Fødselsberetning om min søn Antons fødsel, 9. September 2013 kl. 7:22 på Hvidovre Hospital.

Ugerne op til termin var lange, og jeg oplevede jævnligt ”snydeveer”, intense plukveer, murren og lændesmerter, så jeg var relativt fortrøstningsfuld over, at jeg formentlig ville føde omkring terminen 29/8. Da jeg var 40+1 var jeg til Jordemoder, som også konstaterede at barnet lå dybt nede med hovedet først og livmoderhalsen var næsten væk, samt jeg allerede var 3 cm åben! Det var gode nyheder, for så regnede jeg med at gå i fødsel de kommende dage og JM lavede hindeløsning, for at sætte skub i tingene. 

Men tiden gik – og der kom ingen baby... Stadig mange snydeveer osv., så vi var efterhånden godt frustrerede, da jeg ikke rigtig gik i fødsel. Søndag d. 8/9, syntes jeg ikke at jeg mærkede særlig meget liv om morgenen, og var efterhånden ret nervøs, da jeg på det tidspunkt var gået 10 dage over tid. Derfor ringede jeg til Hvidovre, og vi fik lov at komme ind og få kørt strimmel. Jeg havde i øvrigt tid til samtale om igangsættelse mandag morgen, men så langt skulle vi ikke komme. 

Alt var heldigvis ok med babys hjertelyd og bevægelse, så de sendte mig hjem igen. Dog ville jeg i bagklogskabens lys meget gerne have haft at de havde scannet mig, for så kunne vi have forudset tingenes gang senere samme nat... 

Vi besluttede os for at hygge os godt og grundigt med store bøffer og is søndag aften, med tanke på, at vi formentlig skulle være forældre efter igangsættelse mandag. Og aftenen gik da også fint, og jeg havde det godt, da jeg gik i seng. 

Kl. 2 startede det hele så... Jeg vågnede med voldsomme og hyppige veer, og de havde ret i, at når det endelig var i gang, så var jeg ikke i tvivl! Det var noget lange veer ift. hvad jeg havde fået at vide (ca. 2 minutter hver!), og der var meget kort imellem dem. Det var utrolig intenst så omkring kl. 3:30 ringede Magnus til Fødegangen. De sagde at der formentlig ville gå lang tid, når nu det kun havde varet så kort tid, men da de kunne høre mig jamre i baggrunden, og også talte kort med mig, syntes de jeg skulle komme ind – men dog tage det stille og roligt.

Jeg tog et bad for at prøve at lindre lidt, og vi fik pakket nogle ting (eller Magnus gjorde, jeg hylede og skreg vist bare), og vi smed hvad vi havde i hænderne, og var på vej i taxa til Hvidovre kl. 4:30. Heldigvis stod der en kørestol ved parkeringskælder-opgangen, så den kunne jeg komme i, for kunne umuligt have gået den lange vej op til FG, med så kraftige smerter. Kastede i øvrigt op i taxaen (havde dog husket en pose heldigvis!), og flere gange undervejs i forløbet...).

Da vi kom op, kom vi ind på en fødestue og jeg blev undersøgt af en yngre og en mere erfaren JM. Begge to kunne konstatere, at barnet da vist lå med numsen nedad! Det var noget af et chok for mig, men jeg havde så kraftige smerter, at jeg ikke rigtig kunne gennemtænke noget. Der kom så en læge ind, som så kunne konstatere det samme + at jeg allerede var 7 cm åben. 

De skønnede baby til at være 3600-3800 gram, så de mente at vi kunne gennemføre en sædefødsel, da jeg allerede var ved at gå ind i pressefasen, og fuldt åben inden for meget kort tid. De informerede mig om, at der ville være en del ekstra personale på stuen, men det ænsede jeg nu ikke – skulle bare have den unge ud NU! Havde i øvrigt hverken sat mig ind i sædefødsler eller kejsersnit, fordi alt jo ifølge konsultations-JM havde set helt normalt og fint ud...

