Først og fremmest stort tillykke - hvor er det dejligt ❤️
Mht at fortælle det til søsteren, så vil jeg nok sige det til hende face-to-face, men hvor der ikke er alle mulige andre end dem. Og ikke som et eller andet event a la - nu får du en kop hvor der står faster eller lignende. I hvert fald ikke, hvis I er i tvivl om de kan have udfordringer.

Jeg har selv været i fertilitetsbehandling, og derfor den sidste af mine veninder til at få børn, og der har det klart været nemmest når de helt udramatisk har sagt de var gravide. Man er jo rigtig glad på deres vegne, men er bare trist over egen situation. 

På den måde kan I også lure hendes reaktion - måske er der ingen problemer og de bare gerne vil vente ❤️

Mange tak og tak for dit svar! ❤️ Det er meget brugbart for os, og vi vil bestemt tage det med videre, at det skal være udramatisk og passende i situationen. Vi vil meget gerne fortælle hende det, men det skal være skånsomt (hvis nu det er følsomt). Samtidigt skal det naturligvis heller ikke være "undvigende" eller overrumplende, så vi forsøger at finde en god balance. Mange tak! Og rigtig god weekend til dig, når du når dertil 🌟

Hej Julia

Jeg er faktisk meget enig i det MalleJ skriver - det er så vigtigt at det ikke er til noget vigtigt kom-sammenhalløj, hvor det bare forventes at alle bliver super glade. 
Face-to-face er en mulighed, helt udramatisk som MalleJ skriver. 
Eller afhængig af om i syntes det er passende eller ej, kan i bare skrive en besked eller ringe. 

De sidste tilføjelser til min familie fik vi besked om via en fællesbesked på messenger - helt og aldeles udramatisk. Min bror og hans kæreste havde ringet og fortalt det til de kommende bedsteforældre og os søskende fik så bare en besked om det. 

Min kæreste og jeg er i ferilitetsbehandling og jeg sætter så stor pris på dem der sender mig en besked om deres graviditet, frem for dem der vil fortælle det face to face. For hvis jeg sidder overfor personen, så vil jeg gøre alt for at vise at jeg er glad på deres vegne, hvilket jeg også er - det er bare ikke min helt ærlige "umiddelbare reaktion". Min umiddelbare reaktion er en ekstrem grim følelse af misundelighed og en følelse af uretfærdighed - den følelse har intet med den gravide at gøre, den har kun noget med mig at gøre og derfor er det også rarest at håndtere den alene. Når man så har reageret over sin egen barnløshed og sorg, så kan man komme frem til at glæde sig på den gravides vegne. Men det er svært at springe den der umiddelbare reaktion over. 

Ja, er faktisk også enig i at en besked også kan være fint - altså så de kan synke beskeden før de skal forholde sig til at reagere på en bestemt måde.

Det lyder i hvert fald som om I gør jer nogen rigtig gode tanker omkring hensyn, så jeg er sikker på, at I nok skal få sagt det på en god måde ❤️

Jeg tror jeg vil gå lidt i mod de første svar og sige at det ikke skal være face-to-face. Og der bidrager coronasituationen i høj grad til en oplagt mulighed for at undgå at skulle stå ansigt til ansigt med hende:) 

Jeg siger det som en, der ganske vist ikke har været i behandling, men som har været skruk grænsende til det sindssyge i 8 år før min kæreste endelig blev klar. Så meget at jeg nærmest følte det som om jeg var ufrivillig barnløs fordi jeg jo bare ikke kunne få opfyldt det brændende ønske om et barn, som jeg havde. I samme periode så jeg veninder rykke indenom og få børn - selv de veninder der aaaaaaaldrig skulle have børn eller som i hvert fald ikke skulle have dem før om laaaaang tid, nåede at få børn inden mig. Og min onkel og tante lavede også lige snigeren ved at præsentere en efternøler i den periode. Og min svigerinde, som ganske vist var en del ældre, men som dog kun lige havde haft sin kæreste i et lille års tid. 

Og jeg tror jeg er kommet frem til at jeg faktisk foretrak at få det at vide over telefonen. For så havde jeg mulighed for at ønske tillykke osv. uden nogen kunne se mig og bagefter trække mig tilbage og få en god tudetur uden nogen kunne se det. Når jeg så så dem næste gang var jeg somregel helt ovre det og havde fået lov til at "rase ud" over at det ikke var min tur endnu og bare helt klar til at glæde mig på deres vegne. 

Jeg er fuldstændig enig i udramatisk og telefonisk. Og gerne i en samtale, hvor I har andre emner at tale om, så det ikke fylder det hele. 

Og så ville jeg prioritere at fortælle hende det som den første. Ikke gøre et nummer ud af, hun er den første. Men bare for at sikre, at hun hører det direkte fra jer. Selv i det bedste familier kan folk komme til at tale over sig osv. 

Jeg var storesøsteren der selv overvejede børn, men endnu ikke havde fået helt styr på det hele, da min lillebror meldte at han skulle være far. Han gjorde det på sådan en fin måde, hvor han trak mig til side og fortalte at jeg skulle være faster og gudmor, fordi jeg betød så meget for dem og ville gøre det for deres barn💜 anden gang de fandt ud af de ventede sig, der var den værre for dér havde vi lige mistet og arbejde hårdt på at blive gravide igen. Har sendte han et billede af min elskede guddatter og skrev at hun skulle have en lillebrøster. Hun kan altid få mig til at smile, uanset hvilke nyheder hun kommer med...så det var snedigt.

Jeg syntes det var rart at få det på skrift, så jeg lige kunne finde den rette grimasse. Og det hjalp da også at jeg selv havde en positiv test måneden efter😜

flikiflak:

Tak for dit svar! Det er meget brugbart - det er rart at I alle er så enige, da det gør det en del lettere at beslutte hvordan vi skal gøre det :-)  Det du skriver med din "ærlige umiddelbare reaktion" er spot on, og det satte virkelig tankerne i gang hos os. Nu er det jo slet ikke det samme, men vi har også selv oplevet en smule af den slags følelser. Vi var klar i mange måneder inden vi gik i gang, og så gik der 5 måneder med forsøg, og i mellemtiden meddelte 3 nære veninder, at de var gravide. Da den første veninde sagde det, blev vi rigtig glade! Da den anden veninde sagde det, var vi begejstrede men ikke helt på samme måde. Da den tredje veninde sagde det, mærkede vi nok en snært af den følelse du beskriver. Det har intet med dem og deres graviditet at gøre - men alligevel bliver man misundelig, fordi det er noget man ønsker sig i så høj en grad. Vi har jo slet ikke i nærheden af at være barnløse, så det er naturligvis ikke det samme, men jeg kan godt genkende følelsen lidt. Mange tak for dit svar - vi tager det meget til os :-)

MalleJ:

Tak - vi forsøger at gøre det så spiseligt, som overhovedet muligt - og udelukkende af den årsag, at der er en risiko for, at hun vil blive såret <3 Tak for dine svar.

slandramus:

Tak for dit svar og dine tanker :-) Jeg kan godt genkende dine følelser, så jeg kan godt forstå dit synspunkt. Vi tager det med og forsøger at se, om vi kan få passet det ind. De ringer ALDRIG til hinanden, så det skal også virke naturligt i deres relation. Tusind tak :-)