr snakket med ham mange gange, og det ændrer sig ikke. Så derfor vil vi ikke have at farfar er alene med dig, før han har lært at sige undskyld. Farmor har desværre sagt, at hun heller ikke vil komme mere. Det er vi rigtig kede af. Men der er farmors valg. Det er fordi hun er vred på mor og far. Men mor og far holder fast i, at farfar skal lære at sige undskyld først.”

    I kan sikkert finde eksempler på hans dårlige opførsel. Og så må I hjælpe jeres dreng igennem sorgen. Bare vær ærlige. Det er det bedste I kan gøre. 

    Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 25 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.