Hvordan havde du det da du fødte din datter? Var du glad fordi det var en pige, eller var du glad fordi det var et sundt, raskt og smukt barn som I fik den dag? 
Min instinktive tanke er, at (hvis det viser sig at være en dreng - jeg havde en ekstremt stærk fornemmelse af pige, men fik en dreng, så der er stadig en chance) den dag han kommer ud, og kommer op til dig og ligger, så tror jeg at du ikke skænker det en tanke. 

Tag evt. til en kønsscanning, og få det ud af systemet. Når du har noget konkret at forholde dig til, tror jeg også det bliver lettere. 
Men det er kun gæt herfra, jeg var selv "ligeglad" med køn (dog med en drøm om en dreng). Da vi så fandt ud af at det var en dreng, blev jeg ikke ekstra lykkelig. Jeg var bare lykkelig for at han var sund og rask. :) 

Jeg var sikker på at jeg ville få en pige, da jeg ventede mit første barn. Dengang fik man ikke kønsscanninger, så jeg fandt først ud af at det var en dreng, da han blev født. Og da jeg fik ham op på brystet, var kønnet fuldstændigt uden betydning. Han var jo den smukkeste baby i verden.

Efterfølgende har jeg fået en dreng mere og en pige. Der er 1 år i mellem de to sidste og kønnet har ingen rolle spillet for deres glæde ved hinanden. Det er først nu, hvor de er teenagere (14 og 15) at de ikke rigtigt gider hinanden mere. Men det tror jeg ikke har noget som helst med kønnet at gøre. De er bare vidt forskellige og det kunne to piger jo også sagtens være.

Desuden så er små drengebørn altså bare skønne og charmerende. 

Macoeur

Jeg var lykkelig over at det var en pige 🥰. Selvfølgelig også at hun var sund og rask. Men det fyldte meget, at hun var en pige, og allerede den gang følte jeg "skuffelse" ved tanken om at hun kunne blive en dreng (inden vi kendte kønnet). 

Jeg venter til md scanning med at se kønnet, men skal helt klart have bekræftet det inden fødsel, da jeg ellers er mega bange for at blive skuffet når jeg har født og finder ud af at det blev en dreng. Jeg håber at det vender, enten når jeg begynder at mærke liv, og om ikke andet, når jeg nærmer mig fødslen. Men av det gør ondt at have det sådan! Og at jeg nok ikke får min drøm opfyldt.

JM2020 skrev :

Jeg var sikker på at jeg ville få en pige, da jeg ventede mit første barn. Dengang fik man ikke kønsscanninger, så jeg fandt først ud af at det var en dreng, da han blev født. Og da jeg fik ham op på brystet, var kønnet fuldstændigt uden betydning. Han var jo den smukkeste baby i verden.

Efterfølgende har jeg fået en dreng mere og en pige. Der er 1 år i mellem de to sidste og kønnet har ingen rolle spillet for deres glæde ved hinanden. Det er først nu, hvor de er teenagere (14 og 15) at de ikke rigtigt gider hinanden mere. Men det tror jeg ikke har noget som helst med kønnet at gøre. De er bare vidt forskellige og det kunne to piger jo også sagtens være.

Desuden så er små drengebørn altså bare skønne og charmerende. 

Jeg frygter bare skuffelsen, i det at jeg ikke bare har på fornemmelsen at det er en dreng, men at jeg brændende ønsker mig en pige. Men jeg håber da at det bliver glemt når jeg står med en sund og rask (drenge-) baby i armene.

Okay, det er jeg glad for at høre. Det er bare ikke det jeg ellers ser og hører i min omgangskreds etc. Men selvfølgelig som du skriver, alle er forskellige🥰

Tak!

Jeg ønskede mig brændende en pige i min 2. graviditet. Jeg havde allerede en dreng på 4 år og ville gerne have en lillesøster. 
 

