Du er ikke den eneste ..

Da jeg var gravid med min datter, var jeg sygemeldt med kraftige og smertefulde plukveer fra uge 12, og senere fik jeg mulig symfyseløsning, og senere igen fik jeg mulig SSF.. PLUS jeg havde ALLE gener, såsom meget kraftig halsbrand og sindssyg kvalme 24/7 (hvor jeg også kastede lidt op i munden og desværre altid nåede at sluge det igen, og det gav mig så endnu mere halsbrand).. 

Fra uge 38 havde jeg så også modningsveer, så jeg stortudede foran en læge i uge 41+1, hvor jeg sagde, at hvis de ikke fik min datter ud nu, så var jeg bange for, at jeg ville slå mig selv i maven i frustration.. Så jeg blev indstillet til igangsættelse, men gik heldigvis i gang af mig selv 8 timer før igangsættelsen (var 41+3 der).. 

Så jeg kender frustrationen, og vil bare give dig et kram og et skulderklap for, at du er kommet så langt uden at hoppe ud foran toget .. Og så sige, at tal med din mand.. Græd, skæld ud, råb, for han lyder som en type, der kan klare det og forstår dig, så brug ham som din klippe 

Afrodites skrev :

Du er ikke den eneste ..

Da jeg var gravid med min datter, var jeg sygemeldt med kraftige og smertefulde plukveer fra uge 12, og senere fik jeg mulig symfyseløsning, og senere igen fik jeg mulig SSF.. PLUS jeg havde ALLE gener, såsom meget kraftig halsbrand og sindssyg kvalme 24/7 (hvor jeg også kastede lidt op i munden og desværre altid nåede at sluge det igen, og det gav mig så endnu mere halsbrand).. 

Fra uge 38 havde jeg så også modningsveer, så jeg stortudede foran en læge i uge 41+1, hvor jeg sagde, at hvis de ikke fik min datter ud nu, så var jeg bange for, at jeg ville slå mig selv i maven i frustration.. Så jeg blev indstillet til igangsættelse, men gik heldigvis i gang af mig selv 8 timer før igangsættelsen (var 41+3 der).. 

Så jeg kender frustrationen, og vil bare give dig et kram og et skulderklap for, at du er kommet så langt uden at hoppe ud foran toget .. Og så sige, at tal med din mand.. Græd, skæld ud, råb, for han lyder som en type, der kan klare det og forstår dig, så brug ham som din klippe 

Ej det lyder dælme også drøjt!

Det føles bare mega urimelig at ddt skal være så hårde ved nogen af os! Jeg har en veninde der fødte for 6 uger siden og hun havde bare mega overskud til det sidste! Var på arbejde dagen inden hun fødte, helt styr på hjemmet og nærværende for de de store unger.
Jeg har ikke været i bad i 3 dage! 3 dage! Fordi jeg simpelthen ikke orker det! 
Når jeg fortæller folk at jeg synes det er hårdt, siger de "nåh men nu er det jo snart ovre og så må du jo bare nyde det sidste tid inden". Men Jeg har altså ikke nydt det her i flere måneder. Jeg ved ikke om alle bare har glemt hvor nederen det er at være gravid, eller om det er reelt at de bare gik og nød at være højgravide...

Hvordan havde du det efter du havde født? Jeg kan ikke lade være med at tænke på om de her negative følelser jeg har for graviditeten bare forsvinder når jeg har født, eller om de måske bliver taget med vidre. Jeg er bange for om jeg ikke kommer til at kunne li baby, fordi jeg ikke kunne li at være gravid med hende..,

ooooo skrev :

Afrodites skrev :

Du er ikke den eneste ..

Da jeg var gravid med min datter, var jeg sygemeldt med kraftige og smertefulde plukveer fra uge 12, og senere fik jeg mulig symfyseløsning, og senere igen fik jeg mulig SSF.. PLUS jeg havde ALLE gener, såsom meget kraftig halsbrand og sindssyg kvalme 24/7 (hvor jeg også kastede lidt op i munden og desværre altid nåede at sluge det igen, og det gav mig så endnu mere halsbrand).. 

