Kære du, 

Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal gøre.

Når jeg læser din tråd, slår det mig, at det er tidligt i jeres forhold, at I har det svært. Efter 6 måneder burde i stadig flyve på en lyserød sky og synes at alt er fantastisk - i hvert fald efter min mening.

Skal det lykkedes, bliver I nødt til at forventningsafstemme. At du tager væk i 3 dage efter et skænderi er ikke en løsning og er det bestemt heller ikke, når der kommer en baby.

Overvej dine muligheder. Hvad føles bedst helt nede i maven? Og hvad vil være bedst for barnet (hvis du beholder det)?

Hvis han kun vil stå for vask af sit eget tøj men ellers ikke noget husligt, hvem skal så stå for alt det rod og svineri en baby medfører? Skal du med træt gravid krop stadig stå for alt? Skal du stå med det fulde ansvar for baby, når den kommer? Er det dig der skal stå for alt med mad, rengøring, tøjvask, indkøb, leg, putning, kys og kram, henten og bringen etc? Jeg kan hilse og sige at alt husligt arbejde eksploderer med et lille barn, og oveni skal man også bare være meget på med underholdning og omsorg, og det føles for det meste ok at sørge for ens barn, men jeg tror hurtigt man kan blive bitter og presset over også at skulle sørge for alt for en partner der bare ikke lige orker. I så fald kan du vel lige så godt flytte for dig selv med baby, så du slipper for det daglige pres over det, og så måske bare se ham når der er tid og overskud. På sigt skal I vel også finde ud af en samværsordning, hvor han så selv må stå for alt det huslige med ham og barnet. 

Det er jo som Solstrålen89 skriver meget meget tidligt i jeres forhold, det lyder jo endeligt ikke som mega problemer som I har, men nok lidt tidligt at I har sådanne problemer.... what to do, den er mega svær, men hvordan har du det med at være single mor? For det er jo i sidste ende din løsning hvis du giver det en change, og det ikke går! 

Jeg ser dit opslag, på den her måde: Den situation der er nu, er ikke holdbar i længden. Der skal ske et eller andet. Og umiddelbart er der to løsninger; enten får I løst de problemer der er, og bliver sammen. Eller også går I fra hinanden. For at opretholde status quo er ikke rigtig en mulighed.

Der er ikke noget i vejen for at flytte (det kan i nogle tilfælde tage lidt af brodden af konflikterne), men det er ikke nok, hvis I skal blive sammen. Jeg vil anbefale noget par-terapi, men uanset hvad I præcist vælger, så skal I have arbejdet på jeres forhold og rammerne for det. Der er mange forskellige løsninger, og I kan garanteret finde en, som passer rigtig godt til jeres situation.

Hvis det ender med, at du vælger at afbryde forholdet (hvilket er helt reelt, og absolut noget du har både lov og ret til, uanset hvor gravid eller ikke-gravid du er), så kommer det med en håndfuld udfordringer. Men det lyder som om du har rigtig god støtte i dine forældre, og der er masser af enlige møde i alle aldre, som alle sammen klarer sig pisse godt, selvom det er hårdt (jeg har selv et enormt godt forbillede i min kusine, der blev enlig mor som 21-årig, og som jeg virkelig ser op til, når det kommer til at være mor på en god og rummelig måde). At det er problematisk at være enlig mor, er en holdning, som hører 1960'erne til.
Der er rigtig mange, som ønsker kernefamilien for deres børn (mig selv inklusive), men som skilsmissebarn ved jeg også bare alt for godt, at det er tusind gange bedre at vokse op med to forældre der ikke lever sammen, end at vokse op i et hjem, hvor der konstant er dårlig stemning.

en ting er i hvertfald sikkert . i skal lære at snakke sammen og kommunikere -min mand og jeg bruger gerne køreture til at snakke da man ikke lige kan smutte fra hinanden.  

uanset om i bliver sammen eller ej så har i mange år i skal samarbejde om det her lille barn . 

hvis i får lært at kommunikere og forventningsafstemme så kan i komme igennem og stå super stærkt på den anden side for så har i allerede  været igennem en stor rejse sammen. 

jeg blev gravid med min store ret tidligt i et forhold der ikke holdt og vi kører nu snart på 10. år med samarbejde om vores dreng . det er absolut ikke altid lykken men det går da. 

Hej med dig, 

Jeg ved ikke hvad du skal gøre, men jeg kan fortælle dig hvad jeg har gjort! 