I maven lå en dreng. Og al den skuffelse jeg havde forventet at jeg ville føle, forsvandt som dug for solen da scanningsdamen sagde "lillebror". Jeg håber det samme sker for dig

Jeg venter nu 3. barn og med 2 drenge håber jeg måske ekstra meget på en pige denne gang, men jeg tænker jeg bliver glad uanset. Det gør du også! Bare giv det tid. Drenge er i øvrigt helt fantastiske. Måske det er angsten for det ukendte du egentlig døjer med? Har du været vant til pigebørn i familien? Det er jo noget helt "nyt" du står overfor hvis du venter en dreng, og det skal hjernen da lige have lov at vende sig til. Jeg tror selv det bliver suuupee underligt i starten, hvis jeg får en pige denne gang, og jeg synes ærlig talt tanken om at være mor til en pige er skræmmende (jeg har altid - hele mit liv - foretrækket drengenes selskab) så jeg kan også have lidt angst omkring det, men dit forhold til muligheden for at du har drengebaby i maven lyder lidt ekstrem. Håber du får ro på 😊

Babywi:

Mmh det kan godt være, at det er fordi det er ukendt. Men når jeg havde det på samme måde da jeg ventede min datter, tænker jeg alligevel ikke at det er det. For jeg har ikke rigtig haft små børn i familien eller nær omgangskreds etc. Før efter jeg selv blev mor. 

Der er en lille overvægt af piger, men ikke noget jeg tænker burde være grund til det. Og ja, det er måske lidt ekstremt at jeg har det sådan, og det er også derfor jeg efterspørger erfaringer, for det skræmmer mig! Og det er noget lort at jeg har det sådan!🤥 og at jeg ikke får det som jeg virkelig gerne ville have 🙈

Da jeg var gravid første gang vidste jeg bare at det var en dreng! Jeg kunne bare mærke det! Og alle tanker og drømme var bygget op omkring den her lille dreng vi skulle have. Da scanningsdamen så siger "tillykke, i skal have en lille pige!", blev jeg meget forvirret, skuffet og troede ærlig talt ikke på hende! Vi skulle jo ha en dreng! Og min mand skulle være far til en lille søn. Jeg var snot forvirret og brugte mange uger på at vende mig til st tænke på vores kommende barn som hunkøn. 
Da hun kom ud var det heldigvis fuldstændig ligegyldigt. Hun var smuk og sund og lige præcis som hun skulle være! Jeg havde glemt alt om drenge-drømmen. 
Nu venter vi vores andet barn og jeg havde igen fornemmelsen af en dreng, men igen! En lille pige. Denne gang blev jeg dog ikke skuffet, fordi jeg ved at det er fuldstændig lige meget hvad der er mellem benene. Hun ender garenteret med at være lige så perfekt som hun skal være. 
HVIS du får en dreng, er jeg sikker på at du kommer til at elske ham. Ikke på trods af at han er en dreng, men fordi han er jeres lille dreng.

Ok nu kommer der svar på tiltale. Tilgiv mig at det bliver lige ud af posen men med humor 

Jeg kan SAGTENS forstå de, der gerne vil have et bestemt køn. That is - når de ikke har det køn allerede. Men jeg KAN altså ikke forstå det, når man har sikret sig billetten til lyserød tyl, glimmer og nåh ja, det eneste drenge egentlig ikke kan: Gøre en til Mormor. 

Hvad ER problemet med en tissemand? Jamen egentlig? Det er jo sådan set den eneste forskel der er på en lille dreng og en lille pige. Virkeligt den eneste!!!!! Og en tissemand er fx lettere at gøre rent når de har skidt udover det hele. Så det er da bare plus? 

Jeg tænker helt omvendt: To piger med to års mellemrum?! Hvilket helvede  Jeg har endnu aldrig mødt søstre med den aldersforskel som ikke var ved at slå hinanden ihjel jævnligt og skulle sammenligne osv  

Men en søster og en BROR. Ahmen. Du aner ikke hvilken gave det er. De kan holde fester sammen som teenagere, fortælle hemmeligheder, dele problemer - fordi de ikke skal gå efter de samme ting, mål og kærester. Ingen sammenligning, intet pres. Jeg kan slet slet ikke se hvordan det ikke skulle blive godt.
Tænk hvor stolt du bliver af din søn. Han vokser op og bliver til den mest fantastiske mand. Den samhørighed og det bånd er ubeskriveligt - men måske svær at forstille sig når man ikke har en. Men tro mig! 