Fra uge 38 havde jeg så også modningsveer, så jeg stortudede foran en læge i uge 41+1, hvor jeg sagde, at hvis de ikke fik min datter ud nu, så var jeg bange for, at jeg ville slå mig selv i maven i frustration.. Så jeg blev indstillet til igangsættelse, men gik heldigvis i gang af mig selv 8 timer før igangsættelsen (var 41+3 der).. 

Så jeg kender frustrationen, og vil bare give dig et kram og et skulderklap for, at du er kommet så langt uden at hoppe ud foran toget .. Og så sige, at tal med din mand.. Græd, skæld ud, råb, for han lyder som en type, der kan klare det og forstår dig, så brug ham som din klippe 

Ej det lyder dælme også drøjt!

Det føles bare mega urimelig at ddt skal være så hårde ved nogen af os! Jeg har en veninde der fødte for 6 uger siden og hun havde bare mega overskud til det sidste! Var på arbejde dagen inden hun fødte, helt styr på hjemmet og nærværende for de de store unger.
Jeg har ikke været i bad i 3 dage! 3 dage! Fordi jeg simpelthen ikke orker det! 
Når jeg fortæller folk at jeg synes det er hårdt, siger de "nåh men nu er det jo snart ovre og så må du jo bare nyde det sidste tid inden". Men Jeg har altså ikke nydt det her i flere måneder. Jeg ved ikke om alle bare har glemt hvor nederen det er at være gravid, eller om det er reelt at de bare gik og nød at være højgravide...

Hvordan havde du det efter du havde født? Jeg kan ikke lade være med at tænke på om de her negative følelser jeg har for graviditeten bare forsvinder når jeg har født, eller om de måske bliver taget med vidre. Jeg er bange for om jeg ikke kommer til at kunne li baby, fordi jeg ikke kunne li at være gravid med hende..,

Jeg tror, af nogle har glemt hvordan det var at være højgravid.. Og andre har bare ikke oplevet en slem graviditet, så de forstår det ikke.. Min nuværende graviditet er heller ikke slem (11+6 i dag), så den her nyder jeg langt mere, og jeg har en del mere overskud til både datteren og hjemmet.. Kæresten bliver lidt forsømt, men han forstår det.. 

Altså nu udviklede jeg så også depression under graviditeten (hovedsageligt pga. min kærestes ex-venner), og ja den blev værre efter fødslen pga. belastningsreaktion også, fordi vores datter ikke er søvn-fan.. Så jeg fik en rigtig slem depression, hvor jeg var tæt på at stikke af fra det hele, samt havde lyst til at gøre skade på mig selv.. Og jeg havde virkelig intet overskud til vores datter, MEN jeg elskede hende højere end livet selv (og gør det stadig selvfølgelig).. Selv når far overtog og jeg kunne slappe af, så kunne jeg ikke lade hende være, og jeg kunne slet ikke være i mig selv, når hun græd, fordi alt i mig ville have mit barn! Så tror ikke, at du skal være bange for dine følelser.. Tror ikke at de negative følelser følger med og gør, at du får mindre følelser for dit barn.. HVIS der sker noget, så kan det være en efterfødselsreaktion, så hold godt øje med det og vær ærlig og søg hjælp inde det udvikler sig! Taler af erfaring 

Du er ikke den eneste.

Jeg er også bare en stor, rund og tyk omvandrende hormonbombe der enten tuder, skælder ud eller ikke gider noget som helst.

Jeg er i uge 36 og døjet med bækkenløsning siden uge 17! Jeg er træt af smerter, træt af at føle min krop er invaderet, træt af max at sove 2-3 timer i døgnet, træt af næsten at skrige af smerte hvis jeg skal vende mig i sengen eller rejse mig op.

