Close
Log Ind Opret Bruger

gravid og nu alene..

  • 15 januar 2019, 07:30

    hej alle. Jeg er netop blevet forladt af min mand gennem 1,5 år. (Kærester i 6,5 år) og er i uge 19+4 efter planlagt graviditet

    jeg er så enormt ked a det og kan slet ikke se fremtiden. Alle mine drømme, forventninger og planer føler jeg er taget fra mig, uden nogen form for mulighed for medbestemmelse. Han vil ikke som udgangspunkt være her og bo, selvom vi har gæsteværelse og massere af plads. Han syns forholdet er for svært. Jeg er ikke enig og har ikke set det komme. Jeg har aldrig drømt om a være mor, det var hans drøm der blev en fælles drøm og nu sidder jeg som kommende alenemor med en andens drøm.. eller en fælles drøm der nu bliver lagt over på mig. Han vil gerne tage del i baby, scanning, lægebesøg mm men jeg har meget følelsen af at han blot står over for en buffet og tager det der passer ham. Vi har lovet hinanden a lige meget hvad der skete ville vi blive sammen set første år af babys liv. Dette løfte har han brudt allerede inden fødsel.. 

    jeg har så så svært ved a se fremtiden for mig, og ønsker lige nu slet ikke at tage del i min situation..

    har nogen erfaringer med a bli forladt / halv-forladt i graviditeten? I sær som førstegangsfødende og efter mulighed for abort ikke længrere er der?

     

    15. januar 2019 kl. 07:46

    Kære du. 

    Sikke en vanskelig situation, du befinder dig i. Jeg føler virkelig med dig. Der findes desværre mænd, hvor alt er fryd og gammen indtil graviditeten er en realitet. Jeg har også selv prøvet det. 

    Jeg gik fra min mand som 22-årig og gravid i sjette måned. Grunden til, at jeg gik, var at han med sin opførsel tvang mig til det. Han holdt op med at komme hjem fra arbejde, gav aldrig besked, ville ikke røre ved maven og kunne absolut ikke finde lysten til at tage med til scanninger, jordemoder mv. Jeg konfronterede ham med det flere gange uden rigtigt at få et svar. Til sidst fik jeg ud af ham, at han alligevel ikke følte sig klar til at blive far, og at min gravide mave gjorde mig mindre attraktiv i hans øjne. Graviditeten var planlagt og ønsket af os begge, så hans tanker kom i den grad bag på mig.

    Jeg kunne ikke blive og samtidig se mig selv i øjnene, så jeg flyttede hjem til mine forældre samme dag. Så sad jeg ellers der med rund mave og mit liv i flyttekasser. Det næste halvandet års tid var den vildeste rutsjebanetur fyldt med sorg, knuste drømme, glæden over min dejlige og smukke dreng, finde fodfæste i min nye rolle som (ung) alenemor og alt det andet, der følger med. 

    Skilsmisse, bodeling, navngivning og alt andet vat en kamp med min eks, der nærmest forsvandt fra jordens overflade. Hverken jeg eller min advokat kunne få fat i ham – han besvarede ikke mails, opkald eller åbnede, når man bankede på. Han kom ikke til samvær (han aflyste heller ikke), og i det hele taget trak alt ud. Jeg var helt utrolig vred på ham i virkelig lang tid. 

    Da min dreng var 15 måneder gammel, mødte jeg min nuværende mand. Vi har været sammen i 6,5 år nu, og vi har en fælles datter på tre år. Senere i dag føder jeg ved planlagt kejsersnit vores fælles søn – sidder på sygehuset og venter på, at det bliver min tur. Vi er en lykkelig familie, og min eks har aldrig blandet sig. Faktisk begik han selvmord, da min søn var 2,5 år, så der var helt sikkert noget i vejen – noget, han havde svært ved at se i øjnene.

    Jeg lover dig, at du kommer videre, selvom det ikke føles sådan lige nu. Hvis du virkelig ikke ønsker barnet, er det muligt at få abort i England indtil uge 22. Jeg siger ikke, at det er det rette valg, men det er en mulighed, hvis du slet ikke kan holde ud at være i det her. Jeg tror dog, at de fleste vil fortryde at gøre det så sent. Hvad der er rigtigt for dig, er dog ikke til at sige for mig. Jeg ved bare, at jeg midt i sorgen over at være blevet forladt, alligevel var taknemmelig for det spirende liv i min mave. Hvis der er noget i mit liv, jeg for evigt vil være stolt af, er det min søn. Jeg føler, at jeg først for alvor forstod kærlighed, da han blev født. Mit liv ville være komplet meningsløst uden ham. 

    Jeg håber, at du kan finde mening i din situation, alt til trods. Har du nogle tætte veninder, der kan snakke dig igennem det? Og så vil jeg også lige tilføje, at det at være enlig mor for mit vedkommende var helt okay – jeg nød det faktisk langt det meste af tiden.

     

     

    15. januar 2019 kl. 09:30

    Mange tak for dit opslag, som i TAK! 

    Og tillykke med lige om lidt 🙂

    15. januar 2019 kl. 20:10

    HotCoffes indlæg siger det meget fint….

    Her er mine tanker:

    Hold da op din mand er en klaphat lige nu! Måske har han bare fået de klassiske "kolde fødder" og opfører sig totalt infantilt. Måske kommer han luskende tilbage senere med røde ører. Eller måske skal det bare ikke være jer. Uanset, så er det bare slet ikke sjovt lige nu. 

    De fleste bliver rigtig glade for deres børn. Man kan være rigtig træt af omstændighederne man fik dem under, men selve barnet kommer du til at elske uanset. Sådan er vi genetisk indrettet. At være alenemor er ikke verdens undergang, og hvis han oprigtigt vil være en del af barnets liv, får du jo stadig muligheder for lidt frirum ind imellem, hvis du lader ham deltage. Så kan han sagtens gå tur med barnevognen, mens du får en lur osv. Og senere hjælpe med de praktiske ting i hverdagen også. Det kræver at I får et godt samarbejde op at køre. 

    Jeg synes du skal overveje at få nogle snakke med en psykolog, coach eller lign (eller i hvert fald venner og familie og ALLE du kan snakke med), for at få luft og få bearbejdet den sorg, du sidder med. Det er ikke bare sorgen over at blive uventet forladt – det er sorgen over hele det familieliv, I har valgt at igangsætte, men ikke fuldføre. Det er en stor sorg. 

    Fordelen er, at du har mulighed for at bearbejde det allerede nu, så du forhåbentlig har en ro i maven og mod på fremtiden, når du nærmer dig terminen. Så du ikke blander sårede følelser for din (ex)mand sammen med kærligheden til dit barn. Man kan godt være skide sur på faderen og stadig knuselske afkommet (selv når de er vågne hele natten – det kræver bare lidt mere fokus).

    Du fortjener et stort kram. Det skal nok gå. Det bliver et sejt træk de næste par måneder, men du har tid til at forberede dit nye liv. Dig og baby – og dit netværk! Netværk er nøglen til at bevare sin fornuft med en lille baby 😉 

    Avatar
    sfj
    15. januar 2019 kl. 20:22

    En løsning kunne måske være at lade barnet bo hos ham?

    Viser 5 indlæg - 1 til 5 (af 5 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.