Og som små er der virkelig ingen væsentlig forskel. Nogle børn kan lide at tegne og have neglelak på, andre vil klatre i træer. Nogle har langt hår, andre kort. Nogle kan lide æbler, andre pærer. Nogle har kjoler på og nogle har bukser. Nogle blå øjne og andre brune. Og INTET SOM HELST af det er afgjort af det der findes i underbukserne. Det er kun dine tanker 

I øvrigt. Jeg har noget lyserødt garn liggende til mit nummer to barn som jeg meget stærkt følte var en pige! ....Meeeen synes dog ikke den stakkels dreng, som det så egentlig var, skulle klædes i det 

Grocus skrev :

Ok nu kommer der svar på tiltale. Tilgiv mig at det bliver lige ud af posen men med humor 

Jeg kan SAGTENS forstå de, der gerne vil have et bestemt køn. That is - når de ikke har det køn allerede. Men jeg KAN altså ikke forstå det, når man har sikret sig billetten til lyserød tyl, glimmer og nåh ja, det eneste drenge egentlig ikke kan: Gøre en til Mormor. 

Hvad ER problemet med en tissemand? Jamen egentlig? Det er jo sådan set den eneste forskel der er på en lille dreng og en lille pige. Virkeligt den eneste!!!!! Og en tissemand er fx lettere at gøre rent når de har skidt udover det hele. Så det er da bare plus? 

Jeg tænker helt omvendt: To piger med to års mellemrum?! Hvilket helvede  Jeg har endnu aldrig mødt søstre med den aldersforskel som ikke var ved at slå hinanden ihjel jævnligt og skulle sammenligne osv  

Men en søster og en BROR. Ahmen. Du aner ikke hvilken gave det er. De kan holde fester sammen som teenagere, fortælle hemmeligheder, dele problemer - fordi de ikke skal gå efter de samme ting, mål og kærester. Ingen sammenligning, intet pres. Jeg kan slet slet ikke se hvordan det ikke skulle blive godt.
Tænk hvor stolt du bliver af din søn. Han vokser op og bliver til den mest fantastiske mand. Den samhørighed og det bånd er ubeskriveligt - men måske svær at forstille sig når man ikke har en. Men tro mig! 

Og som små er der virkelig ingen væsentlig forskel. Nogle børn kan lide at tegne og have neglelak på, andre vil klatre i træer. Nogle har langt hår, andre kort. Nogle kan lide æbler, andre pærer. Nogle har kjoler på og nogle har bukser. Nogle blå øjne og andre brune. Og INTET SOM HELST af det er afgjort af det der findes i underbukserne. Det er kun dine tanker 

I øvrigt. Jeg har noget lyserødt garn liggende til mit nummer to barn som jeg meget stærkt følte var en pige! ....Meeeen synes dog ikke den stakkels dreng, som det så egentlig var, skulle klædes i det 

Tak for dit input! :)

Helt ok -jeg kan sagtens forstå at folk ikke kan sætte sig ind i det. Jeg har det heller ikke sådan her frivilligt 😄. Alt det du siger, drenge og piger kan, er netop det jeg tænker at to piger ville have glæde af, men at en af hver vil være forskellige til at kunne.

Jeg kan slet ikke se at det IKKE ville blive godt med to piger 😊. 

Jeg kan ikke sætte præcise ord på, hvorfor jeg i øjeblikket er ked af, at jeg er overbevist om at det er en dreng. Jeg kan bare slet ikke forestille mig vores familie med andet end to piger. 

Og mine tanker er slet ikke på det der "typiske pige eller drenge" billede. Min pige må klatre i træer, lege med biler og have kort hår lige så tosset hun vil. Så det er heller ikke fordi jeg er specielt tilknyttet til lyserødt tyl, neglelak eller smykkefremstilling. Hverken mere eller mindre end at jeg ville lave det med mit barn, uanset køn.

Jeg har to piger med 23 måneders mellemrum. 

Det er dejligt og givende, men også hårdt. Folk sammenligner konstant, alt fra deres udseende til deres opførsel til hvad de kan. Jeg frygter, at det kun vil blive sværere med årene for dem, selvom de helt sikkert også vil nyde og elske hinanden. Men den interne konkurrence er allerede begyndt, selvom de er små.