Oven i det, så er vi lige flyttet i hus d 01.10 og er ved at total renovere indvendig. Det vil sige at vægge er brækket ned, der er ingen lys, gulve er brækket op, ingen døre nogle steder og utallige ting man kan falde over og i. Det er satme ikke fedt, når man stor og tyk skal på toilet i tide og utide om natten. Famler rundt i mørke og er indtil videre væltet over både støvsuger og vasketøjsstativ, samt fået en rundsav ned over mine bare tæer, så et stort sår på min storetå.

Mit eget hus skal oveni også sælges samtidig og kan slet ikke overskue at skulle ordne papirer mv oveni alt det andet. Så kom da også lige at min elskede lille hund fik konstateret dårligt hjerte og nu permanent skal være på medicin 2 gange i døgnet. Mit hoved er ved at brænde sammen og jeg gider ikke mere. Vil bare have min krop igen, så smerterne forsvinder og jeg måske derved kan tænke bare lidt mere logisk igen..

Afrodites skrev :

ooooo skrev :

Afrodites skrev :

Du er ikke den eneste ..

Da jeg var gravid med min datter, var jeg sygemeldt med kraftige og smertefulde plukveer fra uge 12, og senere fik jeg mulig symfyseløsning, og senere igen fik jeg mulig SSF.. PLUS jeg havde ALLE gener, såsom meget kraftig halsbrand og sindssyg kvalme 24/7 (hvor jeg også kastede lidt op i munden og desværre altid nåede at sluge det igen, og det gav mig så endnu mere halsbrand).. 

Fra uge 38 havde jeg så også modningsveer, så jeg stortudede foran en læge i uge 41+1, hvor jeg sagde, at hvis de ikke fik min datter ud nu, så var jeg bange for, at jeg ville slå mig selv i maven i frustration.. Så jeg blev indstillet til igangsættelse, men gik heldigvis i gang af mig selv 8 timer før igangsættelsen (var 41+3 der).. 

Så jeg kender frustrationen, og vil bare give dig et kram og et skulderklap for, at du er kommet så langt uden at hoppe ud foran toget .. Og så sige, at tal med din mand.. Græd, skæld ud, råb, for han lyder som en type, der kan klare det og forstår dig, så brug ham som din klippe 

Ej det lyder dælme også drøjt!

Det føles bare mega urimelig at ddt skal være så hårde ved nogen af os! Jeg har en veninde der fødte for 6 uger siden og hun havde bare mega overskud til det sidste! Var på arbejde dagen inden hun fødte, helt styr på hjemmet og nærværende for de de store unger.
Jeg har ikke været i bad i 3 dage! 3 dage! Fordi jeg simpelthen ikke orker det! 
Når jeg fortæller folk at jeg synes det er hårdt, siger de "nåh men nu er det jo snart ovre og så må du jo bare nyde det sidste tid inden". Men Jeg har altså ikke nydt det her i flere måneder. Jeg ved ikke om alle bare har glemt hvor nederen det er at være gravid, eller om det er reelt at de bare gik og nød at være højgravide...

Hvordan havde du det efter du havde født? Jeg kan ikke lade være med at tænke på om de her negative følelser jeg har for graviditeten bare forsvinder når jeg har født, eller om de måske bliver taget med vidre. Jeg er bange for om jeg ikke kommer til at kunne li baby, fordi jeg ikke kunne li at være gravid med hende..,

Jeg tror, af nogle har glemt hvordan det var at være højgravid.. Og andre har bare ikke oplevet en slem graviditet, så de forstår det ikke.. Min nuværende graviditet er heller ikke slem (11+6 i dag), så den her nyder jeg langt mere, og jeg har en del mere overskud til både datteren og hjemmet.. Kæresten bliver lidt forsømt, men han forstår det.. 