Jeg bor alene med min datter nu og det er dét bedste valg jeg nogensinde har taget! 

Jeg er sammen med hendes far, men vi er ikke kærester, vi er meget gode og tætte venner udover at være forældre til det samme barn 😊 MEN jeg er boss i mit liv! Og dermed min datters.

Jeg gider simpelthen ikke dagligdags surhed og små diskussioner og det skal min datter ikke vokse op i. Det er min (vores) ønske at hun vokser op og tror på sig selv, tror på at man kan hvad man vil og at ingen familieform er "rigtig" - kvinder kan selv og mænd skal hverken passes, vardes op eller tage sig sammen og være mandige 💙 vi er som vi er med følelser der alle sammen er ok. 

Min datters far og jeg har det ret sjovt sammen nu, men vi kan sagtens blive uenige men ingen tager nogen for givet- vi værdsætter hinanden og hinandens selskab og tager så hjem hver for sig og glæder os til at ses igen💙 det trives vi alle tre godt i. Nu. 

Øv for en møgsituation :-( En ting er sikkert og det er at en baby kan være ret så hårdt for forholdet! Mig og min kæreste har været sammen i 4 år og det kan tælles på én hånd hvor mange gange vi har været oppe at skændes - FØR baby kom (vores søn er 6 uger). De seneste 6 uger har vi skændes flere gange end resten af vores forhold til sammen. Så hvis jeres forhold allerede er så hårdt nu bliver det i hvert fald ikke nemmere af at få en baby :-/ Derudover lyder det som om din kæreste slet ikke giver ligeså meget i forholdet som dig, hvilket kan være enormt opslidende og virkelig ramme ens selvværd. Hvis jeg var dig ville jeg komme ud af det forhold - det bliver næppe bedre. Jeg ville beholde barnet og forsøge at have en god dialog med faren og fokusere på barnets ve og vel fremover. Ønsker dig alt det bedste - det skal lige siges at mine forældre blev skilt da jeg var lille og har med et godt samarbejde gjort det rigtig nemt og rart for mig at være skilsmissebarn - det kan sagtens være det bedste for barnet. Et barn har meget mere brug for glade forældre, fremfor forældre som er sammen, men ikke har det godt.

Åh ja. Mange fine input. Jeg kan bidrage med, at det er generelt, at mænd når forelskelsen bliver mindre (ved 6 mdr) heller ikke viser så meget nus/kærlighed og omsorg længere. I starten kan de ikke holde fingrene fra en men hos de fleste - se dig omkring - ændres det af tid... 

Men hvis det er noget der er værd at bygge på og som går over i kærlighed, ja så går det alligevel. Men man er nødt til at lære ovenstående, ellers kommer man aldrig kunne være i et længere forhold. 
Det betyder jo ikke, at der ikke skal være kram og ømhed - det skal der. Det vil bare blive mindre og det er svært at vænne sig til, hvis man ikke når til punktet samtidigt 

Alfa og omega er dog kommunikationen og en følelse af fælles grund. Udover kærlighed, er det meget vigtigt at man som familie har en fælles base af værdier. Kærlighedsfølelser kan svinge - så er det godt der er noget andet som bærer. Så måske kan det hjælpe dig at se på den del i stedet og få en anden følelse - af mere permanent kærlighed. Vil i det samme i forhold til hvor i skal bo, hvordan børn opdrages, antal osv. Det lyder ikke umiddelbart sådan - medmindre han er i panik pt og det er jo ikke usandsynligt. Men i skal kunne tale om det! 

Jeg kan sagtens tage fejl, men min første tanke er, at måske er I begge på vej ud af forholdet. For mig at se er I nødt til at tage en lang ærlig snak omkring jeres følelser og tanker - evt et forløb hos en parterapeut.

Tænker svarene så vil være mere tydelige for dig selv.

Hej

Jeg bryder mig heller ikke om aborter, når fosteret og moren er sund og rask. 

Men tænk dig rigtig godt om...du skal kunne samarbejde med ham de næste mange år. I skal lære at deles om fødselsdage, juleaftener, osv. I skal kunne tale sammen og blive enige om daginstitution, skole...alt! 

Og du skal ikke kun rumme ham, men også den/dem han finder sammen med, hvis I går fra hinanden. 

Det er sjældent en dans på roser, at være deleforældre. Hvis I allerede har issues nu...så bliver det nok heller ikke nemmere, når barnet er født 😕