Veerne tog til og jeg var på hårdt arbejde...! Av av av hvor havde jeg i min vildeste fantasi ikke forventet SÅ intens smerte! Det var som om der ingen ende var på det, selvom jeg pressede og pressede, og efter noget tid besluttede lægerne og JM at barnet ikke kom nogen vegne, så de ville gennemføre et kejsersnit, så han kunne komme ud hurtigst muligt. Jeg var helt rundt på gulvet der, og bare enig i at han skulle ud lige nu – var slet ikke tryg ved at der ikke skete noget.

Jeg blev kørt på operationsgangen og Magnus skulle have hospitalstøj på og få stillet alle vores ting væk imens, og så gik de ellers i gang med at gøre klar til bedøvelsen. Det var super hårdt, for havde jo voldsomme presseveer og kunne fysisk ikke holde dem tilbage, selvom jeg selvfølgelig skulle gøre hvad jeg kunne... Det var virkelig ikke sjovt, og jeg var utrolig bange for at skade baby, og for at han skulle presses for langt ud. Men jeg kom da over på operationsbordet og fik vendt ryggen til, og så kom rygmarvsbedøvelsen... Det gjorde ikke særlig ondt (intet gør jo ondt i sammenligning med veer), og jeg tror jeg havde det som en der tager heroin for første gang, da den begyndte at virke! Den lettelse det var ikke længere at have smerter var SÅ dejlig!

Magnus sad oppe ved mit hoved, og jeg kunne mærke at de trak i min mave, men ellers ingenting. Og pludselig sagde de, at nu var barnet ude, og han så rigtig fin ud. Klokken var 7:22, så fra første ve, og til Anton var ude var der gået godt og vel 5 timer! 

Jeg holdt vejret indtil jeg hørte det første spæde skrig fra lillemanden, og han kom over på klargøringsbordet, hvor en sygeplejerske fulgte Magnus med over, så han kunne se ham. De undersøgte ham, og jeg kunne se lidt fra mit leje. Det første jeg lade mærke til, var, at han havde sin fars smilehuller! Og så strømmede lykkefølelsen bare ind over mig, og ville bare have mit barn! De fik taget billeder, målt og vejet osv. og så kom Magnus over til mig, og lagde Anton mod min kind. 

Jordemoderen/lægen kom så og fortalte lidt om hvad der var sket undervejs. Det var helt klart den rette beslutning med kejsersnittet, da Anton vejede næsten et halvt kilo mere end skønnet, så derfor havde det ikke været muligt at gennemføre sædefødslen. Men alt var gået fint, og han var sund og rask. Hans fødder havde nærmest siddet oppe om ørerne, så de skal have tjekket hans hofter, og hans pung havde været i klemme undervejs under veerne, så den var ekstremt hævet – stakkels lille mand. Og så skal jeg i øvrigt vente mindst 1½ år med at blive gravid igen (bare rolig!), men jeg vil umiddelbart godt kunne gennemføre en normal fødsel, hvis barnet ligger med hovedet rigtigt. 

Jeg kom over i en seng og så fik jeg ellers lagt Anton hud mod hud og på turen over til opvågningen søgte han mod brystet, og fik sin første tår mælk. Jeg kunne så småt bevæge benene efter nogle timer, og om eftermiddagen var jeg oppe at gå, så alt var forløbet som det skulle. Anton blev sendt til scanning af sin pung om eftermiddagen, og det tog lang tid, hvor han så var med far dernede, og jeg måtte undvære ham allerede! Heldigvis fik vi de første besøgsgæster, så havde lidt til at distrahere mig, mens de var væk. 

Anton har det rigtig godt, og vi blev udskrevet efter 2 dage. Dog bliver han fulgt lidt ekstra af SP, for at vi er sikre på, at han tager nok på – han er jo en stor dreng! 

Jeg skal lige bearbejde oplevelsen, og ikke mindst tankerne om, hvad der kunne være sket pga. den uerkendte underkropsstilling, forsøgt sædefødsel af for stort et barn og så akut kejsersnit. Jeg havde en så god og nem graviditet med kun få gener, at jeg havde håbet på en naturlig god fødsel, gerne i vand og uden større smertelindring. Men sådan kan det jo gå - allervigtigst er det jo, at lille Anton kom sund og rask ud til os.

Tak fordi i læste med :)