Altså nu udviklede jeg så også depression under graviditeten (hovedsageligt pga. min kærestes ex-venner), og ja den blev værre efter fødslen pga. belastningsreaktion også, fordi vores datter ikke er søvn-fan.. Så jeg fik en rigtig slem depression, hvor jeg var tæt på at stikke af fra det hele, samt havde lyst til at gøre skade på mig selv.. Og jeg havde virkelig intet overskud til vores datter, MEN jeg elskede hende højere end livet selv (og gør det stadig selvfølgelig).. Selv når far overtog og jeg kunne slappe af, så kunne jeg ikke lade hende være, og jeg kunne slet ikke være i mig selv, når hun græd, fordi alt i mig ville have mit barn! Så tror ikke, at du skal være bange for dine følelser.. Tror ikke at de negative følelser følger med og gør, at du får mindre følelser for dit barn.. HVIS der sker noget, så kan det være en efterfødselsreaktion, så hold godt øje med det og vær ærlig og søg hjælp inde det udvikler sig! Taler af erfaring 

Det er netop det jeg tænker. At fordi jeg i forvejen føler mig psykisk nedslidt, om det giver anledning til en efterfødsels reaktion. Jeg må bare være ekstra opmærksom på hvordan jeg har det og så bede om hjælp hvis jeg føler det nødvendigt. 
Jeg kan godt hørte at din situation har været ekstraordinær, så jeg kan nok ikke helt samligne.

Jeg er glad for at høre at det føles anderledes for dig den her gang. Så håber jeg virkelig du får en god graviditet og tusind tsk fordi du delte dine erfaringer med mig! Det hjalp mig faktisk lidt at jeg følte mig forstået.

Jeg har forresten også lige fået hylet ud ved min mands skulder og bagefter fået en lille lur. Det hjalp også. Så nu klare jeg nok også den her dag!

Du er ikke alene! Selvom man føler sig sådan. Kunne være mig der havde skrevet dit indlæg.

i går aftes knækkede filmen fuldstændig for mig. Jeg har så mange smerter pga slem symfyseløsning og bækkensmerter. Alt gør ondt og en weekend med familie besøg tog alt overskud og alle kræfter fra mig. Så frygteligt. At skulle sove var dråben! Endnu en nat hvor jeg ikke kan få søvn nok. Endnu en nat fyldt med smerter og følelsen af at ingen forstår hvor slemt det faktisk er. Min mand blev lidt forskrækket, men trøstede så godt han kunne. 
jeg håber jeg føder 37+0. Ca 3 uger fra nu. Jeg kan hellere ikke mere. Jeg elsker maven, elsker min dreng. Men jeg vil så gerne kunne følge min store i børnehave igen. Bare kunne gå 500m uden at være færdig resten af dagen.. og ikke græde over at skulle sove.. 

Littleonekith skrev :

Du er ikke alene! Selvom man føler sig sådan. Kunne være mig der havde skrevet dit indlæg.

i går aftes knækkede filmen fuldstændig for mig. Jeg har så mange smerter pga slem symfyseløsning og bækkensmerter. Alt gør ondt og en weekend med familie besøg tog alt overskud og alle kræfter fra mig. Så frygteligt. At skulle sove var dråben! Endnu en nat hvor jeg ikke kan få søvn nok. Endnu en nat fyldt med smerter og følelsen af at ingen forstår hvor slemt det faktisk er. Min mand blev lidt forskrækket, men trøstede så godt han kunne. 
jeg håber jeg føder 37+0. Ca 3 uger fra nu. Jeg kan hellere ikke mere. Jeg elsker maven, elsker min dreng. Men jeg vil så gerne kunne følge min store i børnehave igen. Bare kunne gå 500m uden at være færdig resten af dagen.. og ikke græde over at skulle sove.. 

Årh ja. Min pige spurgte i morges om jeg ikke kom og hentede hende i dag. Hendes dagpleje er 500m fra vores hjem. Normalt går vi jo bare frem og tilbage. Men det her forpulede bækken gør det bare så omstændigt og smertefuldt. 
De der symfyse smerter er bare ikke til at spøge med! Jeg har det som om der stikkes en kniv i mit skamben, bare jeg skal stå op!

Jeg talte ned til 37+0! Ikke fordi jeg ægte forventede at gå i fødsels den dag, men fordi jeg simpelthen synes det var så overskueligt at tænke de ekstra 3 uger frem. Så jeg forstår fuldstændig hvad du føler!!

Nu har jeg 14 dage til termin og forsøger virkelig at tage det en dag af gangen, men hvis fødsels gik i gang lige nu,  ville jeg være lykkelig! Men sidste gik jeg over tid og blev sat i gang, så jeg skal nok ikke sætte næsen op efter det...
 

Jeg håber du kommer godt igennem de næste uger og tak for dit svar

ooooo skrev :

Littleonekith skrev :

Du er ikke alene! Selvom man føler sig sådan. Kunne være mig der havde skrevet dit indlæg.

i går aftes knækkede filmen fuldstændig for mig. Jeg har så mange smerter pga slem symfyseløsning og bækkensmerter. Alt gør ondt og en weekend med familie besøg tog alt overskud og alle kræfter fra mig. Så frygteligt. At skulle sove var dråben! Endnu en nat hvor jeg ikke kan få søvn nok. Endnu en nat fyldt med smerter og følelsen af at ingen forstår hvor slemt det faktisk er. Min mand blev lidt forskrækket, men trøstede så godt han kunne. 
jeg håber jeg føder 37+0. Ca 3 uger fra nu. Jeg kan hellere ikke mere. Jeg elsker maven, elsker min dreng. Men jeg vil så gerne kunne følge min store i børnehave igen. Bare kunne gå 500m uden at være færdig resten af dagen.. og ikke græde over at skulle sove.. 

Årh ja. Min pige spurgte i morges om jeg ikke kom og hentede hende i dag. Hendes dagpleje er 500m fra vores hjem. Normalt går vi jo bare frem og tilbage. Men det her forpulede bækken gør det bare så omstændigt og smertefuldt. 
De der symfyse smerter er bare ikke til at spøge med! Jeg har det som om der stikkes en kniv i mit skamben, bare jeg skal stå op!

Jeg talte ned til 37+0! Ikke fordi jeg ægte forventede at gå i fødsels den dag, men fordi jeg simpelthen synes det var så overskueligt at tænke de ekstra 3 uger frem. Så jeg forstår fuldstændig hvad du føler!!

Nu har jeg 14 dage til termin og forsøger virkelig at tage det en dag af gangen, men hvis fødsels gik i gang lige nu,  ville jeg være lykkelig! Men sidste gik jeg over tid og blev sat i gang, så jeg skal nok ikke sætte næsen op efter det...
 

Jeg håber du kommer godt igennem de næste uger og tak for dit svar

Din beskrivelse er igen så genkendelig. Jeg bruger ofte et eksempel med en øster der bliver brækket op med en kniv. Nogenlunde sådan føles hver bevægelse  og os der har det sådan ved lige hvordan det er, men kan godt forstå hvis andre kan have svært ved at sætte sig ind i det. Er så glad for første graviditet var nem, for jeg skal ikke have flere efter denne omgang haha.. 

jeg sender masser af ve-støv Din vej! Kan du ikke blive sat igang omkring termin pga gener? Det har min jm snakket om, for ikke at trække det længere ud end nødvendigt. Der er jo forskel på lidt ubehag og på at direkte lide.. 😔

Ikke et direkte svar på dit sp. Men husk at dem du møder der er fulde af overskud, er dem som har det fint. Alle de andre ligger derhjemme og har det ligesom dig. Du er ikke alene og lige om lidt har du din baby i armene. Så hæng i!  ❤️

tumlingen18 skrev :

Ikke et direkte svar på dit sp. Men husk at dem du møder der er fulde af overskud, er dem som har det fint. Alle de andre ligger derhjemme og har det ligesom dig. Du er ikke alene og lige om lidt har du din baby i armene. Så hæng i!  ❤️

Du har selvfølgelig ret! Alle de andre der synes det her graviditets hejs er ulidelig hårdt ligger jo hjemme på sofaen og pruster! 
Jeg forsøger virkelig at tage det en dag af gangen. Nogen gange en time af gangen. Og tænke på at hver dag er et skridt nærmere.

Tak for dit indput!